Cheesecake med citron og hvid chokolade
25. november 2015

Cheesecake med citron og hvid chokolade

10-12 personer

Ingredienser

Nøddebund

50 g mandler
30 g hasselnødder
80 g hvedemel
1/2 tsk bagepulver
80 g lyst rørsukker
80 g smør, blødt

Marengstoppe

2 æggehvider
75 g hvidt sukker
75 g flormelis
gul pulverfarve

Citroncreme

3 blade husblas
4 økologiske citroner, saften heraf (ca. 2,5 dl)
160 g lyst rørsukker
1 æg, str M/L
60 g smør

Ostecreme med hvid chokolade

5 blade husblas
200 g god hvid chokolade
1 polynesisk vaniljestang
120 g flormelis
400 g flødeost naturel
2 dl cremefraiche 18 %
4 dl piskefløde

Citrongelé

8 blade husblas
2 dl vand
2 dl sigtet citronsaft
200 g hvidt sukker
lidt gul pastafarve

I øvrigt

Hvid chokolade
guldstøv
friske (gule) blomster

Fremgangsmåde Udskriv

1
Nøddebund

Hak mandler og hasselnødder fint til de minder om risgryn. Ælt dem sammen med de øvrige ingredienser til en ensartet dej. Pres dejen ud i en justerbar kagering (28 cm i diameter), så dejen dækker hele bunden. Det kan synes umuligt at presse den helt ud til kanten, men det kan godt lade sig gøre. Der skal ikke anvendes bagepapir eller smøres, da der er et højt indhold af smør i dejen.

Bag bunden ved 180 grader varmluft i 10-12 minutter. Lad den køle af i formen. Når bunden er kølet helt af skæres den forsigtigt fri langs kanten og løsnes fra kageringen. Rengør kageringen, læg et stykke kageplast ned langs kageringens kant og kom nøddebunden tilbage i formen.

2
Marengstoppe

Mens bunden bager kan du forberede marengsen. Pisk æggehviderne skummende med et piskeris. Tilsæt det hvide sukker lidt efter lidt, mens der fortsat piskes. Når marengsen er sej og trækker tydelige toppe stopper du med at piske. Sigt flormelissen ned i massen og vend den forsigtigt sammen. Smør med en ren finger lidt gul pulverfarve på indersiden af en sprøjtepose. Kom marengsmassen i sprøjteposen med en lille glat tylle (diameter 6-7 mm). Afsæt forskellige størrelser af marengstoppe samt lange baner af marengsstænger på en bageplade beklædt med et stykke bagepapir. Lad marengstoppene hvile i ca 20 minutter, inden de bages ved 100 grader i ca. 1 time. Tag dem dernæst ud af ovnen og lad dem køle. Anvendes til pynt på kagen, umiddelbart inden servering.

3
Citroncreme

Udblød husblas i rigeligt koldt vand i 20 min. Kom citronsaft og fintrevet citronskal fra en enkelt citron og halvdelen af sukkeret op i en gryde og bring det i kog. Pisk resten af sukkeret og ægget sammen til en luftig æggesnaps. Kom den varme citronlage op i æggemassen og rør sammen. Kom det tilbage i gryden og varm det forsigtigt op under konstant piskning ved medium varme til det tykner. Tilsæt husblas sammen med smørret og rør det ud i massen. Hæld citroncremen over nøddebunden og lad cremen sætte sig på køl over et par timer.

4
Ostecreme med hvid chokolade

Udblød husblas i rigeligt koldt vand i 20 minutter. Hak chokoladen og smelt den i en skål over vandbad ved middel varme. Når chokoladen er smeltet, tages skålen op – lad chokoladen svale, mens du tilbereder resten.

Flæk vaniljestangen på den lange led og skrab nænsomt kornene ud. Mas kornene sammen med en smule flormelis. Rør vaniljesukker, flormelis, flødeost og cremefraiche godt sammen i en dyb skål. Tilsæt den afkølede hvide chokolade og rør det hele godt sammen til en jævn creme.

Vrid husblassen for vand og smelt den over vandbad sammen med 1 dl piskefløde. Hæld dernæst husblassen i en tynd stråle ned i ostecremen, mens du hele tiden rører det hurtigt sammen for at undgå, at husblassen klumper. Pisk resten af fløden til en let skum og vend den sammen med ostecremen. Kom flødeostecremen i en sprøjtepose og fordel den i et jævnt lag henover citroncremen. Glat overfladen. Sæt kagen på køl i mindst 3 timer.

5
Citrongelé

Udblød husblas i rigeligt koldt vand i 20 minutter. Kog i mellemtiden vand, citronsaft og sukker op. Når alt sukkeret er smeltet tages gryden af varmen. Opløs den udblødte husblas direkte i den lune citronlage. Farv citronlagen mere gul med lidt pastafarve. Lad citronlagen sætte sig til en tyktflydende gelé, hvorefter den fordeles henover kagens top. Sæt kagen på køl i mindst 1 time til geléen har sat sig helt. Skær dernæst kagen fri fra kageplast med en skarp kniv og placer kagen på et fint fad.

6
Pynt

Dekorér kagen henover midten med en blanding af marengs, hvid chokoladepynt, friske blomster, guldstøv osv. Lad kun fantasien sætte grænserne.

Se videoen her : KageMagi
citron_cheesecake_5
citron_cheesecake_10

GemGem