Ishapsere med hjemmelavet Daim

15-20 ishapsere

De her ishapsere er noget af det bedste, jeg længe har lavet. Hvis du elsker Daim og is – så er den her opskrift lige noget for dig. Jeg har udviklet en opskrift på daimknas, der smager helt ligesom det, man kan købe. Faktisk smager det endnu bedre – og så er det super nemt at lave. I denne opskrift har jeg valgt at blande daimknas i en lækker flødeis, som efterfølgende dyppes i karamelchokolade.

Ingredienser

Daimknas

40 g mandler
50 g smør
125 g sukker
25 g lyst sirup
½ tsk salt

Ismasse

40 g sukker
1 vaniljestang eller 1 tsk vaniljepasta
2 æggeblommer
2,5 dl piskefløde

Chokoladeovertræk

250 g gold chokolade
evt. 25 g kakaosmør

Fremgangsmåde Udskriv

1
Daimknas

Hak mandlerne til groft mandelmel. Kom smør, sukker, sirup og salt i en gryde, og kog det op til en gylden karamel. Rør godt rundt i karamellen undervejs, så den ikke brænder på. Det er vigtigt, at sukkerkornene er smeltet ud i karamellen – ellers vil den ikke blive sprød. Tilsæt mandlerne og kog massen videre i et par minutter. Fordel den varme karamel i et tyndt lag på et stykke bagepapir. Lad den køle helt af, og hak den efterfølgende i små stykker.

2
Ismasse

Kom sukker, vanilje og æggeblommer i en skål. Pisk det sammen til en hvid og luftig æggesnaps. Pisk fløden til flødeskum og vend forsigtigt den luftige æggesnaps i. Vend det hakkede daimknas i ismassen – gem lidt til at pynte med. Fordel daimisen jævnt i en firkantet form (20 x 20 cm), der er beklædt med bagepapir. Stil isen i fryseren i minimum 5 timer eller til den er helt frossen.

3
Chokoladeovertræk

Temperér chokoladen og kakaosmør i mikroovnen eller over et vandbad til 28-30 grader. Kakaosmør er med til at fortynde chokoladen, så det bliver nemmere at dyppe isen heri. Skær daimisen ud i lige store firkanter. Dyp hurtigt hapserne i chokoladen, eller pensl chokoladen på, kom dem på et stykke bagepapir – og nu er de klar til at blive spist!