Vi har taget et aktivt valg – mobilfri november

Vi har gjort noget drastisk herhjemme. Vi har simpelthen valgt at holde nogle mobilfri uger! Eller det vil sige, at vi holder mobilfrie timer mellem 16 og 19, hvor Karla og Albert er hjemme fra børnehave og vuggestue, og inden de skal puttes. Det er disse timer, vi har sammen som familie i hverdagen, og dem vil vi gerne værne om.

Siden sommerferien har jeg kørt med 200 kilometer i timen. Og det er ingen hemmelighed, at det nogle gange går ud over familien. Fordi jeg tit sidder hjemme og arbejder, kan jeg stadig ”være på arbejde”, når børnene er hjemme. Det er nemt lige at besvare et opkald, skrive mails eller lave insta-stories. Børnene savner mit nærvær (og jeg savner selvfølgelig dem), og der er en hektisk tilstand over familien. Derfor besluttede jeg, at vi som familie skal skære al mobiltid fra mellem 16 og 19 i resten af november. En kold tyrker 😉 Ved godt det primært er mig!

Jeg indrømmer gerne, at jeg til tider har svært ved at slippe mit arbejde, fordi jeg brænder så meget for det jeg laver og ikke altid føler at det faktisk er arbejde! Men det er KUN 3 timer uden arbejde og mobil. Min evige dårlige samvittighed har brug for at lukke ned og være mere intenst sammen med min familie.

Mere nærvær

Der er ingen af os, hverken Marck eller mig, der kan undvære telefonen helt. Og det er heller ikke det, der er pointen med mobilfri november for os. Jeg bruger jo dagligt mobilen i mit virke, og ligeledes gør Marck. Nej, det er for at skabe mere nærvær og fælles familietid, når familien endelig er samlet.

Jeg kan være slem til at sidde med mobilen fremme, når Marck kommer hjem med Karla og Albert om eftermiddagen. Og Marck sidder tit og stener mobil efter aftensmaden. Det betyder, at børnene også vil være med på mobilen – forståeligt nok – og gerne vil se med, se Youtube eller andet. Og forstå mig ret, det kan også være okay somme tider. Der har bare været for mange af den slags scenarier i vores lille hjem på det seneste. Så det prøver vi lige at skære ned på.

En generel udfordring for børn og voksne

Mit indtryk er, at skærmtid, mobiler/iPads og Youtube er en stor udfordring i mange hjem i dag. Med og uden børn. Det er tankevækkende, at vi er så afhængige af den lille telefon/computer. For det er vi jo. Det er hele vores liv der er i den; kontakten til omverdenen, vækkeur, nyhedsmedie, kalender, kamera, medicinkort, bank, og jeg kunne blive ved. Det er en enorm frihed at have så mange ting lige ved hånden, men det giver også store udfordringer ved netop at have det lige ved hånden. Man kan nemt ordne alting, mens man alligevel putter i sofaen med sine børn, snakker med sin kæreste, er på farten eller andet. Man skal virkelig tage sig selv i ikke hele tiden at gå med næsen ned i mobilen. Jeg taler af erfaring… 🙂

Også børnene synes, at det er skønt at sidde med mobilen og stene det ene eller spille det andet. Det synes jeg også er okay nogle gange. De skal også have lov til at koble af, ligesom vi gør. Men jeg synes ikke, at det skal træde i stedet for god ”gammeldags” leg, hvor de bruger deres fantasi, kreativitet og deres krop ikke mindst. Børn skal stadig lege udenfor og bruge deres små hoveder, efter min mening. Og det ved jeg godt, at de også gør i institutionerne, men sådan skal det også være herhjemme. Børnene er vores fremtid, og tænk hvordan samfundet ville se ud, hvis alle gik rundt med næsen i mobilen; ingen talte sammen; og ingen kunne huske noget – eller værre endnu: tænke selv, fordi de aldrig har leget som børn. Ej okay, jeg har vidst set for mange fantasy-film om fremtiden… 😀 Men det er da værd at tænke over, synes jeg.

IKKE hysterisk, meeeen forandring fryder.

Skal ikke male fanden på vægge. Jeg kan ikke komme uden om, at jeg elsker den lille lysende brik i min hånd, men nu tager vi lige resten af måneden uden i tidsrummet 16-19, alene for at se, om det kan hjælpe på nogle af de små udfordringer vi har herhjemme.

Jeg er lidt nysgerrig på, hvordan gør I hjemme hos Jer? Har I restriktioner på mobilerne?

DEL
VISSKJUL Kommentarer (18)
  1. Vi har såååå tit lavet regler for mobilen ligesom I gør nu, men den får lige så stille sneget sig ind igen – også i de timer hvor vi er sammen med børnene.. det er skrækkeligt at man er så afhængig men nu tror jeg lige jeg vil tage snakken med min mand igen og så må vi lige tage os sammen og følge jeres gode eksempel

  2. Sejt gået. Glæder mig til at høre om hvordan det er gået. Vil det sige at jeres børn heller ikke har skærm tid imellem 16-19?

  3. Hvor er det et super godt valg og jeg er sikker på I bliver glade for det og vil kunne mærke en forskel.
    Da vores børn var små hed det max 2 timer om dagen til tv, mobil og computer i alt! De var 10 år før de fik en mobil – nu er de ved at være voksne (15,17 og snart 20) og bestemmer selv – og hold da op, hvor tager den alligevel meget tid fra dem (og vi er ikke et hak bedre!). En fast og ufravigelig regel er dog at når vi spiser sammen, så er der ingen der har mobilen med – heller ikke hvis børnene har venner på besøg! Og vi har nogle rigtig gode stunder ved spisebordet, hvor vi diskuterer alt muligt, griner og snakker ❤️ det er guld, især når man ikke spiser så mange måltider sammen mere – den yngste er på efterskole, den store flytter snart hjemmefra og vi er jo afsted til alt muligt i løbet af ugen.
    Men thumbs up til jer – super god og sund beslutning…. Jeg tror måske I beholder ordningen 😉

  4. Vi har ikke restriktioner som sådan, men sådan lidt usagte regler. Altså den er ikke fremme når vi spiser eller når vi henter og afleverer børn. Vi har en ipad men den bliver meget sjældent brugt, mest kun på en lang køretur eller som lidt stilletid når vi er ude og besøge folk hvor det kræver at geare lidt ned.. Jeg selv elsker min mobil og kunne garanteret også være bedre til at lægge den væk, men når børnene er i rum med mig gør jeg mig umage for at den ikke tager opmærksomheden fra dem.

  5. Det er er super godt valg! Herhjemme er vi en familie på 5, med tre drenge i alderen 4,9 og 11 år… der er MEGET skærm tid. Men ofte slukker vi alt, også tv efter aftensmad. Istedet spiller vi spil, junior Uno, alm. Uno myretuen.. alle de gamle klassikere. Det er super hyggeligt og vi får en helt anden måde at være sammen på. Familietid midt i den hektiske hverdag

  6. Efter at have læst dit blogpost, blev vi (min kæreste og jeg, nok aller mest mig) inspireret til at gøre lidt ala det samme, vi laver dog kun en mindre udgave, da der ikke er børn indblandet, så vi holder resten af november mobilfri mellem kl.20-21 – og så håber vi det kan smitte af og give mere mobilfri tid, det håber jeg ihvertfald. Men vi starter i det små 😀

  7. Hjemme hos os får de små (6 og 8 år) lov til at spille ps4, kigge på telefon/iPad fra de kommer hjem ca kl. 15.30 til kl 16.30-17.00 hvor vi ca spiser aftensmad. Derefter står den på hygge med fx et brætspil, Uno, lektier eller i sofaen med noget sjovt i tv’et. Mig og min mand har faktisk slet ikke vores telefon fremme før de 2 små sover. 🙂 Det fungere faktisk rigtig fint.

  8. Hej Ditte
    Jeg arbejder som ejendomsmægler så er osse altid på. Kunder ringer mv. – elsker mit arbejde rigtig meget. Derfor ligger man ikke mærke til at man er på. Men hjemme har jeg “telefonfri” fra vi står op ( vækkeuret på mobil) og så indtil jeg sidder i bilen på vej til job ( efter at have afleveret børnene).
    Der er inden iPads om morgenen herhjemme – af og til en undtagelse hvis vi imod forventning er meget foran i tiden
    Når jeg kører fra kontoret og enten rammer børnehaven eller indkørslen ( når jeg ikke henter ) kommer min mobil i tasken som står i gangen indtil ungerne er puttet.
    Det er et bevidst valg og der kan være undtagelser. Men ude af syne ude af sind. Jeg kan have en del opkald og hvis jeg ikke tager den fordi vi laver lektier mad mv. Så bliver jeg nysgerrig. Så bedre den er gemt hel væk.
    Mine kunder ved osse jeg ikke er at træffe før ungerne sover.
    Af og til ser mine unger iPad mens jeg laver aftensmad, hvis jeg kan mærke de er trætte og for udbrændte til at få en god lege igang. Men det er bestemt ikke hver dag

    I weekenden er vi mere loose med iPads og telefonerne. Men ingen iPad før morgenmaden.

    Jeg ser mine børn så få timer hver dag ( læs 3 -3,5 ) og der skal vi være sammen og de skal kunne mærke nærvær ( så meget som jeg kan give dem med madpakker og madlavning mv indblandet ) det er et bevist valg. Og ikke nemt – så fedt gået – husk at alt nyt er svært og en tilvending.

  9. kanon god ide det da altid en begyndelse på de timer – nu bor jeg alene så jeg har sådan set ikke nogen timer hvor jeg ikke må være på mobilen – jeg har lovet mig selv at jeg slet ikke sidder med min mobil når jeg spiser – ser tv eller er på besøg hos venner og familie så ligger min mobil i min taske eller en lomme – og det går meget godt indtil videre
    har altid min mobil med mig pga hvis uheldet er ude så det min redning da jeg lider af hjerteflimmer – min mobil ligger osse på mit natbord på lydløs
    glæder mig til at høre om jeres projekt om det lykkes – pøj pøj
    vh sus

  10. Jeg har prøvet så mange gange, men syntes bare aldrig det holder ved. Jeg ville meget gerne lave nogle retningslinjer for skærmtid. Men syntes det er meget svært at fastholde. Måske fordi min mand ikke er helt enig med mig i det er et problem. Og fordi min store søn går i skov børnehave så når han kommer hjem er han meget træt og har brug for at slappe helt af.

  11. Jeg (vi) har gjort det samme.
    Herhjemme er der 0 skærm, udover fredage når der er disney sjov (og weekend formiddage, hvis vi ingen planer har – men så sætter vi en film på som vi ser i fællesskab)
    Vi har to børn på 4 og knap 8, og kunne mærke i efterårsferien at skærmen havde taget totalt overhånd. Så nu er det slut.

    0 skærm gælder selvfølgelig kun når vi allesammen er hjemme. Vi voksne kan jo ikke undvære telefon i forhold til arbejde osv..

  12. Jeg har lige slettet min Snapchat af samme årsag! Jeg er afhængig! Jeg sendte snaps af alt muligt lige godt, istedet for at være i nuet og hygge med mine unger og mand (ik fordi jeg ik gjorde det!) men hvorfor tage et billede af at sønnike hygger sig med far og sende rundt istedet for blot at evt tage et billede og hygge vidre. Det er en tidsrøver.. det er så befriende ikke at have snap længere!!! Kan anbefales!

  13. Mega inspirende indlæg som gjorde at jeg kom til at tænke over nogle ting.

    Nu har vi også aftalt herhjemme, at have mobilfri zone fra 16-19 hver dag. Vi prøvede det første gang idag og det var så godt for både os og vores datter.

Skriv en kommentar

Your email address will not be published.