Glutenfri moussekage med æble, pære, timian og lime

For første gang i virkelig lang tid, havde jeg forleden et hul i kalenderen, hvor jeg med god samvittighed kunne lave lige præcis det, som jeg havde lyst til. Det resulterede i bagetid, og ud kom denne kage: Glutenfri moussekage med æble, pære, timian og lime.

Frit løb for kreativiteten

Én af de måder, jeg kobler allermest fra, er ved at gå i køkkenet, være kreativ og bage.

Jeg havde taget resterne fra weekendens bagekurser med i studiet, og brugte, hvad der var tilbage til at kreere kagen. Der var for en gangs skyld ikke nogle rammer for min bagning – ingen begrænsninger, jeg skulle holde mig indenfor, så jeg kunne give den fuld gas på kreativiteten. For det meste, når jeg går i køkkenet og bager, er det for en kunde, som ønsker et bestemt tema, look eller univers, kagerne skal passe ind i. Jeg elsker at udvikle opskrifter, der imødekommer disse krav og ønsker, men en gang imellem er det også rart at kunne arbejde kreativt, hvor der ingen rammer er. Det gør jeg ellers kun, når jeg laver bøger, og det er faktisk en ret kort process sammenlignet med resten af processen i bogskrivningen. Størstedelen af de kager, jeg bager, er derfor udviklet indenfor en særlig ramme, men her havde jeg fire timers hul i kalenderen, som blev brugt på kreativ kagebagning. Og lige præcis dét er Ditte-tid for mig.

I sin tid startede min kagebagning på samme måde. Jeg brugte meget tid i køkkenet for at slappe af og koble hjernen fra. Det kom der virkelig meget sødt bagværk ud af, og det var der mange, der nød godt af. Den følelse har holdt ved, og den er selvfølgelig også en stor del af min virksomhed i dag. Hvis ikke jeg nød at bage, udvikle og selvfølgelig spise kager og andre søde sager, ville jeg ikke kunne leve af det.

Fløjlsblød, sød og frisk

Kagen er lavet i en silikoneform, der hedder “Game”, som bl.a. kan fås hos Kunst og Køkkentøj. Den er opbygget af to mousser – én som bund og top i midten, og én som ring rundt om. Kagen får et nærmest majestætisk udtryk og giver uanede muligheder for den kreative kagebager. Jeg har lavet kagen af den blødeste lime-vaniljemousse, et indlæg af vaniljeprikket æble-pærekompot, en smuk top af grøn æble-pæremousse og en saftig, glutenfri marcipanbund. Alle mousser er fløjlsbløde, og smagen sidder lige i skabet. Det er den perfekte sammensætning af det søde fra vanilje, det syrlige fra lime og det parfumerede fra timian. Smagene komplimenterer hinanden uden at én af dem overtager hele balladen. Ringen har jeg glazet i hvid og grøn farve, og så er den ellers bare pyntet med frisk timian, knust marengs og chokoladestave. Den simple pynt understreger kagens form og lader den tale for sig selv.

Forbered kagen i god tid – en frost kage – kan laves i op til 2-3 måneder i forvejen.

Bag kagen til middagsgæsterne lørdag aften, til konfirmationen, fødselsdagen eller en anden større anledning, hvor kagen gerne må være ekstravagant og tiltrække sig opmærksomhed. Den er ikke sværere at bage end en almindelig moussekage, og med det graciøse udseende er det den perfekte festkage.

GLUTENFRI MOUSSEKAGE MED ÆBLE, PÆRE, TIMIAN OG LIME

til 8 personer

ÆBLE-PÆRE-TIMIANGRØD
2 æbler
2 pærer
2 tsk vaniljepasta
2 økologiske lime, skal og saft
1 økologisk citron, skal og saft
50 g lyst rørsukker
2 kviste timian

Skræl æblerne og pærerne, fjern kernehuset og skær dem i mindre stykker. Kom æble- og pærestykkerne op i en gryde sammen med vaniljepasta, skal og saft fra lime og citron, sukker og timian. Lad det småsimre i 15-20 min. Æblerne og pærerne skal være kogt til mos (de må dog gerne have lidt struktur). Fordel halvdelen af grøden i en silikoneform (16 cm i diameter) og sæt den på frost i mindst 1 time eller natten over. Brug den anden halvdel til æble-pære-timianmousse.

ÆBLE-PÆRE-TIMIANMOUSSE
1/2 portion æble-pære-timiangrød (opskrift ovenfor)
1 blad husblas
1,5 dl piskefløde

Udblød husblas i rigeligt koldt vand i 20 minutter. Varm kompotten kort op igen, og pisk fløden til blødt skum. Rør husblassen ud i den varme kompot og vend flødeskummet heri over flere omgange, så du ikke slår for meget luft ud af flødeskummet. Fordel moussen i en silikoneformen med hul i midten “Game” (18 cm i diameter) og lad den sætte sig på frys i mindst 3 timer eller natten over.

MARCIPANBUND (glutenfri)
1/2 god vaniljestang
50 g lyst rørsukker
75 g rå marcipan
75 g smør, blødt
2 æg, str. M/L
35 g mandelmel
25 g mandler

Flæk vaniljestangen på den lange led, og skrab nænsomt vaniljekornene ud med en lille kniv. Mas kornene sammen med en smule af sukkeret. Pisk vaniljesukker, sukker, marcipan og smør sammen. Der må ikke være klumper i dejen. Tilsæt æggene ét ad gangen og pisk godt imellem hvert. Tilsæt mandelmel, hak mandlerne fint og vend det hele forsigtigt sammen. Smør dejen ud på en bageplade beklædt med bagepapir i ca. 0,5 cm tykkelse. Bag bunden ved 180 grader varmluft i 20 minutter. Lad den køle helt ned.

LIME-VANILJEMOUSSE
3 blade husblas
1,5 økologiske lime, skal og saft
75 g lyst rørsukker
75 g skyr
1,5 tsk vaniljepasta
3 dl piskefløde

Udblød husblas i rigeligt koldt vand i 20 minutter. Hæld limeskal og -saft i en gryde og varm det op sammen med sukkeret. Tag gryden af varmen, når sukkeret er opløst. Rør husblassen ud i lagen, og lad det svale kort. Vend skyr og vaniljepasta i lagen. Pisk fløden til blødt skum og vend det i lagen over flere omgange, så du ikke slår for meget luft ud af flødeskummet. Fordel halvdelen af moussen i en silikoneform “Game” (18 cm i diameter), placer æble-pære-timianindlægget i moussen og hæld resten af moussen i formen. Udstik en bund i 16 cm diameter og placer bunden med bagsiden opad, så kagen afsluttes med bunden. Lad kagen sætte sig på køl i mindst 3 timer eller natten over.

GLAZE
6 blade husblas
150 g glukosesirup
150 g hvidt sukker
90 g vand
100 g kondenseret mælk
150 g god hvid chokolade
hvid og grøn pastafarve

Udblød husblas i rigeligt koldt vand i 20 min. Giv glukosesirup, sukker og vand et lille opkog, indtil sukkeret er opløst. Tilsæt kondenseret mælk, og tag det af varmen. Tilsæt husblas og rør det forsigtigt i massen. Hak chokoladen, hæld det op i en høj kande og hæld den varme væske op til chokoladen (se videoen for tips og tricks – bl.a. til at undgå luftbobler). Tilsæt den hvide pastafarve og før en stavblender skråt ned i kanden og blend nu glazen blank. Fjern eventuelle luftbobler og del glazen i to. Indfarv den anden i grøn. Lad dem køle ned til 35 grader (ca.). Hæld skiftevis hver farve op i en kande.

Befri æblepære-moussen fra formen og placer den på en bagerist – husk at have noget under til at samle overskydende glaze op med. Hæld glazen over den frosne donut i “striber” Se VIDEOEN på glaze.

I ØVRIGT
hvid velvetspray
marengs
grønne chokoladestave
frisk timian

Befri moussekagen fra formen og spray den med hvid velvet spray. Placer æble-pære-timianmoussen ovenpå. Pynt med knust marengs, chokoladestave farvet med grøn farve og frisk timian.

TIP: Har du ikke silikoneformen “Game”, kan du sagtens bygge kagen op i en springform eller silikoneform. Så skal kagen bygges op på følgende måde: Bag marcipanbunden i en springform (18/20 cm i diameter). Smør æble-pære-timiangrøden udover bunden, hæld æble-pære-timianmoussen over og sæt kagen på køl mindst 3 timer eller natten over. Hæld enten lime-vaniljemousse over kagen eller udvid din kagering og støv lime-vaniljemoussen udover. Sæt kagen på frost mindst 3 timer eller til den skal bruges. Du kan enten glaze kagen eller spraye den med velvetspray. Pynt med knust marengs, chokoladestave og frisk timian.

Vanilje-limemousse

DEL
VISSKJUL Kommentarer (3)
  1. Hej Ditte,

    Jeg har problemer med at glaze mousser, hvis de ikke har en bund. De bliver meget hurtigt bløde når de er kommet ud af fryseren, også selvom de har stået i flere dage, så når jeg skal flytte den fra risten efter glaze, så er moussen så blød at den begynder at bøje og til sidst knække. Er det fordi min fryser ikke er kold nok?

    På forhånd tak!

  2. Hej Ditte 🙂
    Jeg har nu lavet flere af dine kager, og de er bare super lækre og med en dejlig nem opskrift til 🙂

    Min plan er snart at prøve denne. Jeg ser du bruger en silikone form på 16 cm til grøden. Jeg tænkte på, om du ved, hvor man kan få sådan en? 🙂

    Mvh Line

Skriv en kommentar

Your email address will not be published.