Kanel højsnegle m. creme

8-10 snegle

Årh en klassisk cremesnegl med kanel…. Mums!

Denne nemme opskrift på klassiske kanelsnegle er lavet til højsnegle for at gøre plads til endnu mere lækkert cremet fyld.

Byd dine gæster på lune snegle med creme, remonce og kanel.

Ingredienser

VANILJECREME

2 æggeblommer
2 spsk lyst rørsukker
1-2 tsk vaniljepasta
20 g maizena
2 dl sødmælk

DEJ

75 g smør
2,5 dl sødmælk
25 g gær
2 æg, str. M/L
50 g lyst rørsukker
1 tsk havsalt
500-600 g hvedemel

REMONCE

150 g smør, blødt
150 g brun farin
2 tsk stødt kanel
1 spsk mørk sirup

I ØVRIGT

100 g ren rå marcipan
1 æg til pensling
flormelis, chokolade, glasur eller dét, du ønsker, at pynte med.

Fremgangsmåde Udskriv

1
VANILJECREME

Kom æggeblommer, sukker, vanilje og maizena op i en skål og pisk det sammen. Kom en smule mælk op i æggeblandning og rør det sammen. Varm resten af mælken op til lige under kogepunktet. Kom æggeblandingen heri og pisk i cremen til den tykner. Når cremen tykner piskes den igennem i ca. 1 minut. Tag cremen af varmen og hæld den varme creme på sprøjtepose og kom den på køl til den er 5 grader varm.

Se denne video, hvis du har brug for tips og tricks til den perfekte creme.

2
DEJ

Smelt smør i en gryde og tag det af varmen, når det er smeltet. Tilsæt mælk. Når smør- og mælkeblandingen er lillefingervarm hældes den i en røreskål og gær opløses heri. Tilsæt æg og sukker og rør det sammen. Bland mel (start med 500 g) og salt sammen og tilsæt også denne blanding lidt efter lidt, til du har en blank og glat dej. Ælt dejen i ca. 10 minutter. Stil dejen til hævning et lunt sted i 1 time. Gør remoncen klar imens.

3
REMONCE

Rør alle ingredienser sammen til en blød remonce.

4
I ØVRIGT

Tag dejen ud af skålen og rul den ud (40 x 60 cm) på et bord letdrysset med mel. Smør remoncen ud på hele dejen og drys revet marcipan ud jævnt fordelt. Klip et passende stort hul i sprøjteposen med vaniljecreme og sprøjt en “pølse” med vaniljecreme ud på dejen – helt oppe i toppen. Tril dejen stramt sammen på den lange led og skær 8-10 snegle (7 cm). Placér dem i to silikoneforme fra By Ditte Julie på en bageplade. Lad dem efterhæve i 30 minutter. Pensl sneglene med et sammenpisket æg. Bag dem i ovnen på 200 grader varmluft i ca. 16-18 minutter. Nyd sneglene lune, eller lad dem køle af på en bagerist. Pynt dem med din yndlings pynt.

Tips

Opbevarer du sneglene lufttæt, kan de sagtens holde sig et par dage, selvom de, som med alt andet bagværk, smager allerbedst friskbagte.

Hvis ikke du har små silikoneforme, så kan du komme bage dem i en stor silikonform fra By Ditte Julie. Bag istedet “kagen” med snegle i ovnen på 200 grader varmluft i ca. 20-22 minutter. Du kan også bage dem i små  kageringe (8-9 cm i diameter) på 2 bageplader beklædt med bagepapir.