Små glutenfrie mojito desserter

Sommeren er over os, og en lækker drink på terrassen, haven eller på en bar er måske tiltrængt – men måske din drink skulle være et stykke kage, som smager af det samme istedet for. Eller begge dele 😉 Disse mojito desserter smager (næsten) som en mojito drink. Du kan sagtens lave disse 8 små desserter til en stor mojitokage – se fremgangsmåden i opskriften herunder. 

Opskriften er oprindelig fra vores online bagefællesskab Klub Ditte Julie. Der er et hav af lignende opskrifter, til forskellige niveauer i køkkenet, i kageuniverset, Klub Ditte Julie, allerede. Der er udover opskrifter også en masse how to-videoer, bagekurser og bageskoler.

8 desserter

MYNTEGELÈ 
4 blade husblas
1 øko lime, skal og saft
50 g lyst rørsukker
20-25 blade mynte
1,5 dl vand (vand og lime skal give 2 dl væde)

Udblød husblas i rigeligt koldt vand i 10 min. Riv skallen fint fra limefrugterne, og kom limeskal, sukker og mynteblade op i en morter eller en minihakker. Pres saften ud af limefrugterne og kom saften op i en gryde sammen med lime-myntesukkeret og vand. Kog blandingen op, og lad det småsimre i 5 minutter til alt sukkeret er opløst.  Sigt sukkerlagen igennem en fintmasket sigte og et klæde. Rør den udblødte husblas ud i sukkerlagen. Hæld geléen op i en kande. Støb geléen i små halvkugleforme af silikone (3 cm i diameter). Stil dem på frys i mindst 2 timer.

PISTACIEBUND 
50 g pistacienødder
50 g mandler
50 g flormelis
50 g æggehvider
2 spsk flormelis
et nip salt 

Blend pistacienødder, mandler og flormelis til fint mel. Pisk æggehvider sammen med 2 spsk flormelis til en luftig marengs. Vend nøddemel sammen med marengs sammen med salt, og fordel dejen i en kagering på 18 cm i diameter. Bag bunden ved 180 grader i 10-12 min. Lad bunden køle af på en bagerist. Udstik herefter 8 små bunde i 3-4 cm i diameter. 

MYNTEMOUSSE MED LIME
4 blade husblas
4 økologiske lime, skal og saft 
100 g lyst rørsukker
20-25 blade mynte
0,5 dl hyldeblomstsaft
1 dl creme fraiche, 18 %
4 dl piskefløde

Udblød husblas i rigeligt koldt vand i 10 min. Riv skallen fint fra limefrugterne, og kom limeskal, sukker og mynteblade op i en morter og mort det godt. Pres saften ud af limefrugterne og kom saften op i en gryde sammen med lime-myntesukkeret og hyldeblomstsaft. Lad det småsimre i 5 min. – til sukkeret er opløst. Sigt sukkerlagen igennem en fintmasket sigte og et klæde. Rør den udblødte husblas ud i sukkerlagen. Lad den svale kort og rør creme fraiche i lagen. Pisk fløden til en let flødeskum og vend den forsigtigt sammen med sukkerlagen. Kom moussen på sprøjtepose, og fyld formene halvt op med mousse (by Ditte Julie kugle form). Tag geléen fra frost, og saml to halvkugler til en kugle og kom dem ned i moussen. Kom lidt mere mousse i formen, og afslut med en bund. Pres den let ned i moussen, og skrab overskydende mousse af formen. Stil desserterne på frost natten over. 

MØRDEJ
75 g kage hvedemel 
30 g flormelis 
40 g smør, blødt 
1 tsk vaniljepasta
1 nip salt 
1 æggeblomme 

Smuldr hvedemel, flormelis, blødt smør, vanilje og salt, til det minder om brødkrummer. Saml dejen hurtigt med æggeblommerne. Stop med at ælte, så snart dejen er ensartet. Kom dejen i en frysepose, tryk den lidt flad, og læg den på køl i mindst 1 time.

Ælt mørdejen kort sammen og udrul herefter dejen i 2-3 mm tykkelse på et bord let drysset med mel. Udstik 8 små cirkler af mørdej, og stik en yderligere cirkel i cirklen, så du får små mørdejsringe. Bag dem ved 190 grader varmluft i ca. 10-12 min. Lad dem køle af. 

I ØVRIGT
mynteblade
spiselige blomster
grønne pistacienødder

Befri desserterne fra formen og placer dem på en tallerken, kom en mørdejsring omkring, og pynt med mynteblade, blomsterblade og hakket grønne pistacienødder.

DEL
VISSKJUL Kommentarer (0)

Skriv en kommentar

Your email address will not be published.