Aldrig ta’ et nej for et nej
9. juni 2022

Aldrig ta’ et nej for et nej

Det er efterhånden ingen hemmelighed at mit projekt-hus ikke just har været en dans på roser. Det er det formentlig sjældent for langt de fleste. Og jeg vidste det nok i virkeligheden inderst inde, men jeg må alligevel indrømme, at der er mange ting i processen som alligevel kommer bag på mig – og som stadig gør.

Selvstændig og enlig

Allerede i den spæde start, da jeg skulle finde en bank, der var interesseret i at hjælpe mig igang med min og mine børn store drøm, mødte jeg første bump på vejen. For det er åbenbart ikke ligefrem en smal sag at låne penge, når man er enlig mor, der ovenikøbet er selvstændig.

Parcelhus med blåhimmel

Det kommer meget bag på mig, hvor rigide og firkantede danske banker er. Som helt fast procedure, når du skal låne penge, skal du kunne fremvise 3 lønsedler. Problemet her er bare, at jeg ingen lønsedler får, da jeg er selvstændig. Selve lønsedlen er selvfølgelig ikke den altafgørende, men når du er selvstændig og har hele dit hjerte med i din virksomhed, ja så vil jeg tro, at i hvert fald 9 ud af 10 udbetaler en minimal løn til dem selv og lader så meget som overhovedet muligt blive i virksomheden. Sådan gør jeg i hvert fald.

Det gjorde processen langt mere besværlig og langtrukken. For i stedet skulle mine selskaber vurderes. Og pludselig kigger man jo ikke kun på kroner og øre, men også på visioner, drømme, aktiver og meget andet.

Sagen er, at det er en lang proces. Og de første 5 banker sagde nej.

En hjælpende hånd

Men så gik jeg til Sparekassen Vendsyssel, som var villige til at hjælpe mig. Efterfølgende har jeg erfaret at det virkelig er en bank, der ønsker at løfte og hjælpe selvstændige. De ser ud af, de ellers meget faste kasser, og vurderer sagerne fra et langt bredere perspektiv. Efterfølgende har jeg selv anbefalet samme bank til mine selvstændige veninder og venner.

Parcelhus på en sommeraften

Det jeg gerne vil sige med det her er, at du aldrig skal tage et nej for et nej. Især ønsker jeg at sige til alle, der selv er selvstændige, at lad dig aldrig slå ud. Hverken af banker, der “mangler sikkerhed”, eller af potentielle kunder, investorer eller andet. Processen jeg netop har været igennem med dette huskøb, har på mange måder mindet mig om starten af min selvstændige karriere.

Jeg kørte hardcore kold kanvas i så utrolig lang tid og fik afslag på afslag. Det her er langt fra en klagesang fra min side, men mere for at understrege, at du aldrig skal stoppe med at kæmpe for det, du gerne vil have.

Manifestér dine drømme

Det handler om at kæmpe for dét, man ønsker sig. Det handler om altid at tro på det selv. Også når alle andre ikke tror på det.

Jeg troede så meget på, at dette hus skulle blive mit. For at bevare troen, sad jeg et lille øjeblik hver evig eneste dag med lukkede øjne. Jeg så mig selv gå rundt i huset, jeg så indretningen, jeg så hvordan plantegningen blev ændret. Jeg tænkte slet ikke på, hvad der kunne lade sig gøre, hvad der var realistisk. Jeg troede bare på min drøm.

I dag er det lykkedes. Dén plantegning jeg så for mig, mens jeg manifesterede min drøm, er præcis sådan som huset bliver nu. Det er magisk.

Du kan læse mere om at manifestere dine drømme her.