Barselslivet – jeg følte mig ensom…..

Alle de forventninger, alle de mange drømme og ikke mindst alle de ideer jeg havde… Der var ikke dét, jeg ikke skulle under min barsel. Alle fortalte om den kærlighed og lykke vi nu skulle igennem, og alle de perfekte billeder der flød på de sociale medier. Shit jeg glædet mig til et helt år på barsel i sys og dys!

Virkeligheden var bare en hel anden!!!!

Var jeg skuffet, levede det ikke op til forventningerne …? Hvad var galt, for jeg synes slet ikke det var som jeg havde regnet med. På mange måder bedre end forventet og på mange måder forfærdentgligt.

I dag sidder jeg tilbage og kan være klog i bag-klog-skabens-lys. Min barsel med Albert er netop slut, dog har vi ikke fået vuggestueplads til ham endnu, så han må leve med sin mor 2 måneder endnu. Både Albert og jeg er så klar til vuggestuestart! Min barsel med Albert har været en hel anden end med Karla, og ikke kun fordi jeg er 2. gangs mor og det mere afslappet/klogere, men også fordi jeg ikke har følt mig ensom, som jeg i den grad følte under min barsel med Karla.

Jeg var den LYKKELIGSTE i hele verden, da jeg en tirsdag morgen tissede på en graviditetstest og den viste positiv, og jeg nogle uger senere for udløst spændning og får af vide, at vi venter os en lille pige til november (2013)! Jeg var klar til at få børn nogle år før Marck, så min graviditet var i den grad ønsket – en drøm. Løb lange ture til det sidste og trænede flere gange om ugen. Var fed som en hval og anede ikke hvad der ventede mig. Karla kom til verden og alt var lykke! Jeg var usikker, men hvilke nybagte mor er ikke det(?) Men som tiden gik, og dagene smeltede sammen følte jeg mig meget ensom, selvom jeg kontant var sammen med Karla og elskede det….. Hver gang jeg gik med barnevognen og så andre gående med en vogn, ønskede jeg sådan de ville stoppe op og hilse på! Jeg elskede at være sammen med min datter, elskede at være mor, men jeg følte mig ensom. Det var så svært for mig at forklare, for jeg var jo glad – sådan rigtig glad! Men jeg var “bare” mig hele dagen og snakkede babysprog og gik op i lortebleer, mad, tøjvask og forstod ikke altid hvordan dagene bare forsvandt uden at føle jeg foretog mig det store.

Jeg var alene i mange timer (det er alle mødre), men somme tider følte jeg mig bare så alene i verden. Jeg kan faktisk mærke, at jeg dårligt kan beskrive de følelser jeg havde. Synes også det var underligt at fortælle andre jeg følte mig ensom, når jeg i bund og grund var så forelsket og glad i min datter og moderrollen.

Jeg havde ingen veninder eller kollegaer på barsel. Vi var de første i Marcks vennekreds og i blandt mine veninder var jeg enten den første eller også havde de andre nogle på 1 år og deres barsel var dermed slut. Hvorimod min barsel med Albert har været en fest. Dagene er naturligvis også lidt noget andet med Karla i huset og hendes hverdag. Albert følger med, men jeg har også haft RIGTIG mange veninde, som også har haft barsel, også har jeg kæmpet for min karriere.

Det er virkelig gået op for mig, at jeg i den grad savnede veninder, bekendtskaber og hygge i min hverdag/verden, som også var samme sted som jeg. En ting er de følger med på sidelinien og hygger med Karla/jeg, men noget andet er, når de selv står mit i det og vi snakker samme “sprog”…

Jeg har under denne barsel hygget om flere af mine veninder, og elsker det. Jeg elsker at forkæle mine nærmeste og arrangere morgenmad/brunch. Når man som mor ikke altid lige får mad eller husker at forkæle sig selv med lidt godt . At kunne glæde mine veninder og være sammen med dem i dagtimerne, har virkelig haft stor betydning for mig.

Vil lige sige, jeg har ikke haft en fødselsdepression. Men jeg tror måske mange går og føler sig lidt alene/ensom, hvorfor jeg synes det er vigtigt vi snakker om det, og måske du næste gang er ude og går med barnevognen smiler ekstra meget til hende eller ham med den anden vogn 🙂

Lidt barseltanker herfra og lidt tanker omkring min 2. barsel nu er mere eller mindre slut. Mon det var sidste gang – det håber jeg faktisk ikke……….. 😉

GemGem