17. august 2019

Filmen skulle knække på et tidspunkt. Og tidspunktet var nu

Det her blogindlæg er nok mit sværeste indlæg til dato. Det ved jeg godt, at jeg har sagt tidligere. Men jeg tror ikke jeg tidligere har skrevet noget, som har kunnet give mig svedige håndflader og knuder i maven på samme tid, bare ved tanken om det.

Jeg aner ikke hvordan jeg skal starte eller slutte det. Der er så meget at fortælle, og alligevel har jeg slet ikke lyst til at lukke op for posen. Jeg håber inderligt du vil læse dette indlæg, og bagefter sidde tilbage med en større forståelse af mig, og min tid de sidste 4 måneder (plus/minus).

Jeg ved godt, at mange har ligget eller ligger i skilsmisse, og lad os slå en ting fast, det er ikke sjovt – LANGT fra. Det er smertefuldt og fyldt med sorg. Særligt når der også er børn indblandet som – uanset hvor gode forældre man prøver at være – ikke kan undgås at blive påvirket af situationen. Alt andet ville være en løgn. Ord kan ikke beskrive, hvad jeg føler og gennemgår lige nu, men jeg har alligevel valgt, at give det et forsøg, for at give en større forståelse af mig. For jeg ved at jeg har tegnet et billede af mig selv på sociale medier som har forvirret mange. For: “hvordan kan hun være så glad i en skilsmisse?”. Det kan jeg så fortælle nu at det har jeg heller ikke været.

Jeg har alle dage været hende med Mandagstankerne, hende som gerne ville vise bagsiden af medaljen, som ikke har ønsket at skabe et glansbillede, godt turde at tage tabuer op osv. Men denne gang er det noget helt andet. For mig er en skilsmissen noget af det mest private! Noget jeg på ingen måde ønsker at dele med omverdenen. Og slet ikke, når jeg har to børn uden en stemme i alt det her. Jeg ønsker at beskytte dem, jeg ønsker at trække dem ud af sociale medier – ikke 100%, da de begge gerne selv vil være med en gang i mellem. Men jeg har valgt, at trække dem mere ud af min profil end hidtil. Det gør ikke, at jeg ikke er mor – tværtimod! Jeg er mere MOR end jeg tidligere har været og føler de har brug for mig mere end nogensinde. Ikke at jeg ikke har været mor alle dage, men I ved hvad jeg mener.

Timingen kunne ikke være dårligere….

Min skilsmisse er bl.a. væltet sammen med min udgivelse af By Ditte Julie – min bageserie med Imerco som har været undervejs i mere end 1 1/2 år. Derudover begynder der at falde så mange andre ting på plads som jeg også har knoklet i flere år for at opnå. Jeg har det så ambivalent. Jeg har aldrig været lykkeligere (arbejdsmæssigt) og samtidig har jeg aldrig været mere ulykkelig. Jeg er revet midt over, og har ikke været klar til at mærke efter. Jeg har ikke været klar til at være i min egen krop før nu. Jeg har flygtet fra alle smerter og følelser i en lang periode. Opsøgt fest og farver som kunne få mig til at glemme smerten for en stund.

Men filmen er knækket, og jeg ramte muren forleden og fandt mig selv stortudende i min seng. Aner ikke hvor længe jeg har ligget der og grædt, men jeg mærkede efter og fandt ud af, at jeg ikke har været mig selv de sidste mange måneder.

Det er ikke fordi mennesker helt tæt på mig ikke har forsøgt at nå ind til mig. Det har de. Mange gange. Og nogle af dem har talt med meget store bogstaver. Jeg har ikke stået alene på noget tidspunkt. Men jeg har ikke været klar til at lytte og tage imod før nu. For der er slet ingen tvivl om, at jeg har fundet ud af, at jeg har de helt rigtige mennesker i mit liv. Aldrig har jeg følt mig mere elsket og holdt af – jeg håber inderligt jeg kan give lige så meget tilbage en dag!

Jeg ved ikke, om I kan forestille jer, at være i en bobbel af glæde pga. de gode ting der sker på arbejdsfronten, men samtidig på privatfronten have følelsen af sorg, afmagt, frustrationer, ulykke, panik og angst. Men sådan en bobbel har jeg været i og er stadig i lige pt. Det er en voldsom rutchebanetur med alle de følelser vi overhovedet har i kroppen. Faktisk nogle følelser jeg ikke har villet mærke, og derfor har jeg festet og hygget mig fra dem. Måske meget naturligt, at flygte fra smerten, når nu man kan. Men det kan man ikke for altid. En dag vil hammeren falde, og den slår hårdt skal jeg hilse at sige!

Jeg har været alt det jeg ikke vil være…

I flere måneder har jeg måske i virkeligheden været alt det jeg ikke står for. Jeg har vist et delvist glansbillede af mit liv. Fremhævet alt det gode og ikke kunnet vise den anden side af min hverdag. Både fordi jeg har ikke haft lyst til at dele ud af min skilsmisse, og det kommer jeg fortsat heller ikke til. Skilsmissen er for mig privat og ikke noget der kommer andre ved. Sådan synes jeg det burde være i alle tilfælde. Men det gør også, at jeg ikke føler jeg har kunne være hende, som delte ud af de svære ting, når jeg faktisk gerne ville fortælle, hvor svært jeg har det og hvor svært det hele er, men UDEN at udstille nogen. I virkeligheden er det endt med, at jeg har virket overfladisk og måske en smule uægte, fordi jeg er gået hen og blevet mere privat hvilket ikke har været min hensigt. Langt fra! Jeg ved godt jeg har vist en meget glad og aktiv person. Sommeren er gået med rigelige mængder rosé – det gør som sådan ikke noget – men med det billede jeg har tegnet er det meget tydeligt, at jeg er flygtet fra alle følelser og tanker.

Så selvom jeg dagligt får beskeder fra folk som roser mig for “hvor dejligt det er at jeg altid er glad og smilende” og at det smitter af på dem… så kommer tingene til at ændre sig lidt fremover da jeg hverken er, kan være eller ønsker at være hende som smiler og griner hele tiden. I skal aldrig være i tvivl om, at jeg er en meget glad pige, som alle dage har haft meget nemt til latter og smil, hende kan ingen tage fra mig. For sådan er jeg. Men jeg er heldigvis også meget mere end det.

Skal have tid til at finde mig selv…

Jeg skal til at finde mig selv igen i en ny hverdag, finde min rolle som alenemor, finde mig selv i en ny bolig, finde ind til de kerneværdier, som gør mig glad.

Rent arbejdsmæssigt har jeg aldrig været gladere, og jeg elsker alle facetter af mine opgaver, mine virksomheder og alt det der venter forude. MEN jeg skal finde mig selv. Og det er jeg for første gang i denne process rigtig klar til. Jeg har derfor valgt at intensivere mine besøg hos min Body SDS-behandler og ophøre andre behandlingsformer. Jeg er klar på at lytte på de mennesker som elsker mig højt og kender både mig og min forretning bedre end jeg nogle gange selv gør. Jeg ved, at jeg er på rette vej, og jeg føler endelig jeg kan være mig selv, trække vejret og være åben for fremtiden.

Og så husker jeg på at – efter regn kommer sol. ❤️