Hele historien om min hud og hele processen
26. marts 2019

Hele historien om min hud og hele processen

Jeg har fortalt jer en del om min hud på story på Instagram, og I er mange, der stiller nysgerrige spørgsmål. Derfor vil jeg tage jer med på min rejse fra teenagehud til smidig hud med glød, og dele hele processen med jer. Tanken var ikke et blogpost, men jeg håber jeg kan besvare mange af jeres spørgsmål jer.

I sensommeren/efteråret 2018 gik min hud helt bananas. Jeg fik mere og mere uren hud, og jeg kunne slet ikke kende mig selv og min egen hud. Jeg var helt igennem flov, og det trykkede bestemt også på selvværdsknappen. Jeg har været så heldig, at jeg aldrig har kæmpet med uren hud i teenageårene og i mit voksenliv – lige indtil efteråret 2018. Urenhederne sad hovedsageligt på kæbe- og hagepartiet. De kloge hoveder fortæller, at det er hormonelt betinget, når huden reagerer her. Langsomt begyndte urenheder dog også at vokse opad, fordi jeg brugte dermaroller og pillede. Jeg var i PANIK, og gjorde alt for at gå min hud tilbage, men skadet den kun endnu mere. Fordi huden var så betændt, skulle der ikke meget til, før huden “smittede” sig selv – det vidste jeg bare ikke.

Jeg manglede en logisk forklaring

Jeg ledte forgæves efter en forklaring på, hvorfor min hud pludselig reagerede på den måde. Jeg synes ikke, at jeg spiste anderledes, og jeg kunne simpelthen ikke komme på en årsag til det pludselig skift i min hud. Mange fortalte mig, at jeg var stresset, og at det var det, min hud reagerede på. Men helt ærligt, så følte jeg mig ikke stresset. Jeg kontaktede Tina Lykkegaard, som er holistisk hudterapeut, for at få hende til at vurdere, om min krop manglede bestemte vitaminer og/eller mineraler. Hun udarbejdede en “vitamin-kur” til mig, som jeg troligt fulgte, men det havde ingen effekt. Tværtimod blev min hud bare værre. Hvilket den ikke burde!

Til sidst tog jeg til lægen, fordi jeg følte, at der var et eller andet, der var helt galt. Lægen tog urinprøver og blodprøver, som hun testede for stofskiftesygdom og andet, men der var intet at se. Til gengæld viste blodprøverne, at jeg havde utrolig mange hvide blodlegemer, hvilket betyder, at kroppen forsøger at bekæmpe noget.

Herefter fik jeg lavet en hudanalyse, som viste, at min hud var inflammatorisk; at min hud var et stort betændt hudlag. Den information gik jeg igen til lægen med, som tog endnu flere blodprøver. De viste dog ingenting – alle prøver var negative, og derfor var der kun én forklaring: jeg kunne ikke tåle min kobberspiral. Min krop forsøgte simpelthen at bekæmpe min kobberspiral, som den anså som et fremmedlegeme. Min krop var i alarmberedskab, og det gav sig utryk i mit ansigt.

urenhud som voksen

På KUN 4 måneder….

I november 2018, lynhurtigt efter de sidste blodprøver, fik jeg taget min kobberspiral ud, så min krop kunne komme tilbage i balance og ikke blive stresset yderligere.

Tina og jeg lagde en ny plan, da ingen af os kunne forudse, at det var derfor min hud slog ud. Den nye plan af vitaminer og nedenstående behandlinger blev min redning.

Efterfølgende gik jeg til vanvittigt dygtige Christina Coco, som har Holistic Beauty i København K. Christina laver holistiske hudbehandlinger, og jeg kom sådan set bare ind ad døren, fortalte hvad jeg vidste om min hud, og så vurderede hun, hvad min hud havde brug. Hun lagde ikke et decideret program eller kur for min hud, hun vurderer derimod, hvad min hud havde brug for fra gang til gang.

Første step var at gå i dybden i min hud og at fjerne al betændelsen – det gjorde hun med syrebehandlinger. Da betændelsen havde lagt sig efter 3-4 behandlinger, arbejdede vi videre på at fjerne ar. På 4 måneder har jeg fået 5 behandlinger, og sideløbende er jeg fortsat med alle de vitaminer, Tina Lykkegaard har anbefalet mig at tage plus Raunsborgs Skin Perfection, Hair & Nail og Skin Glow (reklame). Min hud er i dag så god som ny, dog med nogle ar, som vi fortsat arbejder på at få udbedret. Jeg kan nu også se resultater af de vitaminer og kosttilskud, jeg har taget over længere tid.

bekaemp urenhud

Prævention

Siden jeg har fået taget min spiral ud, har jeg været uden prævention. Jeg kan ikke tåle kunstige hormoner, og derfor er alt med P (P-piller, P-ring, P-stav osv.) helt udelukket for mig. Det er også derfor, jeg i sin tid valgte at bruge kobberspiral, men det gik så heller ikke. Af hvilken grund, skal jeg ikke kunne sige. Men min hud er glad, og det er faktisk det vigtigste for mig lige nu.

Jeg kan kun anbefale, at man får undersøgt ubalancer, hvis man oplever urenheder i huden som voksen. Det kan skyldes så mange ting, så tag fat i dem, der har forstand på det. Det har i hvert fald været guld værd for mig, og lad være med at pille, og gøre alt muligt i panik, du skader kun.

Læs mere:

Hvad spiser jeg egentligt? Kostprogram med Gustav

Kagebabe’ens fremtid…

Instagram vs. virkeligheden