Hvem skal definere hvornår man er en god nok mor?

At være nogens mor….

At være nogens mor og i det hele taget bare mor-rollen kan i sig selv være udfordrende. Jeg kæmper ofte med egne normer og den evige bekræftelse på, om jeg gør det godt nok som mor. Synes ikke altid det er lige nemt. Alle de spørgsmål jeg ofte stiller mig selv, om jeg gjorde det rigtige.

Generelt følger jeg altid min intuition og min mavefornemmelse. Men lige så mange mødre der findes derude, lige så mange meninger og holdninger findes der også. Ligesom vi alle er mor på hver vores måde. Jeg er sikker på, vi alle prøver at være den bedste mor vi kan. Men hvad er det, som definerer, hvornår man er en god nok mor? For vi er vel alle den bedste udgave af os selv i mor-rollen?

Vi lever i en tid, hvor flere og flere debatterer over netsider, googler sig til svar, og følger med i blogs. Alt sammmen for at se, hvordan andre gør det. Gør de det bedre, kan jeg selv gøre det bedre? Vi leder i vildskab efter svar eller for at blive bekræftet i, om vi nu gør det rigtige. Men hvad er det rigtige?

Hvornår er jeg en god nok mor?

Jeg synes det at være mor er så givende, så hårdt, så usikkert, så skræmmende, så angstprovokerende, så værdsat og alt sammen gør mig til NOGENS mor, som giver mig en følelse af, at jeg er NOGET!

Jeg har tidligere beskrevet lidt om, hvor hårdt jeg også synes det er at være mor. Men det jeg næsten synes er det værste, det er andres kommentarer, løftede øjenbryn eller deres spørgsmåltegn til mig som mor.

Lad mig prøve at foreklare

Vi er alle forskellige og vi alle ændres i en eller anden grad, den dag vi bliver mor. Vi har en forestilling om, hvordan det er at være mor, og hvordan vi gerne vil være som mor. Men når først vi bliver NOGENS mor, så ændres alt! Det ved vi alle, som er blevet mor.

Men jeg synes vi skal stoppe med at dømme hinanden på, hvordan vi er som mor. Jeg er fx. ikke den slags mor, som konstant er sammen med mine børn, besøger alle parker, legepladser, har årskort til Zoologisk Have eller svømmehallen. Jeg bliver helt stresset, når jeg ser, hvordan nogle af mine egne veninder suser rundt til alt muligt hele tiden og aktiverer deres børn. Jeg elsker at tilbringe tid sammen med mine børn, men jeg elsker ligeså meget at tilbringe tid uden dem.

Jeg elsker at være Ditte! Altså jeg elsker EGO tid. Det giver mig energi og mere overskud, så jeg kan være en bedre mor og kone (vender mig aldrig til det ord – hihi). Men fordi jeg elsker EGO tid/Ditte tid gør det ikke, at jeg er en dårligere mor eller elsker mine børn mindre af den grund. Jeg løfter ikke øjenbryn af de mødre, som er modsat mig i rollen. Jeg synes selv jeg er en god mor. Selvfølgelig kan jeg godt kigge på mine veninde og tænke, “årh altså – havde jeg bare lidt af hendes overblik eller ro, så var jeg en endnu bedre mor”. Vi lever desværre i en tid, hvor vi alle måler og vejer os med hinanden, og gerne vil være noget vi ikke er. Vi er gode nok!

Bekæmp med kærlighed og ros hinanden

Jeg synes vi skal blive bedre til at rose hinanden og fortælle hinanden, og de tætte veninder, når vi ser nogle gøre et godt stykke arbejde. Ingen ville nogensinde gøre sine børn fortræd. Vi gør os alle sammen umage og gør det vi hver især føler er rigtigt for os/vores børn.

Lad være at dømme hinanden. Ofte ser vi kun et øjebliksbillede ud af en hel virkelighed. Vi er hver især den mor vi ønsker at være, og det skal vi acceptere – og ikke mindst respektere.

Jeg har taget et valg om, at selvom jeg er blevet nogens mor, så er jeg stadig Ditte og vil give plads til EGO tid. Det gør mig ikke til en dårligere mor eller at jeg ikke elsker mine børn. For mig er det et spørgsmål, at jeg bliver en bedre mor, med et større overskud, når jeg laver ting, som ikke handler om at være mor, for det er jeg alle de andre timer i døgnet – ja selv når jeg sover ❤

Vil du læse mere? Jeg har også skrevet et blogindlæg om Mors Dag og mine tanker omkring, hvordan jeg gerne vil være som mor. 

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem