3. juni 2017

Hvorfor fik jeg børn… ??? De har ikke valgt mig, men jeg har valgt dem !!!

….Med våde øjne skriver jeg dette indlæg! Ikke fordi jeg har brug for gode råd som sådan eller bebrejdende kommentarer, men fordi jeg håber det kan give mig luft, lade mig tale højt igennem bloggen!! Måske der er andre derude, som jeg, der har siddet som en zombiiiii i sofaen efter putning af to børn og følt sig utilstrækkelig/som en elendig mor!

Jeg har hertil aften puttet begge mine børn efter mit behov, fordi jeg simpelthen ikke kunne holde nogle af dem ud længere! Helt ærligt, jeg kunne ikke mere..! 2 timer senere tager jeg mig selv i at sidde og kigge på min datter med våde øjne, og undskylde (hun sover endelig)..

Det skal lige siges, jeg ved godt, at jeg har travlt og der sker meget i mit liv, og det kan begge børn godt mærke! Men det har ikke noget med det at gøre!

Jeg føler mig uduelig

Albert er stadig hjemme, hvilket er så frustrerende for både ham og jeg. Ham er så klar! Han keder sig helt uhyggeligt meget. Han er konstant utilfreds med tilværelsen. Når han er ude, eller oppe for at aflevere eller hente Karla, lyser han op, og er et festfyrværkeri uden lige, men når han er hjemme, har han konstant sådan en småbrokkende tone. Den er så slem, at den nærmest skær som glas igennem min krop efterhånden!! Jeg kan ikke beskrive, hvor uduelig jeg føler mig som mor pt.!! Jeg kan ikke længere underholde ham. Selvom jeg opstiller en leg på gulvet og gerne vil ham, gider han mig og min leg i 2 min. så er han videre.

Det kan i den grad også mærkes, at han ikke kan følge med resten af familien. Albert har ligesom sin søster, lidt døde/slappe ben, så han vil ikke kravle rigtigt eller stå for længe, men alligevel har han sin egen stil og er ALLE vegne og PILLER i F*CKING alt! 😀 Rundt kommer han, og han er hurtig! Han sover så ekstremt dårligt om dagen, nærmest ikke, så han virker også konstant træt! Han sover tilgengæld ca. 11-12 timer i streg hver nat. Men det er stadig ikke søvn nok for den lille mand.

Karla er blevet et rigtig børnehavebarn

Karla, ja – hun er bare i den der alder !!!! ÅRH GUD – 3,5 år, og er for alvor blevet et børnehavebarn. Hun skal konstant have begrundelser for alt og siger konsekvens “HVORFOR” til alt hvad vi siger til hende! Hun vil på ingen måde lytte, og vil ikke opgive hendes mål, som fredag aften var at sove i mors og fars seng. Jeg nægter og forklare hende, at vi alle sover i vores egne senge mv. Da jeg står ude i køkkenet og bager til en forandring, kan jeg høre Karla komme gående med sin dyne og hovedpude med ordene “nu går jeg altså ind i jeres seng” !! Hendes tone i stemmen, får mig til at grine og alligvel går den ikke! Hun bryder sammen for 117 gang (ægte fredag). Jeg tager igen kampen op, men må sande jeg tilsidst ikke kan mere, og skal i den grad tage mig sammen for ikke at bryde sammen. Hendes mange tudeturer gjorde selvfølgelig at Albert også vågnede og skulle have min opmærksomhed igen, og igen og IGEN!!!

Jeg krybber tilsidst ind til Karla, og siger “mor, kan ikke lide, når vi er uvenner og ikke taler pænt til hinanden”, hun kigger på mig med våde øjne og aer mig på kinden uden at sige noget – jeg begynder selv at græde…….

Alt er en fase med børn

Nu sidder jeg så her og skriver det ud af kroppen, for det er desværre vores hverdag for tiden. Jeg ved efterhånden, at alt er perioder og faser, men jeg HADER dem!!! Jeg er snart så desperat og skriger på hjælp, også selvom jeg ved der ingen hjælp er at hente.

Hvor blev mine altid smilende, grinende og glade børn af !!! Savner dem..! Shit det er hård kost nogle gange! Må huske mig selv på, at jeg har valgt at få dem, og ikke omvendt!