Vi har taget et aktivt valg – mobilfri november
12. november 2018

Vi har taget et aktivt valg – mobilfri november

Vi har gjort noget drastisk herhjemme. Vi har simpelthen valgt at holde nogle mobilfri uger! Eller det vil sige, at vi holder mobilfrie timer mellem 16 og 19, hvor Karla og Albert er hjemme fra børnehave og vuggestue, og inden de skal puttes. Det er disse timer, vi har sammen som familie i hverdagen, og dem vil vi gerne værne om.

Siden sommerferien har jeg kørt med 200 kilometer i timen. Og det er ingen hemmelighed, at det nogle gange går ud over familien. Fordi jeg tit sidder hjemme og arbejder, kan jeg stadig ”være på arbejde”, når børnene er hjemme. Det er nemt lige at besvare et opkald, skrive mails eller lave insta-stories. Børnene savner mit nærvær (og jeg savner selvfølgelig dem), og der er en hektisk tilstand over familien. Derfor besluttede jeg, at vi som familie skal skære al mobiltid fra mellem 16 og 19 i resten af november. En kold tyrker 😉 Ved godt det primært er mig!

Jeg indrømmer gerne, at jeg til tider har svært ved at slippe mit arbejde, fordi jeg brænder så meget for det jeg laver og ikke altid føler at det faktisk er arbejde! Men det er KUN 3 timer uden arbejde og mobil. Min evige dårlige samvittighed har brug for at lukke ned og være mere intenst sammen med min familie.

Mobilfri = Mere nærvær

Der er ingen af os, hverken Marck eller mig, der kan undvære telefonen helt. Og det er heller ikke det, der er pointen med mobilfri november for os. Jeg bruger jo dagligt mobilen i mit virke, og ligeledes gør Marck. Nej, det er for at skabe mere nærvær og fælles familietid, når familien endelig er samlet.

Jeg kan være slem til at sidde med mobilen fremme, når Marck kommer hjem med Karla og Albert om eftermiddagen. Og Marck sidder tit og stener mobil efter aftensmaden. Det betyder, at børnene også vil være med på mobilen – forståeligt nok – og gerne vil se med, se Youtube eller andet. Og forstå mig ret, det kan også være okay somme tider. Der har bare været for mange af den slags scenarier i vores lille hjem på det seneste. Så det prøver vi lige at skære ned på.

En generel udfordring for børn og voksne

Mit indtryk er, at skærmtid, mobiler/iPads og Youtube er en stor udfordring i mange hjem i dag. Med og uden børn. Det er tankevækkende, at vi er så afhængige af den lille telefon/computer. For det er vi jo. Det er hele vores liv der er i den; kontakten til omverdenen, vækkeur, nyhedsmedie, kalender, kamera, medicinkort, bank, og jeg kunne blive ved. Det er en enorm frihed at have så mange ting lige ved hånden, men det giver også store udfordringer ved netop at have det lige ved hånden. Man kan nemt ordne alting, mens man alligevel putter i sofaen med sine børn, snakker med sin kæreste, er på farten eller andet. Man skal virkelig tage sig selv i ikke hele tiden at gå med næsen ned i mobilen. Jeg taler af erfaring… 🙂

Også børnene synes, at det er skønt at sidde med mobilen og stene det ene eller spille det andet. Det synes jeg også er okay nogle gange. De skal også have lov til at koble af, ligesom vi gør. Men jeg synes ikke, at det skal træde i stedet for god ”gammeldags” leg, hvor de bruger deres fantasi, kreativitet og deres krop ikke mindst. Børn skal stadig lege udenfor og bruge deres små hoveder, efter min mening. Og det ved jeg godt, at de også gør i institutionerne, men sådan skal det også være herhjemme. Børnene er vores fremtid, og tænk hvordan samfundet ville se ud, hvis alle gik rundt med næsen i mobilen; ingen talte sammen; og ingen kunne huske noget – eller værre endnu: tænke selv, fordi de aldrig har leget som børn. Ej okay, jeg har vidst set for mange fantasy-film om fremtiden… 😀 Men det er da værd at tænke over, synes jeg.

IKKE hysterisk, meeeen forandring fryder.

Skal ikke male fanden på vægge. Jeg kan ikke komme uden om, at jeg elsker den lille lysende brik i min hånd, men nu tager vi lige resten af måneden uden i tidsrummet 16-19, alene for at se, om det kan hjælpe på nogle af de små udfordringer vi har herhjemme.

Jeg er lidt nysgerrig på, hvordan gør I hjemme hos Jer? Har I restriktioner på mobilerne?

 

Læs mere:

Din bedste bryllupshistorie, minde eller oplevelse

Første bump på bryllupsrejsen… gisp