Det kan drille lidt, når man gerne vil lave helt perfekte marengskys, som ikke revner eller bliver misfarvet ved bagningen. Jeg har prøvet at lave en uddybende how to video på de bedste marengskys/marengskranse.
TEKNIKKEN BAG MARENGSKYS
Det er vigtigt for mig at sige, at det handler om din vendeteknik. Du skal være forsigtig og må endelig ikke slå luften ud af marengsmassen. Derudover spiller din ovn en vigtig rolle. Du skal lige finde graderne og tiden på din ovn. Ingen ovne er ens. Tiden der afsættes i alle mine opskrifter er skrevet ud fra min ovn, og hvordan den varmer.
Derfor må du føle dig lidt frem og det kan godt være første og anden portion ikke lige bliver som ønsket. Men leg med graderne eller tiden i ovnen. Lover det nok skal lykkes.
Håber videoen kan hjælpe dig en lille smule.
OPSKRIFT PÅ MARENGSKYS
ca. 6 marengskranse eller 2 bageplader med marengskys
MARENGSMASSE
70 g æggehvider
70 g hvidt sukker
70 g flormelis
lidt pink/rosa pastafarve
Pisk æggehviderne skummende og tilsæt sukkeret. Pisk det til en sej marengs. Sigt flormelis i massen og vend det forsigtigt sammen. Fordel massen i 3 skåle, og indfarv hver marengsmasse. Jeg havde en hvid, let rosa og mørke rosa. Hæld hver farvet marengsmasse på sprøjtepose med en rund glat, lille stjerne tylle og en stor stjerne tylle. Brug en tærtering til at tegne 6 ens ringe på bagsiden af et stykke bagepapir. Fæstn bagepapiret på en bageplade og afsæt små marengstoppe langs den tegnede kant, indtil du har 6 små marengskranse. Overskydende marengs kan anvendes til at lave små marengs kys. Bag dem ved 110 grader varmluft i 30-40 min.