Mandeltærte med jordbær-rabarbergrød og marengs
9. juni 2016

Mandeltærte med jordbær-rabarbergrød og marengs

6-8 personer

Ingredienser

Mandelmørdej

150 g hvedemel
150 g mandelmel
100 g flormelis
150 g smør, blødt
1 æg, str. M/L
(Bønner/linser el. lign. til blindbagning)

Jordbær-rabarbergrød

3 blade husblas
300 g jordbær (friske eller frostne)
150 g rabarber
1 vaniljestang
100 g lyst rørsukker
1 økologisk citron, skal
1/2 citron, saften heraf
1/2 dl hyldeblomstsaft
3 tsk maizena
2 tsk vand

Marengs

50 g past. æggehvider
50 g hvidt sukker
50 g flormelis

Pynt

5 jordbær, friske
friske hyldeblomster
spiselig bladguld

Fremgangsmåde Udskriv

1
Mandelmørdej

Sigt mel, mandelmel og flormelis i en stor skål. Smuldre smørret heri mellem hænderne til det ligner revet ost. Ælt ægget i dejen. Stop med at ælte, når dejen er glat og hænger sammen. Kom mørdejen i en frostpose og læg den på køl i 30 minutter. Ælt dejen kort igennem, og rul den tyndt ud på et meldrysset bord i ca. 3 mm tykkelse og kom den ned i en rund tærteform. Kom et lille stykke bagepapir ned i formen henover mørdejen og fyld det med bønner. Blindbag bunden ved 190 grader varmluft i 10-15 minutter. Tag tærten ud af ovnen og fjern bagepapir og bønner. Bag bunden i 5 minutter yderligere. Lad bunden køle af.

2
Jordbær-rabarbergrød

Udblød husblas i rigeligt koldt vand i 20 minutter. Flæk vaniljestangen på den lange led og skrab nænsomt vaniljekornene ud. Mas vaniljekornene sammen med lidt af sukkeret. Kom jordbær, rabarber, vaniljesukker, sukker, fintrevet citronskal, citronsaft og hyldeblomstsaft op i en gryde og bring det i kog. Lad det småsimre i ca. 20 minutter under låg. Rabarberne skal være kogt møre. Blend grøden til en fin pure med en stavblender. Rør maizena og vand sammen og hæld det op i pureen, og bring det i kog i 2 minutter, imens der konstant røres. Tag gryden af varmen og rør den udblødte husblas ud i pureen. Hæld jordbær-rabarbergrøden op i den afkølede tærte, og stil tærten på køl i mindst 2-3 timer eller gerne natten over.

3
Marengs

Pisk æggehviderne til en let skum, og pisk herefter sukkeret i lidt efter lidt. Marengsen skal være sej og danne toppe, når der stoppes med at piske. Sigt formelisen i marengsen og vend forsigtigt formelisen heri. Kom massen op i en sprøjtepose med en rund glat tyl. Afsæt nogle små og store toppe rundt langs tærtens kant. Brænd marengstoppene med en gasbrænder.

4
Pynt

Lad dig inspirere af billedet eller pynt med hvad du foretrækker.

Mandeltærte med jordbær-rabarbergrød og marengs

Nogle gange rammer man virkelig noget lækkert! Må indrømme jeg selv er MEGET glad for denne tærte, og på ingen måde sidste gang jeg har lavet den. Ærligt så venter jeg faktisk bare på, at næste læs rabarber titter helt frem fra jorden. Smagen af dansk sommer: jordbær-rabarbergrød! også i en lækker mandeltærte – ja undskyld, men det er da lækkert!! 😀

GemGem