Pistacielagkage med citronfromage
20. oktober 2015

Pistacielagkage med citronfromage

12-14 personer

Ingredienser

Marcipanbunde

120 g saltede pistacienødder
300 g ren rå marcipan
250 g lyst rørsukker
4 æg, str. M/L
250 g smør, smeltet
100 g mel

Citronfromage

6 husblas
200 ml citronsaft
3 øko citroner, skallen heraf
150 g lyst rørsukker
3 past. æggeblomme
500 ml piskefløde

Pistaciemousse

3 husblas
130 g usaltede pistacienødder
85 g flormelis
180 g mascarpone
1 citron, saften herfra
180 ml piskefløde

Herudover

100 g ren rå marcipan
25 g usaltede pistacienødder
2 dl piskefløde
2 bakker hindbær, friske

Fremgangsmåde Udskriv

1
Marcipanbunde

Pil pistacienødderne og nuller dem lidt, så ikke alt det salte kommer med, men kun lidt af det. Blend dem til mel i en minihakker. Rør pistaciemelet sammen med marcipan og rørsukker og rør godt – til marcipanen er smuldret.

Kom smørret i og tilsæt æggene en ad gangen. Giv hvert æg lidt røretid inden næste æg kommes i.

Sigt melet i og del dejen i to. Bag de to deje i to justerbare kageringe (22/24 cm i diameter) ved 180 grader varmluft i 15-20 minutter. Stil på køl med det samme.

2
Citronfromage

Husblassen stilles i blød i koldt vand indtil den skal bruges.

Citronsaft, citronskal samt sukker kommes i en gryde og bringes i kog i nogle minutter – køl den herefter ned i nogle minutter. Tilsæt æggeblommerne til den let afkølede citron”sirup”. Pisk massen til let skum over mellemvarme. Tager lidt tid. (VIGTIGT: Må ikke laves på højt blus, da vi ikke ønsker at lave røræg, men en skummende citroncreme). Når citroncremen er luftig og skummende tilsættes husblas, og røres ud i massen. Herefter stilles massen på køl i ca. 15 minutter.

Fløden piskes til flødeskum og vendes i den afkølede citroncreme. Gerne over flere omgange, så ikke massen skiller. Kom citronfromagen i en sprøjtepose (Må ikke sætte sig heri).

Sprøjt noget af citronfromagen i silikoneforme. Lav nogle halvkugler til toppen af kagen. Gerne lidt forskellige størrelser. Jeg brugte størrelse 3 cm, 5 cm og 7 cm. Men ikke for mange, da der også skal være citronfromage nok til inde i kagen. Stil kuglerne på frost i min. 2 timer eller natten over.

3
Pistaciemousse

Stil husblassen i blød i koldt vand ind til den skal bruges.

Pistacienødderne og flormelissen blendes til mel. Kom pistaciemelet i en skål og rør mascarponen ud i. Varm lidt af citronsaften (ca. ½ citron) op over et vandbad og smelt husblassen heri (kom ca. halvdelen af citronsaften i først, og gem resten til at smage til med i sidste ende. Citronen skal kun gøre cremen let og lækker – ikke overtage smagen).

Fløden piskes til skum og vendes i pistaciemassen – gerne over flere omgange, så den ikke skiller. Kom massen i en sprøjtepose, så den er klar til brug (må ikke sætte sig heri).

4
Pynt

Marcipanen rulles ud mellem 2 stykker bagepapir. Stik ud til blomster. Bag dem i nogle minutter ved 180 grader varmeluft. Lav nogle små bolde af marcipan ,som midten af blomsten – farv evt. lidt af marcipanen med grøn pastafarve – giver en god effekt.

5
Samling

Regngør en justerbar kagering, og for den med kageplast. Placere en marcipanbund i springformen. Kom pistaciemoussen udover bunden. Glat pistaciemoussen ud, og placer endnu en marcipanbund. Dæk bund nr. 2 med 2 bakker friske hindbær, og sprøjt citronfromagen ud over hindbærene – sikre dig du kommer godt ned imellem hindbærene, så der ikke dannes luft mellem bund, hindbær og fromagen. Glat overfladen ud og stil den på køl i min. 3 timer eller gerne natten over.

Befri kagen fra kagepalstik og springform, når den har sat sig. Pisk fløden til flødeskum, og smør kagen op. (Du kan også bruge marcipanovertræk eller lade kagen stå helt rå). Placer dine halvkugler af citronfromage på kagens top, som du ønsker, se eventuelt billede til inspiration.

Pynt af med marcipankugler, marcipanblomster og pistacienødder.

Denne pistacielagkage med citronfromage smager fuldstændig fantastisk! Marcipanbunde med pistacienødder, pistaciemousse, citronfromage og friske hindbær – what not to like?? Jeg synes måske det er lidt lettere at lave en lagkage frem for en masse små kager. Denne pistacielagkage med citronfromage er inspireret af mine 12 pistacie drømme fra program 1 i Den Store Bagedyst.
Se opskrift HER på DRs hjemmeside.