Chokoladetærte med brændte mandler og kirsebær
19. december 2017

Chokoladetærte med brændte mandler og kirsebær

6-8 små tærter eller 1 stor

Ingredienser

CHOKOLADEMØRDEJ

130 g hvedemel
20 g god kakao
60 g flormelis
75 g smør, blødt
2 æggeblommer

BRÆNDT MANDEL-PRALINÈ

75 g brændte mandler
25 g nougat
25 g mælkechokolade

KIRSEBÆR-CHOKOLADEGANACHE

100 g god mørk chokolade
1 dl piskefløde
2-3 spsk lage fra amarenakirsebær

MARENGS

50 g past. æggehvider
50 g hvidt sukker
50 g flormelis
guldstøv

I ØVRIGT

frysetørrede kirsebærstøv

Fremgangsmåde Udskriv

1
CHOKOLADEMØRDEJ

Smuldr hvedemel, kakao, flormelis og blødt smør til det minder om brødkrummer. Saml dejen hurtigt med æggeblommerne. Stop med at ælte, så snart dejen er ensartet. Kom dejen i en frysepose, tryk den lidt flad, og læg den på køl i mindst 1 time.

Del dejen i 6-8 dele, og rul hver del ud i lidt mel til en tykkelse på ca. 2 mm. Kom dejen i 6-8 små tærteringe (evt. alm. tærteforme) (diameter ca. 7-8 cm), og fjern overskydende dej ved at hjælp af en skarp kniv. Fyld sølvpapir i formene og herefter linser eller bønner. Blindbag tærterne i 7-10 minutter ved 180 grader varmluft. Fjern sølvpapir og linser eller bønner. Bag dem færdig i ca. 5 minutter. Lad dem køle af.

2
BRÆNDT MANDEL-PRALINÈ

Blend de brændte mandler helt fint. Smelt nougat og chokolade over vandbad og vend herefter de blendede mandler i massen. Fyld pralinéen i de bagte chokoladetærter.

3
KIRSEBÆR-CHOKOLADEGANACHE

Hak chokoladen fint og kom det op i en skål. Varm fløden og lagen fra amarenakirsebær på i en gryde til lige under kogepunktet. Hæld det herefter over chokoladen. Rør det forsigtigt sammen til en glat og blank ganache. Hæld det på sprøjtepose og fyld tærterne op med ganache. Stil dem på køl 1 times tid.

4
MARENGS

Pisk æggehviderne skummende og tilsæt sukkeret. Pisk det til en sej marengs. Sigt flormelis i massen og vend det forsigtigt sammen. Hæld marengsen på sprøjtepose (gerne med forskellige tyller til, rund, glat og stjerne tyller). Tegn på bagsiden af et stykke bagepapir 6-8 ringe, som har samme størrelse som tærterne. Vend bagepapiret om, og lav en masse fine små kranse. Bag dem ved 110 grader varmluft i 30-40 minutter. Drys de færdige og afkølede marengskranse med guldstøv.

5
I ØVRIGT

Drys overfladen på tærterne med kirsebærstøv, så de er helt dækket. Placer en fin marengskrans på hver tærte.

Tips

Har du ikke små tærteforme/tærteringe, passer opskriften til en stor tærte (20-22 cm). Jeg synes dette opskrift ligger op til vi bruger resterne i forbindelse med julen. Brændte mandler og lagen fra amarenakirsebær – brug det du har, og lad være med at smide lagen ud efter du har brugt glasset med kirsebær.

Mine mange kageidéer 

Chokoladetærter med brændte mandler og kirsebær

De bedste chokoladetærter med brændte mandler og kirsebær. De smager himmelsk – en perfekt bid af julen. Selv en ikke-chokoladeelsker vil elske disse chokoladetærter.

Nogle gange får jeg en kageide, også er jeg nød til at skrive den ned/tegne den, eller gå i køkkenet med det samme. Det skete her, at jeg måtte i køkkenet med det samme. Ideen opstod efter et besøg hos min dejlige ven, Lars Jon. Han har lige udgivet sin nyeste bog, KRANS og efter at have kigget i den flere gange, fik jeg ideen til denne kage. Jeg havde lige lavet brændte mandler nogle dage forinden og tænkte de skulle blive til en brændt-mandel-praliné. 1-2-3 og en ny kage blev født, og jeg er helt vild med resultatet både i smag og af udseende.

Jeg måtte naturligvis server dem for Lars og hans assistens, idet han var med til at give mig ideen. Men Lars er ikke til chokolade – eller var han? For den blev spist og fik mange rosende ord med på vejen ned i mavsen 😀

GemGem