Nu sker det endelig – nyt kapitel for min virksomhed
10. december 2018

Nu sker det endelig – nyt kapitel for min virksomhed

Den trofaste følger og læser her på bloggen vil vide, at jeg har ledt – og stadig leder – efter den berygtede og berømte balance mellem mit arbejdsliv og mit privatliv. Det er ingen hemmelighed, at jeg har haft svært ved at skelne de to fra hinanden. Jeg arbejder hjemmefra, og derfor er arbejdet hele tiden tilgængeligt for mig – jeg har det hele tiden lige ved hånden.

Jeg kan lige svare på et par henvendelser, når jeg alligevel sidder i sofaen efter en lang dag, jeg kan lige bage 1 eller 3 kager, og jeg kan pakke webshop sammen med Marck, når ungerne er puttet og det er blevet tid til vores kvalitetstid. Jeg har egentlig hele tiden vidst, hvad der skulle til for at jeg kunne skelne mellem arbejdsliv og privatliv, men jeg har ikke haft muligheden for at realisere det ønske endnu.

Den svære balance.

Jeg arbejder i døgndrift for tiden, fra børnene er afleveret om morgenen, til de kommer hjem, og så igen, når de er lagt i seng. Det gør jeg simpelthen, fordi mulighederne er der (og jeg ikke kan lade være). Men forstå mig ret: der er en kæmpe frihed i at kunne arbejde hjemme – både på den måde, at jeg kan tulle rundt i mit blødeste tøj, hvis jeg ikke skal ud af døren, jeg kan holde børnene hjemme, hvis de er syge, samtidig med, at jeg kan arbejde, jeg undgår transporttid og at holde i lange køer midt i myldretiden.

Bagsiden er bare, at arbejdet hele tiden er i syne – og in sight in mind. Jeg bliver konstant mindet om alt det arbejde, der bare ligger og venter på mig. Og jeg tænker tit – “amen bare lige 2 ting mere og nogle få mails, så kan jeg slappe af”

Nu sker det endelig!

Jeg har fundet lækre lokaler på 125 kvadratmeter inde i København, så jeg rykker min lille virksomhed (som snart ikke er så lille mere) derind. Det er et kæmpe skridt for mig som selvstændig. Tænk, at jeg skulle komme hertil. Det er for vildt. Jeg er så begejstret over de lokaler, jeg har fundet. Det bliver så godt! Jeg har fået muligheden for langsomt at flytte ind her i december. I januar rejser vi så afsted, hele familien, ned til varmen og væk fra hverdagen, og når vi kommer hjem igen flytter jeg for alvor ind i det nye lokaler. Det bliver SÅ fedt! Kan starte mit 2019 som jeg længe har drømt om.

nyt kapitel

Jeg kan endelig blive den professionelle Ditte, når jeg tager afsted på arbejde om morgenen. Jeg kan levere effektivt i min arbejdstid uden at blive forstyrret af børnehentning, støvsugning og andet husligt. Når jeg så kommer hjem kan jeg 100% være den private Ditte sammen med Marck og mine unger, og mit arbejde er et andet sted.

Samtidig bliver mit hjem også mere privat. Istedet for at holde møder iblandt babysokker og børnelegetøj, kan jeg nu sidde i mit helt eget studio og fokusere på mit arbejde og have ro i hovedet. Jeg har som bekendt fået en assistent, som er her rigtig meget. Og det kan egentlig være ret grænseoverskridende for mig, at der stadig står havregryn på bordet, når hun kommer om morgenen, eller jeg ikke lige har fået svunget støvsugeren. Det bliver rart, at vi begge kan møde op på kontoret og arbejde på “neutral grund”.

Jeg kommer til at sidde meget inde på kontoret. Det bliver nemt for mig at smutte til møder inde i byen, og at være professionelt “på”, når jeg er derinde. Jeg kommer dog også til at arbejde hjemmefra sommetider. Der er jo så mange fordele ved at have muligheden for at arbejde hjemmefra, men det bliver virkelig også godt med en forandring, og med noget mere plads. Jeg er SÅ glad for at begge dele nu er en mulighed for mig.

Jeg glæder mig til at starte mit arbejdsår 2019 i MIT STUDIO. Det bliver en frisk og tiltrængt start for Firmaet Ditte Julie. Jeg er ovenud glad og forventningsfuld 😃

Lidt billeder af mit nye studio/lokaler:

ny start

her skal jeg bo

mine lokaler

mit koekken

Nye lokaler i firmaet

mit studio