Abrikostærte med gateau marcel midte
7. maj 2019

Abrikostærte med gateau marcel midte

8 personer

Ingredienser

Mørdej

150 g kage hvedemel eller alm. hvedemel
60 g flormelis
75 g smør, blødt
2 æggeblommer
1 nip salt

Abrikoscreme

280 g tørrede abrikoser
2 økologiske appelsiner, skal og saft
1 økologisk citron, skal og saft
1 tsk stødt ingefær
1/2 dl vand

Gateau Marcel

50 g mørk chokolade, 70 %
50 g smør
40 g past. æggeblommer
40 g lyst rørsukker
40 g past. æggehvider
20 g lyst rørsukker

I øvrigt

rosenblade

Fremgangsmåde Udskriv

1
Mørdej

Smuldr hvedemel, flormelis og blødt smør til det minder om brødkrummer. Saml dejen hurtigt med æggeblommerne og salt. Stop med at ælte, så snart dejen er ensartet. Kom dejen i en frysepose, tryk den lidt flad, og læg den på køl i mindst 1 time.

2
Abrikoscreme

Skær abrikoserne ud i mindre tern. Kom abrikoser, fintrevet appelsinskal og -saft, fintrevet citronskal og -saft, ingefær og vand op i en gryde, og lad det simre under låg indtil abrikoserne er kogt møre og kan blendes til en creme. Tilsæt evt. mere vand om nødvendigt. Blend abrikoserne til en cremet creme/kompot. Lad det køle.

Rul dejen ud – ca. 2-3 mm i tykkelsen og kom mørdejen i en tærteform (20/22 cm i diameter). Blindbag tærten ved at lægge bagepapir i tærten og hæld tørre linser/bønner heri. Bag tærten ved 190 grader varmluft i ca. 20 min. Lad tærten køle helt af i formen. Smør ca. halvdelen af abrikoscremen ud i den afkølede tærteform.

3
Gateau Marcel

Smelt chokolade og smør over vandbad. Pisk æggeblommer og sukker i en skål til en tyk æggesnaps, hvor sukkeret er opløst. Pisk æggehvider i en anden skål til de danner bløde toppe, tilsæt 20 g sukker og pisk det til en sej marengs. Vend chokoladeblandingen i æggesnapsen og vend herefter forsigtigt marengsen i. Fordel dejen i en form (18/20 cm i diameter) og bag den ved 180 grader varmluft i ca. 12 min. Lad den anden halvdel stå på køkkenbordet imens. Kom den bagte bund i fryseren i 10-20 min.

Placer herefter chokoladebunden i midten af tærten. Kom den overskydende chokoladecreme på sprøjtepose og klip et lille hul. Fyld creme langs kanten (mellem tærtens kant og chokoladebunden) samt lidt på overfladen. Stil tærten på frost i 10 min. og smør herefter resten af abrikoscremen over tærten.

4
I øvrigt

Dekorer kagen med friske rosenblade.

Pillivuyt

Det er morsdag lige rundt om hjørnet, og i stedet for at komme med blomster, så kom i stedet med denne smukke blomsterklædte tærte. Perfekt til eftermiddagshyggen og lidt ekstra kage-kærlighed til din mor.

Stilrent og kagevenligt stel

Kagen er serveret på det helt nye stel ‘Toulouse‘ fra Pillivuyt, som er stilrent, enkelt og supersmukt. De helt flade tallerkener gør det muligt at servere sin kage elegant og skære den ud uden at skulle styre udenom en høj kant på tallerkenen. Kagen får fuldt fokus, og derfor har jeg pyntet den med de fineste rosenblade, som giver et ekstravagant, men naturligt, look. Kagen er i sig selv blomsten på bordet.

Tærten består af sprød mørdej, saftig og chokolademæt gateau marcel midte og en syrlig abrikoscreme som modspil. Det friske, syrlige fra abrikoscremen matcher den dybe, let bitre chokolademidte. Den er let at lave, og hvis du ikke føler for at pynte med rosenblade, kan du sagtens pynte med, hvad du har i skuffen, eller helt udelade pynten. Det smager den bestemt ikke mindre godt af.

Så får du gæster i weekenden, eller har du bare lyst til at forkæle dine nærmeste, så bag denne solskinstærte. Den er perfekt til en eftermiddag med børneleg i haven, picnictur ude i landet eller sommerhushygge. Kagen smager ekstragodt med en dampende varm kop kaffe – det er både testet og godkendt.

Reklame Pillivuyt

taerte med abrikoser og gateau marcel