Chokoladetærte med kirsebær og chokolademousse
20. november 2016

Chokoladetærte med kirsebær og chokolademousse

Ca. 6-8 personer

Ingredienser

Kakaomørdej

125 g blødt smør
220 g hvedemel
70 g flormelis
30 g kakao
et nip fint bordsalt
1 æg (str. M)

Chokoladeflan med kirsebær

4 æg, str M
85 g lyst rørsukker
100 g smør
150 g god mørk chokolade 70%
100 g amorena kirsebær (dessert kirsebær kan også bruges)

Mælkechokolademousse

2 blade husblas
1 past. æggeblomme
25 g lyst rørsukker
75 g god mælkechokolade
2,5 dl piskefløde

Pynt

50 g god mælkechokolade
guldstøv
spiselige bladguld

Fremgangsmåde Udskriv

1
Kakaomørdej

Bland det bløde smør med hvedemel, flormelis, kakao og salt mellem fingrene, til det ligner revet ost. Saml dejen med ægget. Stop med at ælte dejen, så snart den er ensartet. Dæk dejen til med husholdningsfilm, tryk den lidt flad og læg den på køl i 1 time. Ælt dejen kort igennem og rul den tyndt ud på et meldrysset bord. Sørg for hele tiden at flytte lidt på tærtedejen under udrulningen for at undgå, at den sætter sig fast på bordet. Fordel mørdejen i tærteformen og tryk den godt fast langs kanten. Afslut kanten pænt ved at trykke overskydende dej af.

2
Chokoladeflan med kirsebær

Pisk æg og rørsukker hvidt og luftigt. Smelt smør sammen med chokoladen i en tykbundet gryde ved lav varme til en jævn masse. Vend forsigtigt chokoladesmørret i æggesnapsen. Placer kirsebærrene på tærtebunden og hæld chokoladeflanen henover kirsebærrene. Bag tærten ved 190 grader varmluft i 25-30 min. til chokoladeflanen har sat sig og føles fast i det. Lad tærten køle helt af inden den befries fra formen og placeres på et fad. Vær opmærksom på at tærten vil “falde lidt sammen” når den køler af – det er helt normalt.

3
Mælkechokolademousse

Udblød husblas i rigeligt koldt vand i 20 min. Pisk æggeblommer og rørsukker helt hvid og luftigt. Hak chokoladen groft, og smelt den i en tykbundet gryde ved meget lav varme under konstant omrøring. Chokoladen må ikke blive for varm. Vend forsigtigt chokoladen i æggesnapsen. Pisk fløden til let skum. Vrid husblassen fri for vand, og smelt den i en tyk- bundet gryde ved meget lav varme. Når den er helt flydende, tilsættes 2 spsk. flødeskum, som røres ud i husblassen. Tilsæt husblassen i en tynd stråle til chokoladeblandingen, og vend det sammen. Vend til slut flødeskum i massen ad to omgange til en luftig og jævn mousse. Hæld moussen op i en sprøjtepose og klip et lille hul. Støb en masse små halvkugler (str. 3 cm i diameter) – se fremgangsmåde her. Stil moussehalvkuglerne på frost i mindst 2 timer.

Befri moussehalvkuglerne fra formen og læg nogle af dem sammen til små runde kugler. Placer både hel- og halvkugler på tærten.

4
Pynt

Hak chokoladen fint i en mini hakker og bland det med lidt guldstøv og pynt tærtens top med fint chokoladeguld.

Procesbilleder

Chokoladetærte_Ditte_julie_jensenskaermbillede-2016-11-19-kl-16-30-37Chokoladetærte_Ditte_julie_jensen1 Chokoladetærte_Ditte_julie_jensen2 Chokoladetærte_Ditte_julie_jensen3

Chokoladetærte_Ditte_julie_jensen6

Idag er der kun en uge til 1. søndag i advent – WHAT !!! Hvordan skete det lige :O Jeg forstår det ikke, synes tiden er fløjet afsted og nu er vi her allerede igen. Meeen, men, MEN jeg elsker virkelig julen! Elsker hyggen i familien, elsker at købe julegaver, oppyntningen og naturligvis bagningen – man kan bage meget lækkert her i julen! wehuuuu!!!!!

Denne vanvittigt lækre chokoladetærte med kirsebær og chokolademousse smager himmelsk og i den grad rig på chokolade! Jeg lover jer, at den vil hitte blandt jeres gæster 🙂

TIP:
Skal det gå hurtigt, kan chokolademoussen undlades, men snyd ikke dig selv for den og gør i stedet det, at du laver mørdejen og chokolademoussen flere dage i formen (mørdejen på køl og moussebomberne på frost). Bag og saml kagen på få timer samme dag. Win Win 🙂

Velbekommen 🙂

Chokoladetærte_Ditte_julie_jensen8