24. januar 2022
Glutenfri fastelavnsboller med blåbær og remonce
12-14 boller
Glutenfri
Ingredienser
DEJ
2 dl vand
2 spsk FiberHUSK
50 g smør
2 dl sødmælk
25 g gær
1 spsk kardemomme
1 spsk lyst rørsukker
1 æg, str. M/L
400-450 g glutenfri mel (boghvedemel, fuldkornsrismel, majsmel eller havremel)
1 nip havsalt
1 æg, str. M/L, sammenpisket til pensling
Remonce
80 g lyst rørsukker
80 g smør, blødt
1 spsk blåbærstøv
Bærmarmelade
170 g blandede bær
1 æble
140 g syltesukker
1 tsk vaniljepulver
I øvrigt
100 g god hvid chokolade
krymmel, pastel strands
sølvstøv
Fremgangsmåde Udskriv
DEJ
Rør vand og FiberHUSK sammen og lad stå i ca. 10 minutter. Pisk blandingen godt igennem i ca. 10 minutter til blandingen bliver en gelé lignende masse. Smelt smør i en gryde. Tilsæt mælk og lad blandingen stå til den er lillefingervarm. Rør gær ud i smørblandingen. Tilsæt smørblandingen til gelé massen. Tilsæt også kardemomme, sukker og æg og rør godt i blandingen. Tilsæt mel og ælt i ca. 10 minutter. Tilsæt salt og ælt dejen kort igennem på bordpladen.
Spænd dejen op ved at folde dejen ind under sig selv, så der formes en kugle. Kom dejen tilbage i skålen. Spænd husholdningsfilm over skålen (så dannes der drivhuseffekt og dejen holdes fugtig). Kom herefter et rent viskestykke over. Stil dejen til hævning et lunt sted i 45 minutter.
Remonce
Ælt alle ingredienser godt sammen.
Bærmarmelade
Bring alle ingredienser i kog og lad koge i 5-10 minutter. Bland blandingen og lad køle.
I øvrigt
Tag dejen ud af skålen og rul den ude ca. 8 mm tykkelse på et bord let drysset med mel. Skær herefter dejen ud i 12-14 lige store firkanter. Jeg har brugt de største skæreskiver til min kagerulle og skåret 9×9 cm kvadrater. Placér en god tsk remonce og en god tsk marmelade på hver kvadrat.
Stræk dejen en smule og fold de fire hjørner ind på midten over remonce og marmelade. Der er nu kommet fire nye hjørner, som herefter foldes ind på midten. Kram dejen sammen, så du lukker dejen, og undgår at fyldet glider ud. Vend bollerne om og læg den på en bageplade beklædt med bagepapir med lukningen mod bagepladen.
Pensl bollerne med en smule vand, så de ikke sprækker ved hævningen, Kom et rent viskestykke over bollerne. Lad bollerne efterhæve i 30 minutter. Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
Pensl bollerne med et sammenpisket æg. Bag bollerne i ovnen i 14-16 minutter. Lad fastelavnsbollerne køle.
Smelt chokolade og smør ud på toppen af hver bolle. Drys med krymmel og sølvstøv.