Hindbærkager med mandler, guf og appelsin
5. maj 2019

Hindbærkager med mandler, guf og appelsin

8-10 personer
Glutenfri

Ingredienser

Mazarinbund
1 god vaniljestang
100 g lyst rørsukker
150 g rå marcipan
150 g smør, blødt
3 æg, str. M/L
70 g mandelmel
50 g mandler
Appelsinmousse

3 blade husblas
100 g lyst rørsukker
3 økologiske appelsiner, skal og saft
1 økologisk citron, skal og saft
3 dl piskefløde

I øvrigt

friske hindbær
rød skovsyre

Marengsstave med hindbær

50 g æggehvider
50 g hvidt sukker
50 g flormelis
2 tsk hindbærstøv
lidt frysetørret hindbær

Hindbærguf

3 past. æggehvider (90 g)
120 g hvidt sukker
2-3 tsk hindbærstøv

Fremgangsmåde Udskriv

1
Mazarinbund

Flæk vaniljestangen på den lange led, og skrab nænsomt vaniljekornene ud med en lille kniv. Mas kornene sammen med en smule af sukkeret. Pisk vaniljesukker, sukker, marcipan og smør sammen. Der må ikke være klumper i dejen. Tilsæt æggene ét ad gangen og pisk godt imellem hvert. Tilsæt mandelmel, hak mandlerne fint og vend det hele forsigtigt sammen. Smør dejen ud på en bageplade beklædt med bagepapir i ca. 0,5 cm tykkelse. Bag bunden ved 180 grader varmluft i 20 minutter. Lad den køle helt ned.

2
Appelsinmousse

Udblød husblas i rigeligt koldt vand i 10 min. Kom sukker, fintrevet appelsinskal og -saft, fintrevet citronskal og -saft op i en gryde, og bring det i kog. Lad det koge ind til en tyk saft. Tag det af varmen og rør den udblødte husblas heri. Lad det svale kort. Pisk fløden til en let flødeskum og vend den forsigtigt i lagen. Kom moussen på sprøjtepose.

3
I øvrigt

SAMLING: Udstik bunde, som passer til de forme du ønsker at anvende. Det kan være glas, skåle, ramekiner eller krus. Kom lidt appelsinmousse i bunden af formen, placer en bund og kom lidt mere mousse heri. Pres nogle friske hindbær ned i moussen og afslut med en bund. Gentag i alle forme, og stil dem på køl eller frost.

4
Marengsstave med hindbær

Pisk æggehviderne skummende og tilsæt sukkeret. Pisk det til en sej marengs. Sigt flormelis og hindbærstøv i massen og vend det forsigtigt sammen. Kom marengsmassen på sprøjtepose med en lille rund, glat tylle. Fæstn bagepapiret på en bageplade og afsæt små marengstoppe. På en anden bageplade laves lange stave af marengs. Drys dem med knuste frysetørrede hindbær. Bag marengstoppe og marengsstave ved 110 grader varmluft i 40-50 min. Det afhænger af din ovn. Når de er helt afkølet brækkes stavene i mindre stykker og kan anvendes som pynt.

5
Hindbærguf

Æggehvider og sukker smeltes over et vandbad indtil sukkeret er helt opløst. Kom massen op i en røremaskine og pisk massen til en cremet guf (marengs). Det tager ca. 10 min. – massen skal være blank og glat. Rør hindbærstøv i guffen. Kom guffen op i en sprøjtepose med en stjernetylle. Afsæt nogle flotte toppe på kagerne.

Dekorer kagerne med marengsstave, lidt hindbærstøv og skovsyre.

Greengate

Sommeren er for alvor på vej, og jeg elsker de lyse aftner og de varme dage, og jeg får lyst til lettere og friskere kager – gerne serveret på yndigt, sommerligt stel. Og det er lige, hvad jeg har her. Jeg har nemlig lavet glutenfri hindbærkager med mandler, guf og appelsin i Greengates fine stel.

Sommervibes på stel

Greengates stel emmer af hygge og nærvær, og hvis jeg havde et sommerhus, ville jeg fylde det med det her fine stel. Et sommerhus – og ferie i det hele taget – er nemlig ensbetydende med familiehygge, samvær og nærvær med dem, man holder allermest af, for mig. Og det minder det her stel mig om. Selvom man, som jeg, ikke har et sommerhus, kan man sagtens implementere lidt af sommerhus-stemningen derhjemme. Saml familien om hjemmelavet kage og nyd hinandens selskab.

Jeg har bagt kagen i Greengates skåle og kopper i forskellige størrelser. Det giver et sødt look, som passer godt til Greengates univers. Er du mere til det ensartede look, kan du støbe kagen i ens kopper eller skåle.

Den glutenfrie hindbærkage er bygget op med lag af saftige mazarinbunde og syrlig appelsinmousse, friske hindbær og med den allerbedste hindbærguf på toppen. En sød, saftig og sommerlig kage, hvor alle kan være med.

Reklame Greengate

Sådan opbygger du kagerne: