Små smagfulde tærter med blåbær
20. november 2019

Små smagfulde tærter med blåbær

8 små tærter

Ingredienser

Vaniljemørdej

75 g kage hvedemel, Valsemøllen
30 g flormelis
40 g smør, blødt
et nip salt
1 tsk. vaniljesukker
1 tsk. cake factor, kagekrydderi
1 æggeblomme

Kirsebærmazarin

70 g ren, rå marcipan
70 g smør, blødt
70 g brun farin
2 tsk. kirsebærstøv
1 æg, str. M/L

I øvrigt

friske blåbær
rose dust
spiseligt bladguld

Fremgangsmåde Udskriv

1
Vaniljemørdej

Smuldr hvedemel, flormelis, blødt smør, vaniljesukker, cake factor og salt, til det minder om brødkrummer. Saml dejen hurtigt med æggeblommen. Stop med at ælte, så snart dejen er ensartet. Kom dejen i en frysepose, tryk den lidt flad, og læg den på køl i mindst 30 min. Ælt mørdejen kort sammen og udrul herefter dejen i 2-3 mm tykkelse på et bord, let drysset med mel. Kom mørdejen i nogle små tærteforme.

2
Kirsebærmazarin

Ælt rå marcipan, smør, brun farin og kirsebærstøv godt sammen, gerne med hænderne – der må ikke være marcipanklumper. Rør ægget i massen. Kom mazarinfyldet op i de ubagte tærter. Bag tærterne ved 190 grader varmluft i ca. 15 min. Lad tærterne køle helt af i formene.

3
I øvrigt

Kom blåbær i en pose sammen med støv, og ryst så blåbærrene dækkes af støvet. Placer små rosa blåbær på tærterne og drys til sidst med bladguld.

Valsemøllen

Det er blevet tid til at dele anden opskrift med jer. Små smagsfulde tærter med blåbær fra julehæftet, Som jeg allerede har vist frem på Instagram. Jeg har udviklet fire opskrifter til Valsemøllens mini-julekatalog i år. Opskrifter, som alle er bagt med Valsemøllens fantastiske kage hvedemel, fordi jeg synes, at det er vigtigt at fortælle, hvor skønne og lækre kager, man får med kage hvedemel. Sprøde småkager, saftige mazarinkager med julekrydderier, skønne brownies, og jeg kunne blive ved…

Jeg er stolt af mit samarbejde med Valsemøllen, og ikke mindst fordi det var mit første store samarbejde – for 4 år siden kastede vi os ud i det første kageprojekt sammen – det er blevet til mange opskrifter siden.

Her får I den anden af de fire opskrifter. Små smagsfulde tærter, som er enkle og ligner en million. Man kommer i julestemning af dem.

Reklame for Valsemøllen