Sommerkage med jordbær og basilikum
19. juni 2019

Sommerkage med jordbær og basilikum

8-10 personer

Ingredienser

Vaniljemørdej

150 g hvedemel
60 g flormelis
1 tsk vaniljesukker
75 g smør, blødt
2 æggeblommer

Mandelfragipane

80 g smør, blødt
80 g lyst rørsukker
80 g mandler, blendet til mel
1 æg, str. M/L
1 nip salt

Jordbærgrød med basilikum

150 g jordbær (friske eller frosne)
1 tsk vaniljepasta
2 spsk lyst rørsukker
1 økologisk citron, skal og saft
20 friske basilikumsblade

Vaniljemousse

3 blade husblas
0,5 god vaniljestang
30 g lyst rørsukker
2 dl piskefløde
1,5 dl A38 1,5%

I øvrigt

hvid velvet spray
jordbær
friske basilikumblade

Fremgangsmåde Udskriv

1
Vaniljemørdej

Smuldr hvedemel, flormelis, vaniljesukker og blødt smør til det minder om brødkrummer. Saml dejen hurtigt med æggeblommerne. Stop med at ælte, så snart dejen er ensartet. Kom dejen i en frysepose, tryk den lidt flad, og læg den på køl i mindst 1 time.

Ælt smør, sukker og mandelmel (mandler som du selv har blendet til mel) sammen. Tilsæt æg og salt, og ælt det godt sammen.

2
Mandelfragipane

Rul tærtedejen ud i ca. 2-3 mm tykkelse og kom mørdejen i formen. Jeg anvendte en stor tærtering (22 cm diameter). Fyld mandelfrangipane i den ubagte tærte, og bag tærten ved 190 grader varmluft i 20-25 min. Lad den køle af i formen.

3
Jordbærgrød med basilikum

Rens jordbærrene og skær dem ud i mindre stykker. Kom jordbær, vaniljepasta, sukker, fintrevet citronskal og -saft og basilikum op i en gryde og bring det i kog. Lad det småsimre i ca. 20 min under låg. Blend grøden til en fin pure med en stavblender. Stil jordbærgrøden på køl, indtil du skal bruge den.

4
Vaniljemousse

Udblød husblas i rigeligt koldt vand i 20 min. Flæk vaniljestangen på den lange led og skrab nænsomt kornene ud. Mas kornene sammen med en smule af rørsukkeret. Lun vaniljesukker, rørsukker og 0,5 dl piskefløde godt op ved lav varme (den må dog ikke koge). Pisk i mellemtiden de resterende 1,5 dl piskefløde til flødeskum. Tag gryden af varmen og tilsæt den udblødte husblas og rør det sammen. Rør 0,5 dl A38 sammen med den lune fløde og rør dernæst resten af A38 heri. Vend flødeskummet i lidt efter lidt. Hæld vaniljemoussen op i silikoneformen (20 cm diameter) og stil den på frys i min. 3 timer eller indtil den skal bruges.

5
I øvrigt

Samling: Smør jordbærgrøden jævnt udover tærten. Befri moussen fra formen og spray den med hvid velvet spray. Placer moussen ovenpå tærten og pynt kanten med jordbærstykker og frisk basilikum.

Moussen tør op, mens du pynter kagen (ca. 30 min), så den er klar til at blive serveret, når den er færdig.

Valsemøllen

Lange sommerdage i solen, ferietempo, masser af hyggeligt nærvær, grillaftener i haven, bare tæer i græsset, solhat og sommerbær. Dét er sommer, når det er allerbedst! Jeg har indfanget sommerstemningen i en kage, som smager af ferie og solskin: Sommerkage med jordbærgrød og frisk basilikum.

Jorbærmatch

Basilikum og jordbær er et virkelig lækkert og efterhånden velkendt match – også i det søde køkken. Basilikums parfumerede smag klæder jordbær enormt godt. Skarpheden klæder den søde, friske smag. Ligesom den syrlige, parfumerede smag fra peber også efterhånden er et kendt match til jordbær. Selvom det kan lyde skørt at mikse jordbær med krydderier fra det salte køkken, kan det anbefales. Og så er farverne jo også superfine sammen.

Kagen består af en sprød bund af vaniljemørdej fyldt med saftig mandelfrangipane. Ovenpå har jeg smurt et lag jordbærgrød og toppet med smørblød vaniljemousse. Jeg har pyntet kagen helt enkelt med friske jordbær og basilikumsblade, fordi jeg synes, at kagen er fin og indbydende i sig selv, men du kan som altid pynte den lige præcis, som du har lyst til.

Jeg pynter oftest med de ingredienser, der i forvejen indgår i kagen. Jeg synes nemlig, at kagens ydre skal afspejle kagens indre. Den allerførste bid, vi tager af kagen, tager vi med øjenene, og den smag skal stemme overens med den næste bid, vi tager med munden. På den måde undgår man (uheldige) overraskelser, og det bliver en fuldendt lækker kageoplevelse.

Sprød mørdej med kage hvedemel

Valsemøllens Kage Hvedemel har et lavere indhold af gluten og et højere indhold af stivelse, end andre meltyper, hvilket gør at fx småkager og tærtebunde bliver sprødere. Melets stivelseskvalitet og lave indhold af protein gør det særligt velegnet til bagværk, der hæver med bagepulver, natron eller æg. Det er bagværk som eksempelvis mazarinkager, sandkager, lagkagebunde, tærtebunde og småkager af alle slags, melet er særligt velegnet til, og som i kombination med de forskellige hævemidler enten får bagværket til at blive saftigt, luftigt og blødt eller sprødt med det helt rigtige knæk.

Derudover er Kage Hvedemel høstet og malet i Danmark af stivelserig dansk vinterhvede, der netop har et lavt proteinindhold, så med Valsemøllens mel er man altid sikret den bedste, danske kvalitet.

Valsemøllen har for nyligt skiftet navn fra Finax og tilbage til det oprindelige navn. Da Valsemøllen blev grundlagt for over 100 år siden, hed de nemlig også dengang Valsemøllen. Produkterne er – dengang og i dag – lækre, danskproducerede produkter med fokus på kvalitet, smag, naturlige ingredienser. Lige som jeg allerbedst kan lide det.

Reklame for Valsemøllen

Sådan gør du i billeder: