VORES BAGEFABRIK – min og mine ungers nye børnekogebog
7. oktober 2021

VORES BAGEFABRIK – min og mine ungers nye børnekogebog

“ENDELIG!!!” Sådan har jeg det hver gang en ny bog bliver lanceret. Jeg har følelsen af endelig fordi I endelig kan få glæde af mit arbejde – og det er jo for jer, jeg hverdag går på arbejde! Det er også en følelse af endelig fordi processen at udvikle en ny kogebog er lang. Så når den endelig er udgivet og står på hylderne, så er følelsen stor!

Kogebog i børnehøjde

Vores BAGEFABRIK er min anden børnebog. Første børnekogebog var Vores BAGEEVENTYR og begge er skabt sammen med mine unger. I mange år har jeg kun været fokuseret på det færdige resultat, at kagen stod helt skarpt, snittet var perfekt osv osv. Jeg kunne i mange år ikke rigtig nyde at være i køkkenet med mine børn fordi de sviner, de roder, de skaber kaos og deres kager bliver ikke “perfekte”. Men med tiden har jeg lært, at deres kager selvfølgelig er perfekte! At tiden i køkkenet skaber nærvær, samvær, hygge og stolthed og selvtillid hos børnene. Karla og Albert har lært mig (efter meget øvelse..) at elske processen frem for resultatet, når vi er i køkkenet. Derfor har vi skabt Vores Bageeventyr og Vores Bagefabrik sammen.

Nemt for børnene at være med

Netop fordi jeg har lavet bogen i samarbejde med mine børn, har jeg også hele tiden haft for øje, at bogen skulle kunne bruges af børn! Ikke bare en kogebog til voksne, der kan bage kager TIL børn. Derfor har jeg sørget for at alt (der kan lade sig gøre) er afmålt i dl, så børnene nemt kan bruge måleskeer til at måle af med og ikke behøver tumle med en bagevægt. Det er langt nemmere at sige til børnene “2 af den der” og pege på en måleske end at sige “180 g mel”.

Da jeg i sin tid begyndte at øve mig i at være i køkkenet med børnene – og vigtigst af alt at nyde det. Besluttede jeg også at skabe bageudstyr, der gør det nemmere for ungerne at være med. Derfor har jeg designet min kagerulle i By Ditte Julie til mini-hænder, så de små ikke behøver jonglere med den store (almindelige) kagerulle. Derudover har jeg også designet måleskeer, så det bliver endnu nemmere for de små at være med.

Gør dig selv den tjeneste at hoppe i køkkenet med ungerne – du får så mange sjove øjeblikke, minder og nye traditioner.