Den ultimative julekage med moussebomber, abrikos og vanilje – GLUTENFRI

skaermbillede-2016-12-18-kl-10-29-44Glædelig 4. søndag i advent! I den anledning, vil jeg gerne forkæle jer med en opskrift på den ultimative julekage, som er dekoreret med moussebomber, en glutenfri hasselnøddebund, abrikoser og en lækker vaniljemousse. Julekagen er inspireret af en julekrans, idet kagen var til en ægte blomster mand! Nemlig Lars Jon, som er for vild, når det kommer til blomster og udsmykning!

Jeg har lavet en video alene på pynte delen.

Den ultimative julekage med moussebomber, abrikoser og vanilje – GLUTENFRI
Til 12 personer

Glutenfri hasselnøddebund
120 g past. æggehvider (4 æggehvider)
100 g lyst rørsukker
120 g hasselnødder
1 tsk bagepulver
1 vaniljesukker

Pisk æggehviderne let skummende og tilsæt sukkeret, og pisk det til en sej marengs. Hak hasselnødderne fint i en minihakker. Bland de fint hakkede hasselnødder med bagepulver og vaniljesukker i en skål. Vend lidt af marengsen i nøddemassen – giv det nogle slag, og rør herefter lidt mere marengs i massen. Gentag indtil der ikke er mere marengs (vend forsigtigt, så du opnår så meget luftighed, som muligt). Kom nøddemassen op i en springform (20 cm i diameter) beklædt med bagepapir i bunden. Bag bunden i ca. 20-25 min. ved 175 grader varmluft. Lad bunden køle helt af.

Abrikoskompot
2 blade husblas
200 g tørrede abrikoser
1 polynesisk vaniljestang
50 g lyst rørsukker
2 økologiske citroner, saften 2 tsk. friskrevet ingefær
1,5 dl vand

Udblød husblas i rigeligt koldt vand i 20 min. Hak abrikoserne groft, flæk vaniljestangen på den lange led og skrab nænsomt kornene ud og mas dem sammen med lidt af sukkeret. Kog abrikoserne møre med de øvrige ingredienser i ca. 15 min. Blend hele herligheden, og opløs den udblødte husblas direkte i den varme abrikoskompot. Fordel kompotten hen over hasselnøddebunden i et jævnt lag med lidt afstand til kanten. Stil kagen på køl i 30 min., til abrikoskompotten er afkølet og mere fast i det.

Vaniljemousse
9 blade husblas
1,5 god vaniljestang
90 g lyst rørsukker
6 dl piskefløde
5 dl A38 1,5 %

Udblød husblas i rigeligt koldt vand i 20 min. Flæk vaniljestangen på den lange led og skrab nænsomt kornene ud. Mas kornene sammen med en smule af rørsukkeret. Lun vaniljesukker, rørsukker og 1 dl piskefløde godt op ved lav varme (den må dog ikke koge). Pisk i mellemtiden de resterende 5 dl piskefløde til flødeskum. Tag gryden af varmen og tilsæt den udblødte husblas og rør det sammen. Rør 1 dl A38 sammen med den lune fløde og rør dernæst resten af A38 heri. Vend flødeskummet i lidt efter lidt.  Hæld vaniljemoussen op i en sprøjtepose og støb nogle moussebomber i 3 og 5 cm i diameter af silikone. (Jeg lavede 12 af hver – ca.). Stil dem på frost i mindst 2 timer. Se evt. denne video til støbning af moussebomber.

Befri  kagen fra formen og placer kagen på et ønsket kagefad. Anvend en kageringe (eller ringen fra en springform) der er ca. 24 cm i diameter. Læg et stykke kageplast på ca. 8-10 i højden ned langs kanten. Placer kageringen udenom kagen. Hæld den flydende vaniljemousse ned langs kanten og henover toppen af  kagen. Glat overfladen med en kagespartel. Sæt kagen på køl i mindst 3 timer, til den har sat sig (eller gerne natten over).

Iøvrigt
100 g ren rå marcipan
lidt hvid pastafarve
50 g flormelis
lidt past. æggehvider
sukkerperler i sølv og hvid
sølvkugler fra Johan Bülow
sølv dust fra Mill & Mortar

Indfarv marcipanen og udrul den. Skær 2 firkanter på 10 x 5 cm. Fold den på langs og kræb den sammen, så det ligner en sløjfe. Saml begge “sløjfer” mod hinanden og kom en stykke marcipan hen over samlingen, så det nu danner en flot sløjfe. Lav nogle fine snore til sløjfen. Rør flormelis og æggehvider sammen til en sej glasur og brug det som lim. Dekorer med moussebomber, sukkerperler, kugler, dust og afslut med sløjfen (sløjfen kan undlades).

skaermbillede-2016-12-18-kl-10-30-05

 

GemGem

VISSKJUL Kommentarer (6)
  1. Hej Ditte. Jeg kunne utrolig godt tænke mig at lave en nytårskage med moussebomber. Jeg tænker en glutenfri nøddebund med lakridssmag, med hindbærmousse og hyldeblomstmousse. Dog tåler jeg ikke mælkeprodukter, jeg tænker at erstatte med en soyafløde. Har du en opskrift på en hyldeblomstmousse – som kan sætte sig til bomser?
    Hilsen Sarah

    1. Hej Sarah. Ja, jeg har en hyldeblomstmousse, den ligger godt tilbage på siden 🙂 Lyder lækkert! Godt valg.

  2. Hej Ditte :-))
    Jeg kunne godt tænke mig at høre om dine moussebomber. – hvor længe inden laver du en kagen før den skal serveres? Og kan den stå koldt opbevaret inden den i så fald skal serveres? :-))
    Hilsen Christina

    1. Hej Christina
      De kan kommes på kagen aftnen før, og opbevare kagen på køl. De kan også komme på optil en time før servering. Håber det hjalp lidt 😉
      Kh Ditte

  3. Hej Ditte
    Denne kage er simpelthen så smuk, Jeg overvejer at lave den her til sommer, men tænker om man så kan erstatte abrikos kompot ud med noget mere sommerligt og frisk? Derudover tænker jeg at bruge lidt friske og farverige bær sammen med mousebomberne i pynten ?

Skriv en kommentar

Your email address will not be published.