Girly pink lagkage med hvid chokolade, skovbær og hindbær

Skærmbillede 2017-03-23 kl. 22.59.17Er der noget bedre end en fin GIRLY pink lagkage med en blondie bund (hvid chokolade brownie), en skovbærcreme med en syrlig hindbærmousse. Jeg lavede denne lagkage til min svigermors fødselsdag, og den blev spist op!

Kagen er fryseegnet. Du kan sagtens lave (støbe) hele kagen, og fryse den ned i formen. Lad den tø op i køleskabet natten over, dagen inden den skal nydes.

lagkage med hvid chokolade

Girly pink lagkage med hvid chokolade, skovbær og hindbær
Til 14 personer

Blondie – bund
140 g smør
140 g god hvid chokolade
3 æg, str. S/M
75 g lyst rørsukker
60 g hvedemel
En knivspids salt

Smelt smør og hvid chokolade sammen i en tykbundet gryde. Pisk æggene og sukker lyst og luftigt. Vend forsigtigt smørblandingen i æggesnapsen og sigt herefter mel og salt i, og vend det forsigtigt sammen. Hæld dejen op i en springform (24 cm i diameter) beklædt med bagepapir i bunden og bag bunden ved 180 garder varmluft i ca. 25-30 min. Lad bunden køle helt af. Befri bunden fra springformen og rengør formen. Kom bunden tilbage i formen, og læg kageplast ned langs kanten.

Skovbærcreme
2 blade husblas
200 g frossen skovbærblanding
70 g lyst rørsukker
1 økologiske citron, saften heraf
1 tsk. majsstivelse (maizena)
1 spsk. vand
2 æggeblommer
2 æg, str. M
20 g koldt smør, i små tern

Udblød husblas i rigeligt koldt vand i 20 min. Kog skovbær, sukker og citronsaft op, til sukkeret er opløst. Tag det af varmen, og mos det groft med en gaffel. Opløs majsstivelsen i vand, og rør det sammen med æggeblommer og æg. Kom gryden tilbage over blusset, og hæld i en tynd stråle æggeblandingen ned i skovbærmosen under konstant piskning, mens cremen langsomt varmes op og tykner. Når cremen har kogt igennem i et minuts tid, tages den af varmen og svaler i 5 min. Rør små tern af koldt smør i cremen. Tilsæt til slut den udblødte og afdryppede husblas direkte til cremen. Lad cremen svale, til den er håndvarm, og fordel den hen over bunden. Glat over aden. Sæt kagen på køl i 1 time, til skovbærcremen har sat sig.

Hindbærmousse
2,5 blade husblas
1 god vaniljestang
2,5 spsk lyst rørsukker
250 g hindbær
1 økologisk citron, saft og skal
2,5 dl piskefløde

Udblød husblas i rigeligt koldt vand i 20 min. Flæk vaniljestangen på den lange led og skrab nænsomt kornene ud. Mas kornene sammen med en smule af sukkeret. Kog vaniljesukker, sukker, hindbær, fintrevet citronskal og citronsaft op i en lille gryde i ca. 10 min. Tag det af varmen. Sigt lagen, så du kun har bærsaften tilbage. Rør den udblødte husblas direkte ud i den varme bærsaft og lad det svale, til det er lunt. Pisk i mellemtiden fløden til en let flødeskum. Vend forsigtigt flødeskummet sammen med bærsaften (gerne over 3 omgange). Hæld forsigtigt hindbærmoussen ud over skovbærcremen. Giv kagen nogle rette bank, og stil kagen tilbage på køl i mindst 2 timer – gerne natten over.

Marcipanomslag
200 g marcipan
100 g flormelis
30 g glukosesirup
1 dl piskefløde, til opsmøring
lidt rose/pink pastafarve

Ælt det hele godt sammen og kom massen op i en pose og læg på i 30 min. Befri kagen fra springformen og kageplast. Pisk fløden til flødeskum og smør kagens kant op med flødeslum. Udrul marcipanen til et omslag/kant, som passer til kagen og rul den herefter omkring kagen.

Iøvrigt
friske bær, jorbær, hinbær m.fl.
friske roser eller andre spiselige blomster
sukkerperler eller lakridskugler

Dekorere kanten med friske bær, pynt og spiselige blomster.

lagkage med hvid chokolade girly lagkage med roser

GemGem

VISSKJUL Kommentarer (12)
  1. Hvor ser den bare lækker ud! ?
    Jeg har et lidt stort projekt foran mig. Jeg tænker, at jeg vil lave min egen bryllupskage. Så jeg overvejer at lave kagerne på denne måde med et mousselag yderst.
    Du skriver at kagen kan fryses og tages op dagen inden. Kan den så godt holde til at være frossen i ca en uge? Vil den stadig være god, når den tør op? 🙂 Det kunne jo være mega smart, at jeg ikke behøvede at stresse over kagen i dagene liiiige op til brylluppet 😉

    1. Tak 🙂
      Kagen kan sagtens står på frost en uge – uden der sker noget ved det. Jeg kan ikke love dig, at smagen er den samme – men tænker bestemt ikke den tager skade af det. 🙂 Held og lykke med projektet.
      Kh Ditte

  2. Hvor ser den lækker ud, men hvor høj bliver denne kage ca.? For den ser ikke så høj ud på dine billeder.

    1. Hej Vibeke
      Som der står i opskriften – 24 cm i diameter ?? Det skal du også, så lækker og frisk?

  3. Hej Ditte
    Kan man godt lave kagen i en form som er på 22 eller 26 cm. Det er nemlig sådan at jeg ikke ejer en springform på 24 cm.
    Ser frem til at smage resultatet af kagen, den ser nemlig rigtig god ud ?

  4. Hej Ditte.

    Kan det passe at det er ren saft (så tyndt som vand) man står med, når bærrene har kogt til hindbærmoussen? Har ikke prøvet at lave mousse med så tynd saft før, og er lidt bange for, at det ikke sætter sig..

    Håber du kan berolige mine kagenerver lidt 😉

Skriv en kommentar

Your email address will not be published.

Instagram