Nem lagkage

Reklame for Dansukker

Tidligere på sommeren lavede jeg farvefin, sommersød og helt uimodståelig lagkage med solbær og æble til en håndfuld dejlige fødselsdagsgæster. Vi spiste lagkagen ude i haven, hvor vi sad og drak kaffe i sommersolen, mens ungerne løb rundt i haven og legede. Det var ren sommerlykke.

Lagkagen er ekstremt nem og simpel at lave. Den består kun af tre elementer: lagkagebunde, vaniljecreme og hjemmelavet marmelade. Med simple og lækre elementer, der er bagt på gode råvarer, kommer man rigtig langt.

Lagkagen er bagt med luftige vaniljebunde med citron, en vaniljecreme, der er blandet op med den solbær/æble-marmelade, jeg lavede tilbage i juni, og friske æbler og mandelsplitter som modspil til den bløde og cremede kage. På toppen har jeg pyntet med solbær/æblemarmelade og afsat dutter med samme creme, som er indeni. Jeg har afsluttet kagen med et enkelt marcipanbånd, som jeg har æltet op med lidt hvid pastafarve. Alt i alt et helt enkelt, men virkelig fint udtryk, som understreger alle de dejlige smage i lagkagen. Kombinationen af den dybrøde farve fra solbærrene på toppen af kagen og de lidt lysere dutter afsat i kanten, er jeg helt vild med. Det er de smukkeste farver sammen – og helt naturlige. Naturen kan virkelig noget, altså.

TIP: Hvis du vil spare tid, kan du købe dig til en lækker marmelade, men jeg vil til hver en tid anbefale at lave marmeladen selv, da det er så nemt og hurtigt – specielt med Dansukkers syltesukker. Hjemmelavet marmelade giver lige prikken over i’et til lagkagen.

Nem lagkage

til ca. 10-12 personer

VANILJECREME
30 g majsstivelse
3 dl sødmælk
3 æggeblommer
2 tsk vaniljepasta
3 spsk lyst rørsukker, Dansukker

Rør maizenaen ud i 2 spsk mælk og tilsæt æggeblommer, vaniljepasta og sukkeret til blandingen. Rør det godt sammen til det er jævnt. Kom resten af mælken op i en lille gryde og varm det op til lige under kogepunktet. Tilsæt æggeblandingen i en jævn stråle mens du pisker konstant i gryden. Varm nu cremen op til den slår bobler og tykner godt, alt imens du hele tiden pisker. Tag gryden af varmen, når cremen er kogt godt igennem. Hæld creme over i en pose, og læg den på køl til den er helt kold (3-5 grader).

LAGKAGEBUNDE MED CITRON
3 æg , str. M/L
175 g lyst rørsukker, Dansukker
2 tsk vaniljepasta 
70 g kage hvedemel 
1 tsk bagepulver
70 g kartoffelmel
1 citron, saften heraf

Pisk æg, sukker og vaniljepasta til en meget luftig og tyk æggesnaps. Sigt hvedemel, bagepulver og kartoffelmel i æggesnapsen, og vend det forsigtig sammen. Tilsæt citronsaft, og vend det forsigtigt sammen. Fyld dejen i en springform (22 cm i diameter), hvor bunden er beklædt med bagepapir. Bag kagen i midten af ovnen ved 180 grader varmluft i ca. 25-30 minutter, til den giver efter ved let tryk. Lad bunden afkøle helt i formen, inden du skærer den fri og fjerner bagepapiret. Flæk bunden i tre lige tykke dele med en savtakket kniv, så du har tre bunde i alt.

I ØVRIGT
4 dl piskefløde
100 g hjemmelavet solbær/æble-marmelade
4 spsk marmelade til lagkagebundene
1 frisk æble
50 g mandelsplitter
4 spsk marmelade til toppen
spiselige blomster (jeg har brugt citrontimianblomster og skovsyreblomster)

Samling: Pisk fløden til en sprøjtefast skum. Pisk vaniljecremen luftig og vend 100 g marmelade og flødeskum forsigtigt i cremen. Hæld cremen i en sprøjtepose. For en bagering med kageplast og placer den på det fad, du ønsker at servere kagen på. Læg en bund nederst og smør først 2 spsk marmelade på bunden og herefter 1/3 af cremen ud herpå. Skær æblet i tern og drys halvdelen ud på cremen sammen med 25 g mandelsplitter. Placer endnu en lagkagebund ovenpå, smør 2 spsk marmelade og 1/3 creme ud herpå. Drys med den anden halvdel æble og mandelsplitter. Læg den øverste bund på og smør 4 spsk marmelade ud på toppen. Hæld den sidste 1/3 af cremen på en sprøjtepose med en glat tylle og afsæt dutter rundt langs kanten.

MARCIPANBÅND
250 g marcipan
125 g flormelis, Dansukker
25 g glukosesirup, Dansukker
lidt hvid pastafarve

Ælt marcipan med flormelis, glukosesirup og hvid pastafarve. Skær et bånd, der passer med højden og omkredsen af din kage. Rul marcipanbåndet om kagen og pynt til allersidst med spiselige blomster.

DEL
VISSKJUL Kommentarer (6)

Skriv en kommentar

Your email address will not be published.

Instagram