Få opskriften på CHOKOLADER MED LIME OG HINDBÆRGANACHE
8. april 2022

Få opskriften på CHOKOLADER MED LIME OG HINDBÆRGANACHE

21 chokolader
Glutenfri

Hjemmelavede påskechokolader i de fineste pastelfarver. Her får opskriften på fine forårschokolader med hindbær og lime. Normalt er alle opskrifter til Klub Ditte Julie, men jeg synes at alle skal kunne få fat i denne påskeopskrift helt gratis. De er perfekte til påskebordet i disse fine farver og smage. Rigtig god fornøjelse og god påske alle jer. Knus

Ingredienser

CHOKOLADESKALLER

50 g kakaosmør
lyserød pulverfarve
300 g god hvid chokolade

HINDBÆRGANACHE

25 g hindbær, friske eller frosne
25 ml piskefløde
75 g god hvid chokolade

LIMEGANACHE

0,5 dl piskefløde
1 økologisk lime, skallen og saften heraf
1 håndfuld frisk timian
85 g god hvid chokolade

Fremgangsmåde Udskriv

1
CHOKOLADESKALLER

Temperér chokolade. Udfyld to af hullerne i en chokoladeform med chokolade og sæt dem på frys. Inden chokoladen sætter sig helt placeres en ispind i hvert hul med chokolade. Disse to skal senere bruges som “skabelon”. Lad dem sætte sig helt og tag dem herefter ud af chokoladeformen.

Puds en chokoladeform så den er klar til at lave dine fyldte chokolader i. Varm kakaosmør og pulverfarve op. Kom det i en sprøjtepose og klip et lille hul i posen. Placér en lille klat kakaosmør i midten af hvert hul i chokoladeformen. Tag din skabelon og pres ned i hvert hul, og hiv din skabelon op igen. Nu har du et mønster. Gentag til alle chokoladerne i formen er lavet.

Se evt. denne video for en guide (kræver at du er Klub Ditte Julie)

Temperér chokolade igen. Hæld den i chokoladeformen og bank/ryst overskydende chokolade ud igen. Skrab overfladen, og stil den på køl. Gem overskydende chokolade til at lukke chokoladerne med til sidst.

2
HINDBÆRGANACHE

Varm hindbær og fløde op i en tykbundet gryde. Hak chokolade fint og kom den op i en skål. Hæld den varme blanding op i skålen til chokoladen gennem en sigte  og rør godt, så chokoladen smelter helt. Hæld ganachen på en sprøjtepose og lad den køle lidt af, inden du fylder den i chokoladeskallerne.

3
LIMEGANACHE

Varm fløde, lime og timian op i en tykbundet gryde. Hak chokolade fint og kom den op i en skål. Hæld den varme blanding op i skålen til chokoladen gennem en sigte  og rør godt, så chokoladen smelter helt. Hæld ganachen på en sprøjtepose og lad den køle lidt af, inden du fylder den i chokoladeskallerne.

Fyld hindbærganache og derefter limeganache i chokoladeskallerne. Hold ca. 1-2 mm afstand fra kanten, så chokoladerne kan lukkes. Sæt chokoladerne på køl, mens du tempererer den gemte chokolade igen, så du kan lukke chokoladerne. Hæld den tempererede chokolade over formen med chokoladeskaller med ganache. Skrab forsigtigt overfladen, så de ikke får “fødder”. Lad de fyldte chokolader sætte sig i formen.

Tips

Du vil have for meget af ganachemasse, men det er svært at lave dem mindre. Så lav i stedet ekstra chokolader! Ganache kan sagtens holde sig en uges tid på køl.

Farvede fyldte chokolader på fad