Lagkage med appelsin, hindbær og hjemmelavet kagecreme
11. februar 2017

Lagkage med appelsin, hindbær og hjemmelavet kagecreme

12 personer

Ingredienser

Kagecreme med vanilje

1 god vaniljestang
2 spsk lyst rørsukker
20 g maizena majsstivelse
2 dl sødmælk
2 æggeblommer
2 dl piskefløde

Lagkagebunde med appelsin

3 æg, str M/L
175 g lyst rørsukker
1 tsk vaniljesukker
70 g FINAX hvedemel
1 tsk bagepulver
70 g kartoffelmel
1,5 økologisk appelsin, skal
5-6 spsk god hindbærmarmelade – til samling

Appelsincreme (appelsincurd)

1,5 dl appelsinsaft (ca. 3-4 appelsiner)
80 g lyst rørsukker
2 past. æggeblommer
2 tsk. majsstivelse (maizena)
1 spsk. vand
30 g smør

Hindbærmousse

3 blade husblas
300 g hindbær, friske eller frosne
1 god vaniljestang
3 spsk lyst rørsukker
1 økologisk citron, skal og saft
3 dl piskefløde

Marmoreret marcipanomslag

300 g ren rå marcipan
150 g flormelis
30 g glukosesirup
pastafarve – orange og rød
1 dl piskefløde

I øvrigt

100 g friske hindbær
spiselige orange eller røde blomster

Fremgangsmåde Udskriv

1
Kagecreme med vanilje

Flæk vaniljestangen på den lange led og skrab nænsomt kornene ud. Gem den tomme vaniljestang. Mas kornene sammen med en smule af rørsukkeret. Rør maizenaen ud i 1 spsk mælk og tilsæt æggeblommer, vaniljesukker og resten af sukkeret til blandingen. Rør det godt sammen til det er jævnt. Kom resten af mælken og den tomme vaniljestang i en lille gryde og varm det op til lige under kogepunktet. Tilsæt æggeblandingen i en jævn stråle imens du pisker konstant i gryden. Varm nu cremen op til den slår bobler og tykner godt, alt imens du hele tiden pisker. Tag gryden af varmen, fisk den tomme vaniljestang op. Hæld cremen op i en pose og sæt cremen i køleskab til den er helt kold.

2
Lagkagebunde med appelsin

Pisk æg, rørsukker og vaniljesukker til en meget luftig og tyk æggesnaps. Bland hvedemel, bagepulver og kartoffelmel sammen og sigt det ned i æggesnapsen. Tilsæt fintrevet appelsinskal og vend det forsigtigt sammen. Fyld dejen i en springform (22 cm i diameter), hvor bunden er beklædt med bagepapir. Bag kagen midt i ovnen ved 180 grader varmluft i ca. 25-30 minutter til den giver efter ved let tryk. Lad bunden afkøle helt i formen, inden den skæres fri og bagepapir fjernes.

3
Appelsincreme (appelsincurd)

Kom appelsinsaft og halvdelen af sukkeret op i en gryde, og bring det i kog. Rør resten af sukkeret og æggeblommerne let sammen. Opløs majsstivelsen i vand, og rør det i æggeblandingen, som efterfølgende hældes i gryden i en tynd stråle under konstant piskning, til den tykner. Tilsæt smørret i små bidder, rør godt. Lad appelsincremen køle let.

4
Samling

Flæk lagkagebunden i to lige tykke dele med en savtakket kniv. Rengør springformen og læg et stykke kageplast ned langs kanten. Kom den ene bund nederst og smør ca. 3 spsk hindbærmarmelade ud over bunden. Pisk den kolde vaniljecreme lind og luftig. Pisk fløden til en let flødeskum og vend det sammen med vaniljecremen. Hæld vaniljecremen henover bunden og  placer den anden bund ovenpå cremen. Giv bunden et let tryk, så kagen samles. Stil kagen på køl imens moussen forberedes.

5
Hindbærmousse

Udblød husblas i rigeligt koldt vand i 20 min. Flæk vaniljestangen på den lange led og skrab nænsomt kornene ud. Mas kornene sammen med en smule af sukkeret. Kog vaniljesukker, sukker, hindbær, fintrevet citronskal og citronsaft op i en lille gryde, til sukkeret er opløst. Tag det af varmen. Sigt lagen, så du kun har hindbærsaft tilbage. Rør den udblødte husblas direkte ud i den varme hindbærsaft og lad det svale, til det er lunt. Pisk i mellemtiden fløden til en let flødeskum. Pisk hindbærlagen og en fjerdedel af flødeskummet godt sammen. Vend hindbærfløden i den resterende letpiskede fløde til en ensartet mousse.

Tag kagen ud fra køl, og smør ca. 3 spsk hindbærmarmelade udover bunden og hæld hindbærmoussen udover bunden. Glat overfladen med en spartel og stil kagen på køl i mindst 3 timer eller gerne natten over.

6
Marmoreret marcipanomslag

Ælt marcipan, flormelis og glukosesirup godt sammen og pak det ind i husholdningsfilm og læg det på køl i 1 time. Opdel herefter din marcipan i de portioner du ønsker og indfarv dem. Fremgangsmåde til et flot marmoreret marcipanbånd – se videoen på min YouTube kanal. Pisk fløden til flødeskum. Befri kagen fra formen og kageplast, og placer kagen på et kagefad. Smør kagens sidder op med flødeskum og rul marcipanen omkring kagen.

7
I øvrigt

Placer friske hindbær langs kagens kant og pynt af med friske blomster.

Procesbilleder

Placer bunden i formen med kagplast, og smør hindbærmarmelade udover bunden.

Skærmbillede 2017-02-10 kl. 19.04.22

Smør kagecreme med vanilje udover.

Skærmbillede 2017-02-10 kl. 19.04.38

Læg den anden bund ovenpå kagecremen og giv bunden et let pres mod cremen, så kagen samles.
Skærmbillede 2017-02-10 kl. 19.04.51

Smør et lag hindbærmarmelade mere udover bunden, og hæld appelsincremen herpå. Herefter laves hindbærmoussen og hældes på kagen.Skærmbillede 2017-02-10 kl. 19.05.15

Lagkage når det er bedst – indeholder fløde, bær og marcipan. Lagkage med dejlige bunde med lidt appelsin i, en hjemmelavet vanilje-kagecreme, en appelsincreme (curd) med en hindbærmousse. Et smukt marmoreret marcipanomslag. Teknikken bag mit marmoreret marcipanomslag kan du bl.a. se på min youtube kanal.

Denne lagkage er lavet et min gamle fitnessinstruktørs kæreste, og han ønskede masser af fløde og bær, og jeg tænkte lidt appelsin  ville klæde lagkagen frem for altid at bruge citron, som jeg er stor tilhænger af 😉

lagkage_Ditte_Julie_jensen4

lagkage_Ditte_Julie_jensen1