Sukkerfri hampefrø vafler // Sunde vafler

TID TIL KAGE // Madam blå – skønhedsfejl

blåbærmousse brombærmousse glutenfriMin bog, TID TIL KAGE udkom den 17. august 2017, og der bliver bagt godt og grundigt fra den allerede ude i de små køkkener. Jeg er simpelthen så glad og stolt – det er så fantastisk at se alle jeres kager fra min bog blive til små mesterværker. I er for seje og TAK for at dele det med mig.

Når nu man laver sådan en bog, vil der altid komme et par yndlings opskrifter, men én ting er, hvilke mine er/bliver og hvad I kaster jeg over, som jeres yndlings opskrifter. Madam Blå er en efterårskage fra bogen bestående af nøddebunde, blåbær- og brombærmousse samt en hvid chokolademousse. Lige denne kage er på nuværende tidspunkt den mest bagt fra min bog, og I alle kaster jeg over den. Og det har udløst en masse små spørgsmål, da en lille skønhedsfejl har sneget sig ind – Noooooo!!

Madam Blå har en lille skønshedsfejl

Desværre sker sådan noget, også selvom både jeg, min redaktør og en ekstern korrekturlæser har læst korrektur på min bog MANGE gange, så har denne opskrift alligevel en lille skønhedsfejl – øv os!! Men det kan ske for selv den bedste 😉

Fejlen er at der ikke er beskrevet, hvordan bundene laves rigtigt.

BUNDENE I MADAM BLÅ skal laves på følgende måde: 

Nøddebunde: Pisk æggehviderne skummende, til de danner bløde toppe. Tilsæt sukker og vaniljesukker, og pisk det til en sej marengs. Nødderne hakkes fint i en minihakker. Smørret smeltes i en gryde. Vend forsigtigt de finthakkede nødder og det smeltede smør i marengsen. Beklæd springformens bund med bagepapir. Hæld halvdelen af nøddemassen op i formen, og bag bunden ved 180° varm- luft i 25-30 min. Gentag, så du får 2 bunde. Lad bundene køle helt af i formen. Når bunden er helt kold, befries den fra formen, og formen rengøres. Læg bunden tilbage i formen, og fór kanten med kageplast.

REDIGERET opskrift på Madam Blå

Derudover skal der bruges
springform, 22 cm i diameter
kagering, 24 cm i diameter

Nøddebunde
300 g past. æggehvider
200 g hvidt sukker
1 tsk. vaniljesukker
200 g nødder (vælg dine yndlings)
70 g smør

Pisk æggehviderne skummende, til de danner bløde toppe. Tilsæt sukker og vaniljesukker, og pisk det til en sej marengs. Nødderne hakkes fint i en minihakker. Smørret smeltes i en gryde. Vend forsigtigt de finthakkede nødder og det smeltede smør i marengsen. Beklæd springformens bund med bagepapir. Hæld halvdelen af nøddemassen op i formen, og bag bunden ved 180° varm- luft i 25-30 min. Gentag, så du får 2 bunde. Lad bundene køle helt af i formen. Når bunden er helt kold, befries den fra formen, og formen rengøres. Læg bunden tilbage i formen, og fór kanten med kageplast.

Blåbær- og brombærmousse
3 blade husblas
1 god vaniljestang
3 spsk. lyst rørsukker
1 økologisk citron, skal og saft heraf
150 g blåbær
150 g brombær
3 dl piskefløde

Udblød husblassen i rigeligt koldt vand i 20 min. Flæk vaniljestangen på den lange led, og skrab nænsomt kornene ud. Mas kornene sammen med en smule af sukkeret. Kog vaniljesukker, sukker, citronskal og -saft og bær op i en lille gryde i ca. 10 min. Tag det af varmen. Sigt lagen, så du kun har bærsaften tilbage. Fisk den tomme vaniljestang op, og gem bærrene. Rør den udblødte husblas direkte ud i den varme bærsaft, og lad det svale, til det er lunt. Pisk i mellemtiden fløden til let skum. Vend forsigtigt flødeskummet sammen med bærsaften (gerne ad 3 omgange). Smør de gemte bær ud over nøddebunden, og hæld herefter moussen ud over bær og nøddebund, og placer den anden bund ovenpå moussen. Stil kagen på køl i mindst 3 timer eller gerne natten over.

Hvid chokolademousse
4 1⁄2 blade husblas
375 g god hvid chokolade
9 dl piskefløde

Udblød husblassen i rigeligt koldt vand i 20 min. Hak chokoladen groft, og kom den i en dyb skål. Varm fløden op til lige under kogepunktet. Hæld den meget varme fløde hen over chokoladen, og rør det forsigtigt sammen, til al chokoladen er opløst. Tilsæt straks den afdryppede husblas til chokoladefløden, og rør det sammen. Hæld massen over i en ren skål, og dæk overfladen med husholdningsfilm, der trykkes helt ned på overfladen. Sæt på køl i mindst 3 timer, til chokoladefløden er tyknet og helt køleskabskold (maks. 5°). Pisk chokoladecremen luftig med en elpisker, og hæld moussen op i en sprøjtepose.

I øvrigt
100 g friske brombær
50 g friske blåbær
1 spsk. nødder skovsyre

Befri kagen fra springform og kageplast. Placer kagen på et kagefad, og placer den lidt større kagering med kageplast langs siden, så kagen ligger centreret i midten af den. Støb den hvide chokolademousse rundt langs kagens kant og hen over kagens top. Giv kagen nogle lette bank mod bordpladen, så du undgår luftbobler. Glat overfladen med en kagespartel. Stil kagen på køl i 3 timer.

Når kagen har sat sig, befries den fra kagering og kageplast. Stryg kanten med en varm kagespartel, så kanten bliver skarp. Dekorer kagens top med friske brombær og blåbær, hakkede mandler og skovsyre.

 

 

   

21 kommentarer

  • Mette

    Hej Ditte Julie

    Jeg skal lave din kage til min søns barnedåb. Kan man mon lave bundene før, og fryse dem? Evt. sammen med moussen også?

    Vh.Mette

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Jeg har fået din bog til jul, og har planer om at lave madam blå med moussebomber på toppen. Jeg skal have den med til den fest, hvor den skal stå i køleskabet fra om eftermiddagen til den skal spises om aftenen. Er det muligt med moussebomberne?? Kan de holde sig på køl så længe? 🙂 Jeg ELSKER din bog og kan ikke vente med at komme i gang med at bage hver og en!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • dittejulie

      Tusinde tak 🙂 Ja, det kan du sagtens og den kan holde sig på køl i 2 dage :).

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Hvordan tror du det ville det fungere at fryse kagen ned og tø op inden servering?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • dittejulie

      Du kan godt fryse den ned, men jeg ville måske kun fryse bundene med mousse ned også vente med den hvide chokolademousse. Men er du i tidspres kan du sagtens lave kagen helt og fryse den ned.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eva

    Jeg fik din bog i julegave og bagte madam blå til min fødselsdag den anden dag, med frosne brombær fra min mors have. Den var helt fantastisk lækker, smagte så godt, og alle gæster roste den til skyerne og ville gerne bestille den til deres næste fester 🙂 jeg så din video på youtube med den perfekte moussestøbte kage, og den hjalp mig godt på vej, så begge mousser blev perfekte. Jeg havde dog lidt besvær med at få den hvide mousse til at “falde” helt til bunds, selvom jeg bankede og rystede kagen efterfølgende. Jeg sprøjtede moussen ned med en alm. rund tyl, men synes det var svært at få tyllen ned forbi kagen – har du nogen fif til det?
    Det er absolut ikke sidste gang jeg har bagt madam blå, så tusind tak for lækre opskrifter og gode videoer 😍

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • dittejulie

      Årh tusinde tak de rosende ord.. Hvor er det bare fantastisk at høre !! 🙂 TAK !!Det betyder meget du skriv.

      Næste gang, så lad være med at piske den hvide mousse for meget. Så er den mere lind og nemmere at arbejde med og kan lettere selv falde ned langs kagens kant.
      Godt nytår.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Eva

      Tak for tippet! Det prøver jeg 😃👍🏻

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Hej Ditte,
    Tak for gode opskrifter!
    Jeg har problemer med at mousser løber ud under kageringen, når mousser skal støbes rundt om kagen dom i denne opskrift. Hvad gør du for at undgå at moussen løber ud under??
    Laura

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ditte Julie Jensen

      Så er din mousse for flydende og ikke pisket nok. 🙂 (det er mit bud)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Alia

    Jeg er MEGA utilfreds med kagen! Brugte 3 dage på at lave den og en formue på at købe ingredienserne, og resultatet var katastrofal, lige til at smide ud. Jeg fulgte opskriften til punkt og prikke. Bundene blev ikke hævet og smagte så dårligt, selvom jeg bagte med luftvarme og var då omhyggelig. Hvid chokolade cremen blev skilt, for der står heller ikke hvor meget man skal piske kagen. Mine gæster og jeg var mega skuffet, og det var jeg også ?Den kage er på ingen måder nem at lave, – den så kun pæn ud. Når resultatet er så dårlig så skal jeg ikke gentage det igen. Virkelig virkelig skuffet, også over fødselsdagslagkage opskriften, som heller ikk hævet, så skal ikke bage fra den bog mere. Smed alle de bunde ud. Er meget ked af den erfaring jeg haft, da jeg ellers altid bliver inspireret på blogge og er rigtig god til at bage forskellige slags kager, også lagkager, så det første gang jeg oplever det her.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie fallesen

    Hvor mange vil du mene kagen er til ? Jeg skal lave den til en barnedåb hvor der kommer 35 gæster så hvor mange tror du jeg skal lave ? 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • stinna

    Hej Ditte. Kan man justere mængden ned og så bruge hhv. En 15cm og en 18cm form? I så fald, hvor stor en portion ville du lave?
    Mvh stinna

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Jeg er altså lidt forvirret skal bundene bages af to omgange eller af en omgang også skæres ud til to ?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sille

    I bundene kan man tilføjede noget andet end nødder? ☺️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ditte Julie Jensen

      Hvis mandler også er nødder for dig, så nej. Du kan godt anvende lidt kiks, men ellers skal du blot finde nogle alm. vaniljebunde og bruge dem til opskriften.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Kan man godt bruge en justerbar kagering til sådan en kage her, eller vil det have større tendens til at flyde ud under, hvis den er justerbar fremfor fast? 🙂 og tusind tak for nogle virkelig gode opskrifter – jeg har mange gange brugt dine opskrifter og med stort held!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Isabella

    Hvor er det store fad fra, som kagen er serveret på??

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sukkerfri hampefrø vafler // Sunde vafler