Blåbærlagkage med konfektbund og vaniljemousse
7. november 2016

Blåbærlagkage med konfektbund og vaniljemousse

10-12 personer

Ingredienser

Konfektbund

200 g smør
200 g lyst rørsukker
200 g god mørk chokolade, 70 %
6 æg, str. M/L
50 g hasselnødder

Blåbærmousse

2 blade husblas
1 god vaniljestang
2 spsk lyst rørsukker
200 g blåbær
1/2 økologisk citron, saften og skallen heraf
2 dl piskefløde

Vaniljemousse

9 blade husblas
1,5 god vaniljestang
90 g lyst rørsukker
6 dl piskefløde
5 dl A38 1,5 %

i øvrigt

50 g hvid chokolade
lidt sølvstøv
lidt friske blåbær
rød skovsyrer

Fremgangsmåde Udskriv

1
Konfektbund

Smør, sukker og mørk chokolade smeltes i en tykbundet gryde eller over et vandbad indtil sukkeret er helt opløst. Hæld chokolademassen op i en skål og pisk et æg ad gangen i chokolademassen. Pisk godt mellem hvert æg. Hak hasselnødderne mellemgroft og vend dem i dejen. Hæld dejen op i en springform (22-24 cm i diameter) beklædt med bagepapir i bunden, og bag konfektbunden ved 180 grader i ca. 30-45 min. Lad bunden køle helt af inden den befries fra formen. Rengør springformen og beklæd kanten med kageplast. Kom bunden ned i springformen.

2
Blåbærmousse

Udblød husblas i rigeligt koldt vand i 20 minutter. Flæk vaniljestangen på den lange led og skrab nænsomt kornene ud. Mas kornene sammen med en smule af sukkeret. Kog vaniljesukker, sukker, blåbær, fintrevet citronskal og -saft op i en lille gryde, til sukkeret er opløst. Sigt kompotten, og rør den udblødte husblas direkte ud i den varme blåbærsaft og lad det svale, til det er lunt. Gem blåbærrene og smør dem ud over konfektbunden. Pisk i mellemtiden fløden til en let flødeskum. Pisk blåbærlagen og en fjerdedel af flødeskummet godt sammen. Vend blåbærfløden i den resterende letpiskede fløde til en ensartet mousse. Hæld moussen udover bunden og stil kagen på køl i mindst 2-3 timer.

3
Vaniljemousse

Udblød husblas i rigeligt koldt vand i 20 minutter. Flæk vaniljestangen på den lange led og skrab nænsomt kornene ud. Mas kornene sammen med en smule af rørsukkeret. Lun vaniljesukker, rørsukker og 1 dl piskefløde godt op ved lav varme (den må dog ikke koge). Pisk i mellemtiden de resterende 5 dl piskefløde til flødeskum. Tag gryden af varmen og tilsæt den udblødte husblas og rør det sammen. Rør 1 dl A38 sammen med den lune fløde og rør dernæst resten af A38 heri. Vend flødeskummet i lidt efter lidt. Hvis massen nu er meget flydende sættes den på køl til den begynder af tykne let. Hæld vaniljemoussen op i en sprøjtepose og støb nogle moussebomber (ellipseformet) i 3 cm i diameter af silikone (jeg lavede 12 moussebomber). Stil dem på frost i mindst 2 timer. Se evt. denne video til støbning af moussebomber.

Befri kagen fra formen og placer kagen på et ønsket kagefad. Anvend en justerbar kagering der er 28-30 cm i diameter. Læg et stykke kageplast på ca. 8-10 i højden ned langs kanten. Placer kageringen udenom kagen. Hæld den flydende vaniljemousse ned langs kanten og henover toppen af kagen. Glat overfladen med en kagespartel. Sæt kagen på køl i mindst 3 timer, til den har sat sig (eller gerne natten over).

4
i øvrigt

Befri kagen fra kagering og kageplast, ved at skære med en skarp kniv langs kanten og dekorer med de små moussebomber (de er frosne, når de befries af formen, men vil tø hurtigt op på kagen, og de skal nok holde sin form). Pynt af med friske blåbær, hakket chokolade, sølv støv og skovsyrer.

Blåbærlagkage

Opskriften på denne blåbærlagkage giver kun en kage (jeg dobblede op og lavede to lager til en barnedåb).

Denne blåbærlagkage med konfektbund og vaniljemousse, er enkel og simpel i sin smag. Smagen af blåbær, chokolade og masser af vanilje er en dejlig kombi. Jeg elsker, når en kage har et enkelt og simpelt udtryk, men smager af vildt meget! Øjnene spiser trods alt først 😉

lagekage_Ditte_julie_jensen lagekage_Ditte_julie_jensen1

Mere kageinspiration:

Rabarberkage med marcipan 

Passionsfrugtmousse med ananaskirsebær og saltkaramel

Feminine kanelsnegle med hindbær og hvid chokolade // Finax

Den bedste banankage med chokoladecreme og hasselnødder

Appelsinlagkage med chokolademousse

GemGem