Boller // Brud med hvid chokolade og lime
4. juli 2019

Boller // Brud med hvid chokolade og lime

12 boller/brud

Ingredienser

Boller/brud

50 g frisk gær eller 14 g tørgær
5 dl lunkent vand
80 g mørkt sukker
50 g smør, smeltet
ca. 1 kg dansk hvedemel
1 nip salt
2 æg, str. M/L
100 g hvid chokolade, finthakket eller knapper
50 g mandler, finthakkede
2 øko lime, skal heraf

I øvrigt

1 æg, pensling
2 håndfulde mandler, finthakkede

Fremgangsmåde Udskriv

1
Boller/brud

Opløs gæren i vandet. Tilsæt sukker, smeltet smør og tilsæt melet af 2-3 omgange. Ælt dejen godt igennem ca. 10-15 min. Tilsæt salten og ælt videre i 5 min. Stil dejen til hævning under et vistestykke i 1 time. Gerne et lunt sted.

Hæld dejen ud på bordet og udhul et hul i midten af dejen. Slå æggene ud og kom æg, chokolade, mandler og limeskal op i fordybningen i dejen. Fold dejen ind over sig selv, og tag en saks eller en brøddeler, og hak dejen ud i små brud, og “ælt” dejen sammen igen. Gentag indtil din dej bliver homogen. Opgaven virker umulig i starten. Hav tålmodighed.

Form herefter ca. 12 boller/brud og placer dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Lad dem efterhæve i ca. 30-45 min.

2
I øvrigt

Pensl bollerne/bruddene med lidt æg og drys med finthakkede mandler. Herefter bages de ved 200 grader varmluft i ca. 15-18 min.

Valsemøllen

Mmmh, bløde, saftige boller med store lufthuller og fyld af hvid chokolade, mandler og lime. Perfekt ledsager til formiddagskaffen i weekenden eller en hygge-eftermiddag med historielæsning og dynehygge i sofaen med ungerne.

Både børn og voksne kan være med på bollerne/brudene. De er søde, milde og fuldstændig uimodståelige. Og så er de også et hyggeligt, nemt projekt at lave i sig selv – både med og uden børn.

Bollerne kaldes også brud, fordi man under processen bryder dejen op i mindre dele. Man hakker dejen igennem for at samle den igen. Det skaber den velkendte struktur, man også kender fra f.eks. chokoladeboller og kløbenboller. Nederst i indlægget viser jeg i billeder, hvordan du gør.

Jeg har bagt bruddene med Valsemøllens hvedemel for et luftigt resultat.

Hvedemel med god bageevne

Valsemøllens hvedemel har høj glutenkvalitet, som gør at bagværket hæver smukt op og får masser af volumen. Melet er fint formalet, så både kim og skaldele er sigtet fra. Det giver en smidig og spændstig dej med god glutenkvalitet og masser af smag og volumen i det færdigbagte brød. Derudover er Valsemøllens mel dyrket, høstet og malet i Danmark, så med deres mel er man altid sikret den bedste, danske kvalitet.

Jeg bruger hvedemel med god bageevne til næsten alle mine brød og boller. Bruger du hvedemelet alene giver det en sød og saftig dej, som passer perfekt til fødselsdagsboller, luftige bagværk, wienerbrød, mv. Mikser du hvedemelet med en grovere meltype kan du fx lave lækre morgenboller eller grydebrød, der mætter dejligt samtidig med at de er saftige og luftige.

Se mine øvrige opskrifter med Valsemøllens hvedemel her, fx højsnegle, wienerbrød, berlinere og marcipanbrød.

Reklame for Valsemøllen