Blommelagkage med valnødder

Reklame FINAX

Jeg er kæmpe fan af vores natur lige nu. Det vælter ned med lækre blommer fra træerne – det kræver en blommelagkage. En lækker saftig lyserød en af slagsen med de bedste danske blommer.

Kage hvedemel

Jeg kan ikke sige det nok, jeg bager KUN med kage hvedemel fra FINAX. Hvorfor? Fordi det indeholder mindre gluten end almindeligt hvedemel. Kager, småkager og andet bagværk, som ikke kræver hævning eller samme mængde gluten, som brød fx. gør. Du får en langt bedre bund og en anden sprødhed til kagen. Læs meget mere om kage hvedemelet på FINAX egen hjemmeside.

Jeg udvikler nye opskrifter for FINAX hver måned. I sidste måned stod den på brombærlagkage og forrige måned stod den på syrlig hindbærcheesecake med lakrids.

Blommelagkage med valnødder

(kan du ikke lide valnødder, kan du anvende mandler, hasselnødder eller hvad du nu foretrækker.)

Til 10-12 personer.

VALNØDDE BISCUITBUND
190 g æggehvider
100 g lyst rørsukker
100 g valnødder
110 g lyst rørsukker
30 g FINAX kage hvedemel

Pisk æggehviderne og 100 g rørsukker til en sej marengs. Blend valnødderne til mel i en minihakker og vend det sammen med de øvrige 110 g rørsukker og kage hvedemel. Vend det hele sammen med marengsen. Smør dejen ud på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag bunden ved 180 grader varmluft i ca. 20 min. Lad den køle.

BLOMMEKOMPOT OG BLOMMEMOUSSE
600 g blommer (vægt uden sten)
1 god vaniljestang
200 g lyst rørsukker
3 blade husblas
3 dl piskefløde

Fjern stene fra blommerne og skær dem ud i mindre stykker. Flæk vaniljestangen på den lange led og skrab nænsomt vaniljekornene ud med en kniv. Mas dem sammen med lidt af sukkeret. Kom blommer, den tomme vaniljestang, vaniljesukker og sukker op i en gryde. Bring det i kog og lad det simre i 10 min. under låg og herefter 5-10 min. uden låg. Sigt blommestykkerne fra, så du har blommekompot og blommesaft hver for sig. Kom blommesaft tilbage i gryden og hold det lunt. Udblød husblas i koldt vand i 10 min. Fisk vaniljestangen op af blommekompotten og stil kompotten til side. Rør den udblødte husblas i den lune blommesaft og lad det svale, imens fløden piskes til en let flødeskum. Vend herefter fløden i blommesaften, så det bliver til blommemousse.

SAMLING: Udstik to bunde (18 cm i diameter) af selve bunden. Placer en bund på et fad og kom en kagering og kageplast omkring bunden (se billeder nedenfor). Smør halvdelen af blommekompotten ud på bunden og hæld herefter halvdelen af moussen over. Smør den anden halvdel af kompotten på den anden bund og placer den forsigtigt over moussen. Hæld afslutningsvis resten af moussen over bunde og glat overfladen. Stil kagen på køl i mindst 3-4 timer eller gerne natten over.

IØVRIGT
15 g god hvid chokolade (chokoladepinde)
rød skovsyre

Temperer den hvide chokolade og smør den ud på et stykke kageplast (15 cm langt) og træk i chokoladen med en kagespartel med riller. Læg den på køl til chokoladen har sat sig.

Befri kagen fra kagering og kageplast. Dekorer kagen med chokoladestave og skovsyre.

Samling af kagen i billeder:

Det færdige resultat:

DEL
VISSKJUL Kommentar (1)

Skriv en kommentar

Your email address will not be published.

Instagram