De nemmeste chokoladecupcakes med blåbær flødebolleskum eller aka guf. Opskriften er super enkel og lige til at gå til – og det mener jeg 😉
Disse chokoladecupcakes er meget børnevenlige i sin smag, da de er lavet til Karlas fødselsdag. Er du til lidt mere power på smagen og gerne vil lege lidt mere i smag og udtryk, så kan du udhule et lille hul i cupcakes’ne og komme en god blåbærmarmelade ned i hulet inden du sprøjter dem op med blåbær flødebolleskum. Det kunne også være saltkaramel eller noget helt tredje. Bare leg løs.
Chokoladecupcakes med blåbær flødebolleskum
ca. 20 stk.
DEJ
250 g hvedemel
300 g flormelis
6 spsk kakao
2 tsk bagepulver
lidt salt
150 g smør
2,5 dl sødmælk
2 æg, str. m/l
Sigt alle de tørre ingredienser op i en skål skål. Smelt smørret i en gryde. Kom smeltet smør, sødmælk og æg op i en anden skål og rør det godt sammen. Pisk det herefter i de tørre ingredienser. Kom dejen op i en sprøjtepose. Kom nogle muffinsforme/cupcakesforme op i en muffinsform og fyld formene 2/3 del op med dej. Bag dem ved 180 grader varmluft i ca. 10-15 min. Lad dem køle af.
BLÅBÆR FLØDEBOLLESKUM
100 g past. æggehvider
100 g hvidt sukker
2 tsk blåbærsstøv (frysetørrede blåbær)
Æggehvider og sukker smeltes over et vandbad indtil sukkeret er helt opløst. Kom massen op i en røremaskine og pisk massen til en sej marengs/flødebolleskum – massen skal være blank og glat – piskes ca. i 10 min. Rør blåbærspulver i skummet. Kom skuffet op i en sprøjtepose med en stor stjernetyl. Afsæt nogle flotte toppe af blåbær flødebollerskum på cupcakes’ne.
PYNT
friske blåbær
rød skovsyre
Pynt af med blåbær og rød skovsyre.