Cremet kiksekage uden palmin! Ikke at jeg har noget imod palmin, men… Jeg har lavet en moderne kiksekage, hvor jeg har brugt æggeblommer til at gøre chokolademasse dejlig cremet. Smager himmelsk!
Jeg arbejder lige pt. på en masse nye projekter! Som I virkelig mange. Jeg mangler seriøst timer i døgnet! Denne moderne kiksekage poppede op i mine tanker i forbindelse med nogle af mine nye projekter. Jeg havde lige et ledigt øjeblik imellem en masse andre kager og VUPTI!
Jeg kan ikke helt finde ud af om den passer ind i mit nye projekt, så derfor får du opskriften. Jeg tror nemlig jeg skal lege lidt videre med ideen.
Jeg må meget snart fortælle jer mere om mine projekter. Når man laver det jeg laver, så er der oftes mange “måsker” og åbne døre. Det er derfor jeg er så stille indtil det er helt sikker og det bliver til noget. Men shit jeg glæder mig til at måtte fortælle jer en masse, for jeg er selv så spændt!
MODERNE KIKSEKAGE
til 6 personer
VANILJE-HINDBÆR KIKS
1 god vaniljestang
60 g flormelis
150 g hvedemel
2 tsk hindbærstøv
75 g blødt smør
2 æggeblommer
Flæk vaniljestangen på den lange led og skrab nænsomt vaniljekornene ud, og mas dem sammen med lidt flormelis. Smuldr vaniljesukker, flormelis, hvedemel, hindbærstøv og blødt smør til det minder om brødkrummer. Saml dejen hurtigt med æggeblommerne. Stop med at ælte, så snart dejen er ensartet. Kom dejen i en frysepose, tryk den lidt flad, og læg den på køl i mindst 1 time. Udrul herefter dejen tyndt, og udstik 2 runde kiks (14-15 cm i diameter). Bag dem ved 190 grader varmluft i ca. 7-10 min. Lad dem køle ned.
KIKSEKAGE
55 g smør
125 g god mørk chokolade, 70 %
1 spsk flormelis
1 past. æggeblomme
Smelt smørret i en gryde. Hak chokolade fint, og rør det ud i det smeltet smør til en glat masse. Rør flormelis og æggeblommer sammen og vend det i chokolademassen. Fyld chokolademassen ned i to spiralforme (tourbillon 14 cm i diameter). Stil dem på køl i mindst 3 timer eller gerne natten over.
IØVRIGT
chokoladekugler
frysetørrede hindbær
chokoladepynt (spiraler)
rød skovsyrer
Jeg pyntede dem forskelligt, og med hvad jeg havde liggende i mine skuffer. Synes du skal gøre det samme 🙂