Små rabarbertærter med mazarin og marengs

Endelig blev det rabarbersæson! Nærmest den bedste tid på året, når man kan lide at bage. Det synes jeg i hvert fald. Rabarbersæson og jordbærsæson kan virkelig noget!

Disse små rabarbertærter med mazarin og marengs smager lige så lækkert som de ser ud! Den sprøde mørdej med smag af vanilje, en saftig mazarinmasse med en syrlig rabarbermarmelade. Toppet med en sød marengskrans – det er smagen af forår.

Kan du ikke lide rabarber, kan du sagtens anvende andre bær istedet for rabarber.

Små rabarbertærter med mazarin og marengs

6 små tærter

MØRDEJ
1 god vaniljestang
60 g flormelis
150 g hvedemel
75 g blødt smør
2 æggeblommer

Flæk vaniljestangen på den lange led og skrab nænsomt kornene ud med en kniv, og mas dem sammen med lidt af flormelissen. Kom flormelis, vaniljesukker og mel op i en stor skål, og smuldre smørret heri mellem hænderne til det ligner revet ost. Ælt æggeblommerne ned i dejen. Stop med at ælte, når dejen er glat og hænger sammen. Læg dejen i en pose og på køl i 30 min.

MAZARIN
100 g rå marcipan
100 g lyst rørsukker
100 g smør, blødt
2 æg, str. M/L
1 økologisk citron, skallen heraf

Ælt marcipan, sukker og smør sammen til en ensartet masse. Tilsæt æg og citronskal, og ælt massen glat. Kom massen på sprøjtepose.

Rul dejen ud – ca. 2-3 mm i tykkelsen og kom mørdejen i formene. Jeg anvendte 6 små tærteringe (7 cm i diameter). Fyld mazarinmassen i de ubagte tærter og bag dem ved 190 grader varmluft i 15-20 min. Lad dem køle helt af.

RABARBERMARMELADE
1 god vaniljestang
100 g syltesukker
200 g rabarber
1 økologisk citron, skal og saft

Flæk vaniljestangen på den lange led og skrab nænsomt kornene ud. Gem den tomme vaniljestang. Mas kornene sammen med en smule af sukkeret. Rens rabarberne og skær dem ud i små stykker. Kom vaniljesukker, den tomme vaniljestang, sukker, rabarber og citronskal og -saft op i en gryde og bring det i kog. Lad det herefter simre i 10 min. til rabarberne er møre og væden er kogt væk. Tag gryden af varmen. Lad det køle helt ned. Kom marmeladen på glas. Kan holde sig 2-3 uger på køl.

Smør ca. 2 tsk. rabarbermarmelade ud på hver tærte.

MARENGS
70 g æggehvider
70 g hvidt sukker
70 g flormelis
lidt pink/rosa pastafarve

Pisk æggehviderne skummende og tilsæt sukkeret. Pisk det til en sej marengs. Sigt flormelis i massen og vend det forsigtigt sammen. Fordel massen i 3 skåle, og indfarv hver marengsmasse. Jeg havde en hvid, let rosa og mørke rosa. Hæld hver farvet marengsmasse på sprøjtepose med en rund glat, lille stjerne tylle og en stor stjerne tylle. Brug en tærtering til at tegne 6 ens ringe på bagsiden af et stykke bagepapir. Fæstn bagepapiret på en bageplade og afsæt små marengstoppe langs den tegnede kant, indtil du har 6 små marengskranse. Overskydende marengs kan anvendes til at lave små marengs kys. Bag dem ved 110 grader varmluft i 40-45 min. Når de er helt afkølet, placeres du på tærterne.

GemGem

DEL
VISSKJUL Kommentarer (12)
  1. Hej Ditte,

    Først og fremmest tak for en skøn blog, og altid masser af inspirerende opskrifter – jeg elsker at følge med på Instagram.

    Ville man kunne lave denne bund og indhold som en del af en lagkage? Selvfølgelig ikke marengsene.

    Mvh (endnu en) Ditte

    1. Tusinde tak 🙂 Det jeg glad for at høre! Hvordan som element i en lagkage. Tænker ikke en mørdej er så god til lagkage 🙂

  2. Da jeg ikke har de små forme (endnu), tænker jeg at lave i en stor form. Hvilken størrelse vil du vurdere cirka passer?

  3. Bare lige for at forstå det helt rigtigt – laver du de tre forskelligfarvede marengs med hver sin tyl?
    Og – TAK for at skabe hygge og smil i min hverdag med din Instagram

  4. Hej

    Så smukke tærter. Jeg elsker dine marengskranse!

    Lige et spørgsmål. Er der noget i vejen for at lave den rabarberkompot du bruger til din rabarberroulade, i stedet for rabarbermarmelade?
    Jeg er nemlig usikker på om jeg lige kan få fat i syltesukker 🙂

    Vh,

    Laura

  5. Hej Ditte
    Jeg skal lave disse smukke tærter til mine gæster jeg får i morgen lørdag den 4 maj.
    Kan jeg lave dem i dag også pynte og servere dem på dagen?
    Hvis ja hvordan opbevarer jeg dem bedst muligt?

    Mvh
    Mette

    1. Hej Mette

      Ja, du kan sagtens lave tærterne dagen før og så vente med at pynte dem. Opbevar tærterne tørt ved stuetemperatur. Stiller du dem på køl eller pakker dem ind, vil de miste deres sprødhed. Som altid er kagerne altid bedst friskbagte, men sommetider har man bare ikke tid til at bage det hele på selve dagen 🙂 Jeg håber, at tærterne blev, som du ønskede ♥️

Skriv en kommentar

Your email address will not be published.