Roulade m. æble, cake factor og hvid chokoladecreme

6-8 personer

En klassisk roulade men med toner af efterår.

Jeg har bagt krydrede rouladebunde med mit eget kagekrydderi, cake factor. Derudover byder denne efterårsroulade på hjemmelavet æblegrød og hvid chokolade.

Roulade har måske et lille ry for at være en “bedsteforældre”-ting, men det er altså en herlig kage at servere til sine gæster til en hyggelig eftermiddag.

Ingredienser

HVID CHOKOLADECREME

1,5 blad husblas
150 g god hvid chokolade
3 dl piskefløde

ÆBLEGRØD

2 blade husblas
450 g æbler
100 g lyst rørsukker
2 økologiske citroner, saften og skallen heraf
65 g brun farin

KRYDRET ROULADE

100 g æggeblommer
100 g lyst rørsukker
2 tsk vaniljesukker
160 g æggehvider
20 g lyst rørsukker
60 g kage hvedemel
1 tsk bagepulver
1,5 tsk cake factor

I ØVRIGT

200 g ren rå marcipan
spiselige blomster

Fremgangsmåde Udskriv

1
HVID CHOKOLADECREME

Udblød husblas i rigeligt koldt vand i minimum 10 minutter. Hak chokolade groft om kom i en dyb skål. Varm fløde op til lige under kogepunktet. Hæld den meget varme fløde henover chokoladen og rør det forsigtigt sammen til al chokoladen er opløst. Tilsæt straks den afdryppede, udblødte husblas til chokoladefløden og rør det sammen. Hæld massen over i en ren skål, dæk overfladen med husholdningsfilm, der trykkes helt ned på overfladen, og sæt blandingen på køl i minimum 3 timer til chokoladefløden er tyknet og helt køleskabskold (maks 5 grader).

2
ÆBLEGRØD

Udblød husblas i koldt vand. Skræl æbler og fjern kernehus. Skær æblerne i mindre stykker. Kom æbler op i en gryde sammen med sukker og citronskal og -saft. Kog æblerne i ca. 5-10 minutter. Tilsæt brun farin og lad det simre i yderligere 15-20 minutter. Æblerne burde være kogt ud til mos (de må gerne have lidt struktur) – knug husblassen fri fra vand og rør den ud i æblemossen. Stil herefter æblegrøden på køl indtil brug.

3
KRYDRET ROULADE

Pisk æggeblommer, 100 g sukker og vanilje sammen til en tyk og luftig æggesnaps. Pisk æggehvider let, tilsæt 20 g sukker og pisk æggehviderne stive. Vend mel, bagepulver og cake factor i æggesnapsen. Vend herefter æggehviderne forsigtig i. Fordel dejen på en bageplade beklædt med bagepapir og bag bunden ved 190 grader varmluft i ca. 10-15 minutter. Vend bunden forsigtigt ud på et nyt stykke bagepapir og rul den med det samme i et rent viskestykke. Kom bunden på køl rullet i viskestykket. På den måde holder den form som en roulade og ikke revner.

4
I ØVRIGT

Pisk den kolde chokoladecreme luftig med en elpisker. Rul rouladen ud og smør cremen udover rouladen (gem 2 spsk creme, som lim til marcipanen). Smør herefter næsten al æblegrøden udover cremen (gem lidt til pynt) og rul roulade sammen. Læg rouladen på køl imens marcipanen udrulles.

Udrul marcipan på et let drysset flormelis-bord (35-40 cm lang og 15 cm bred). Tag rouladen fra køl og smør det gemte chokoladecreme udover rouladen og rul rouladen ind i marcipanomslaget. Skær marcipanen til, så den passer til rouladen. Placér den på et fad og pynt med resten af æblegrøden og spiselige blomster.