Hindbærlagkage med hjemmelavet vaniljecreme
11. juli 2018

Hindbærlagkage med hjemmelavet vaniljecreme

10-12 personer

Ingredienser

KAGECREME MED VANILJE

1 god vaniljestang
2 spsk lyst rørsukker
20 g maizena majsstivelse
2 dl sødmælk
2 æggeblommer
2 dl piskefløde

VANILJEBUNDE

1 god vaniljestang
3 æg, str. M/L
175 g lyst rørsukker
70 g FINAX hvedemel
1 tsk bagepulver
70 g kartoffelmel
1 citron, saften og skallen heraf
4 spsk god hindbærmarmelade

HINDBÆRMOUSSE

2 blade husblas
1 god vaniljestang
2 spsk lyst rørsukker
200 g hindbær
1 økologisk citron, saften og skallen
2 dl piskefløde

MARCIPANBÅND

200 g ren rå marcipan
100 g flormelis
30 g glukosesirup
lidt pink pastafarve
1 dl piskefløde, til opsmøring

I ØVRIGT

friske spiselige blomster (roser)
hjemmelavet marengskys eller færdigkøbte

Fremgangsmåde Udskriv

1
KAGECREME MED VANILJE

Flæk vaniljestangen på den lange led og skrab nænsomt kornene ud. Gem den tomme vaniljestang. Mas kornene sammen med en smule af rørsukkeret. Rør maizenaen ud i 2 spsk mælk og tilsæt æggeblommer, vaniljesukker og resten af rørsukkeret til blandingen. Rør det godt sammen til det er jævnt. Kom resten af mælken og den tomme vaniljestang i en lille gryde og varm det op til lige under kogepunktet. Tilsæt æggeblandingen i en jævn stråle mens du pisker konstant i gryden. Varm nu cremen op til den slår bobler og tykner godt, alt imens du hele tiden pisker. Tag gryden af varmen, fisk den tomme vaniljestang op. Sæt cremen i køleskab til den er helt kold.

Lav i mellemtien bundene. Tag dernæst cremen ud fra køleskabet, og pisk den lind med en elpisker. Pisk fløden til en let flødeskum og vend den lidt ad gangen sammen med den kolde vaniljecreme. Fyld cremen i en sprøjtepose klar til brug.

2
VANILJEBUNDE

Flæk vaniljestangen på den lange led og skrab nænsomt kornene ud. Mas kornene sammen med en smule af rørsukkeret. Pisk æg, rørsukker og vaniljekorn til en meget luftig og tyk æggesnaps. Bland hvedemel, bagepulver og kartoffelmel sammen og sigt det ned i æggesnapsen. Tilsæt citronsaft og vend det forsigtigt sammen. Fyld dejen i en justerbar kagering (22-24 cm i diameter), hvor bunden er beklædt med bagepapir. Bag kagen midt i ovnen ved 180 grader varmluft i 25-30 minutter til den giver efter ved let tryk. Lad bunden afkøle helt i formen, inden den skæres fri og bagepapir fjernes. Flæk bunden i to lige tykke dele med en savtakket kniv.

Rengør kageringen og læg et stykke kageplast ned langs kanten. Kom den ene bund nederst, fordel hindbærmarmelade på bunden og herefter vaniljecremen henover bunden. Placer endnu en bund ovenpå cremen og smør resten af hinsbærmarmeladen ud på bunden. Forbered moussen.

3
HINDBÆRMOUSSE

Udblød husblas i rigeligt koldt vand i 20 minutter. Flæk vaniljestangen på den lange led og skrab nænsomt kornene ud. Mas kornene sammen med en smule af sukkeret. Kog vaniljesukker, sukker, hindbær, fintrevet citronskal og -saft op i en lille gryde i ca. 10 minutter. Tag det af varmen. Sigt lagen, så du kun har bærsaften tilbage. Rør den udblødte husblas direkte ud i den varme bærsaft og lad det svale, til det er lunt. Pisk i mellemtiden fløden til en let flødeskum. Vend forsigtigt flødeskummet sammen med hindbærsaften (gerne over 3 omgange). Hæld moussen op i formen og stil kagen tilbage på køl i mindst 3 timer. (Du kan også vælge at sætte kagen på køl til dagen efter).

4
MARCIPANBÅND

Ælt det hele godt sammen (undtagen fløden) og kom massen op i en pose og læg på i 30 minutter. Befri kagen fra kageringen og kageplast. Pisk fløden til flødeskum og smør kagens kant op med flødeslum. Udrul marcipanen til et omslag/kant, som passer til kagen og rul den herefter omkring kagen.

5
I ØVRIGT

Dekorer kagens top med knuste marengskys og pynt af med friske spiselige blomster.

Hindbærlagkage med GreenGate

Karla og jeg har været i køkkenet og tryllet en fin hindbærlagkage frem. Kagen er lavet med inspiration fra GreenGates fine stel, serierne EVERYDAY og MARLEY. Da vi tilbage i februar/marts lavede Greengates efterår/vinter katalog, blev Karla helt vild med de to serier. De er også rigtig fine og tøsede.

Vi besluttede os derfor for at lave en ægte prinsesselagkage, der passede til serierne. Du kan vælge at bruge små prinsessefigurer eller at lave en flagranke, hvor der evt. kunne skrives Karla i. På den måde bliver den mere børnevenlig og mere piget.

Reklame for GreenGate

Voksen version

Hvis du tænker: “Den vil jeg gerne lave, men der mangler lidt bid i den”, kan det VARMT anbefales at komme 50 gram mandelsplitter i den færdigpiskede/rørte vaniljecreme. På den måde får du lidt struktur i kagen. Ellers kan der kommes hakkede mandler/nødder i dejen.

Det er en meget klassisk lagkage med den gode smag af vanilje, citron og hindbær. Nærmest en sikker vinder.

Flere lagkage opskrifter:

Mini rutebilslagkager

Ditte Julies fødselsdagslagkage

Citronlagkage

Bærlagkage med smørcreme

Chokoladelagkage

GemGem

GemGem