Citrontærte
8-10 personer
I første afsnit dette års udgave af Den Store Bagedyst, besluttede jeg mig for at bage med på Mesterværket og Den Hemmelige.
Den Hemmelige udfordring var en klassisk citrontærte, og faktisk slog det mig, at Klub Ditte Julie slet ikke har en helt klassisk citrontærte. Og det skal der selvfølgelig være på klubben!
Så jeg bagte også med på Den Hemmelige i dette afsnit og lavede en klassisk citrontærte.
Ingredienser
Vaniljemørdej
60 g flormelis
150 g kage hvedemel
75 g smør, blødt
1 tsk vaniljepasta
2 æggeblommer
Citroncreme
4-5 økologiske citroner, skallen fra 1,5 og saften fra alle (skal give lidt mere end 1 dl saft)
2 æg, str. M/L
2 æggeblommer
100 g lyst rørsukker
150 g smør, koldt
Marengs
75 g æggehvider
75 g hvidt sukker
75 g flormelis
1 nip havsalt
I øvrigt
skovsyre
Fremgangsmåde Udskriv
Vaniljemørdej
Kom flormelis og mel op i en stor skål og smuldr smør imellem hænderne. Tilsæt vanilje. Ælt æggeblommer i dejen. Stop med at ælte når dejen er glat og hænger sammen. Læg dejen i en pose og kom den på køl i minimum 30 minutter.
Citroncreme
Kom citron, æg, æggeblommer og sukker i en gryde. Varm langsomt blandingen op til det tykner (er ca. ved 85 grader). Kom cremen i en skål sammen med smør. Blend blandingen med en stavblender. Lad cremen køle mens du blindbager tærten.
Udrul mørdejen i 2 mm tykkelse. Kom dejen op i en firkantet tærteform fra By Ditte Julie. Kom bagepapir og bønner i den ubagte tærte og bag i ca. 10 minutter ved 190 grader varmluft. Fjern bagepapir og bønner og bag herefter tærten færdig i yderligere 7-10 minutter.
Lad tærten køle helt og befri den fra tærteformen. Smør citroncremen ud i tærten med en kagespartel fra By Ditte Julie.
Marengs
Pisk æggehvider skummende og tilsæt sukker lidt ad gangen. Pisk herefter massen til en luftig marengs. Sigt flormelis i marengsen og vend det forsigtigt sammen med salt.
Fyld marengsen op i en sprøjtepose med en mellemstor stjernetylle. Sprøjt marengsen ud på tærtens top i fem rækker.
I Øvrigt
Pynt med skovsyre blomster.