Hindbærmazarin
6-8 personer
Glutenfri
Denne opskrift er mit bud på en helt klassisk mazarinkage med hindbær.
Lad dig endelig ikke skræmme af udtrykket på kagen, for bag det elegante chokoladebånd, gemmer sig en super simpel hverdagskage.
I bunden er nemlig en traditionel, glutenfri mazarinbund med hindbær som blot er toppet med friske bær. For et ekstra elegant udtryk, har jeg kommet et bånd af chokolade heromkring.
Ingredienser
HINDBÆRMAZARINBUND
70 g lyst rørsukker
1 tsk vaniljepasta
100 g ren rå marcipan
100 g smør, blødt
1 spsk hindbærstøv
2 æg, str. M/L
100 g mandelmel
1 økologisk citron, skallen heraf
50 g friske hindbær
I ØVRIGT
150 g god ruby chokolade
150 g friske hindbær
skovsyreblomster
Fremgangsmåde Udskriv
HINDBÆRMAZARINBUND
Pisk sukker, vaniljepasta, marcipan, smør og hindbærstøv sammen. Der må ikke være nogen klumper. Tilsæt æg og pisk godt. Tilsæt mandelmel og citronskal og vend det forsigtigt sammen. Hæld dejen i en stor firkantet silikoneform fra By Ditte Julie (20×20 cm). Fordel massen ud til kanterne. Halvér hindbær og placér dem tilfældigt i dejen og pres dem let ned i dejen. Bag bunden ved 180 grader varmluft i 15-18 minutter. Lad bunden køle af i formen.
Brug en By Ditte Julie skabelon på dét bogstav/tal, du ønsker. Skær bunden ud efter din skabelon. Jeg har skåret et 0. Skær 2 bunde i den valgte skabelon. Placér først en bund på et serveringsfad og derefter den anden. På den måde får det lidt mere kage.
I ØVRIGT
Temperér chokolade. Jeg har lavet to chokoladebånd, et til ydersiden af kagen og derefter et til indersiden af kagen. Smør chokoladen ud i et tyndt lag på et stykke kageplast med en kagespartel fra By Ditte Julie. Kageplasten skal svare til kagens omkreds/inderkreds plus 1 cm. Derudover skal højden på kageplasten svare til kagens højde. Hvis du tegner på dit kageplast for at måle op, er det vigtigt, at du tegner på den modsatte side af, hvor du kommer chokolade på. Når du har smurt chokoladen tyndt ud, fjernes kageplast og chokolade forsigtigt fra det overskydende chokolade, så du kan lave en fin og glat kant på dit chokoladebånd. Lad chokoladen sætte sig en smule og markér en bølget kant ned langs chokoladebåndet med en bølget skæreskive fra By Ditte Julie. På den måde vil du kunne dele chokoladebåndet i to langs markeringen, når chokoladen har sat sig helt.
Placér båndet langs kagens ydre og indre kant så den mindste del er øverst. Lad chokoladen sætte sig yderligere på køl i 5-10 minutter.
Når chokoladen har sat sig, fjernes kageplasten forsigtigt. Lige så forsigtigt knækkes chokoladebåndet langs den bølgede kant.
Pynt med friske hindbær og skovsyreblomster.
Tips
Der vil være overskydende kagebund, men smid det endelig ikke ud! Gem det i fryseren til en dag du skal lave romkugler eller træstammer.