Jordbærlagkage m. vaniljemousse

10-12 personer

En sommerlig lagkage i både smag og udseende.

Smukke rosa nuancer spiller op i mod den klare grønne farve fra pistacienødder. Smagene byder også på masser af sommer og fødselsdag med friske sommer jordbær, marmelade, vanilje og kagecreme.

For at gøre sommerlagkagen en smule mere festlig til sommerens fødselsdage har jeg valgt at toppe fødselsdagskagen med en frisk jordbærmousse.

Ingredienser

Jordbærmousse

1 blad husblas
150 g jordbær, friske eller frosne
1 tsk vaniljepasta
1 spsk lyst rørsukker
1/2 citron, saften heraf
5 hele peberkorn
1 dl piskefløde

Lagkagebund

3 æg, str M/L
175 g lyst rørsukker
80 g kage hvedemel
1 tsk bagepulver
80 g kartoffelmel
1 økologisk citron, skallen og saften heraf

Jordbærmarmelade

450 g jordbær, friske eller frosne
200 g syltesukker
1 økologisk citron, skallen og saften heraf

Kagecreme med vanilje

1 tsk vaniljepasta
2 spsk lyst rørsukker
20 g majsstivelse
2 dl sødmælk
2 æggeblommer
2 dl piskefløde

I øvrigt

2 spsk jordbærmarmelade
150 g god ruby chokolade
50 g grønne pistacienødder
friske jordbær
spiselige blomster

Fremgangsmåde Udskriv

1
Jordbærmousse

Udblød husblas i rigeligt koldt vand i 10 minutter. Kom vanilje, sukker, jordbær, citronsaft og peberkorn op i en lille gryde og varm det langsomt op under låg (det er vigtigt saften ikke fordamper). Bring det i kog – sukkeret skal være opløst. Tag den af varmen. Sigt kompotten og rør den udblødte husblas direkte ud i den varme jordbærsaft og lad det svale, til det er lunt. Kassér jordbærrene. Pisk i mellemtiden fløden til en let flødeskum. Vend flødeskummen i den varme jordbærlage ad tre omgange. Hæld jordbærmoussen op i en By Ditte Julie boblekrans. Stil kagen på frys i minimum 4 timer.

2
Lagkagebund

Pisk æg og rørsukker til en meget luftig og tyk æggesnaps. Bland hvedemel, bagepulver og kartoffelmel sammen og sigt det ned i æggesnapsen. Riv citronskal fint og kom citronskal og -saft og vend i dejen. Fyld dejen i en justerbar kagering fra By Ditte Julie (22 cm i diameter), hvor bunden er beklædt med bagepapir. Bag kagen midt i ovnen ved 180 grader varmluft i ca. 25-30 minutter til den giver efter ved let tryk. Lad bunden afkøle helt i formen, inden den skæres fri og bagepapir fjernes. Flæk bunden i to lige tykke dele med en savtakket kniv. Se evt. denne video for tips og tricks.

3
Jordbærmarmelade

Kom jordbær, sukker, citronskal og -saft op i en gryde. Bring det i kog i 20 min. Tag det af varmen. Kom marmeladen på glas. Stil det til side.

4
Kagecreme med vanilje

Rør majsstivelse ud i 2 spsk mælk og tilsæt æggeblommer, vanilje og sukker til blandingen. Rør det godt sammen til det er jævnt. Kom resten af mælken i en lille gryde og varm det op til lige under kogepunktet. Tilsæt æggeblandingen i en jævn stråle mens du pisker konstant i gryden. Varm nu cremen op til den slår bobler og tykner godt, alt imens du hele tiden pisker. Cremen skal koge i ca. 1-2 min. Tag gryden af varmen, og hæld cremen i en pose og læg den på køl til den er helt kold (3-5 grader).

Tag dernæst cremen ud fra køleskabet, og pisk den lind med en elpisker. Pisk fløden til en let flødeskum og vend den lidt ad gangen sammen med den kolde vaniljecreme. Fyld cremen i en sprøjtepose klar til brug.

5
Samling

Placer en bund med kageplast og kagering omkring. Smør 4 spsk. jordbærmarmelade på bunden. Fordel al vaniljecremen ud over bunden med jordbærmarmeladen. Smør herefter 4 spsk. jordbærmarmelade på den anden bund og vend bunden med jordbærmarmelade ned mod vaniljecremen. Stil kagen på køl mindst 3 timer eller natten over.

6
I øvrigt

Befri kagen fra ringen og plast og placer den på et kagefad. Smør jordbærmarmelade over toppen. Temperer chokoladen. Klip et stykke kageplast, så det passer til kagens omkreds. Smør et lag chokolade ud på kageplasten og kom det forsigtigt omkring kagen, når det har sat sig en smule. Dekorer kagens top med pistacienødder, befri jordbærmoussen fra formen og placér den på midten af kagen. Pynt med jordbær og spiselige blomster. Stil kagen tilbage på køl indtil den skal nydes.

Tips

Husk altid at aktivere silikonen ved at skylle formene med varmt vand, inden de fyldes med mousse. Det gør ikke noget, at der er små vanddråber i – det er vigtigt ikke at tørre af med en klud/et viskestykke. Når moussen skal ud af formen, skal de være fuldstændig dybfrosne. Tø dem langsomt op på køl i et par timer efter de er befriet fra formen.

Se min how to video, hvor guide dig igennem så du kan lykkes med en hjemmelavet konditorcreme.