


Julede kirsebærflødeboller
12 flødeboller
Ingredienser
Bund
60 g flormelis
150 g kage hvedemel
1 tsk cake factor
75 g smør, blødt
2 æggeblommer
Kirsebærflødebolleskum
250 g hvidt sukker
100 g glukosesirup
2 tsk vaniljepasta
75 g vand
2 spsk amerana kirsebær sirup (siruppen fra glasset)
140 g past. æggehvider
1 spsk hvidt sukker
Kirsebær karamel
4 spsk færdigkogt kondenseret mælk (dulce de leche)
1 tsk havsalt
2 tsk amerana kirsebær sirup (siruppen fra glasset)
Chokolade overtræk
600 g ruby chokolade
60 g kakaosmør
I øvrigt
kirsebærstøv
rød skovsyre
Fremgangsmåde Udskriv
Bund
Kom flormelis, mel og cake factor i en skål og smuldr smør heri mellem hænderne. Ælt æggeblommer ned i dejen. Stop med at ælte, når dejen er glat og hænger sammen. Læg dejen i en pose på køl i minimum 30 minutter.
Rul dejen ud i 4 mm tykkelse og udstik små bunde (5-6 cm i diameter). Placér dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag dem ved 190 grader varmluft i 10-15 minutter.
Kirsebærflødebolleskum
Kog sukker, glukosesirup, vaniljepasta, vand og kirsebærsirup op i en lille gryde til præcis 117 grader. Pisk let æggehvider sammen med 1 spsk sukker til de skummer. Tilsæt den brandvarme sukkersirup i en tynd stråle, mens der piskes kraftigt. Fortsæt med at piske til skummen er stuetemperatur. Det tager ca. 20 minutter. Kom skummen op i en sprøjtepose med en stor, rund, glat tylle. Sprøjt skummen ud på bundene. Stil dem på køl.
Kirsebær karamel
Rør den færdige karamel (dulce de leche) sammen med salt og kirsebærsirup. Kom karamellen op i en sprøjtepose med en fylde tylle. Stik fylde tyllen ned i flødebolleskummet og sprøjt karamellen ud, mens du langsomt fjerner tyllen op ad.
Chokolade overtræk
Temperér chokolade og kakaosmør og kom op i en høj kande eller glas. Dyp flødebollerne heri.
I øvrigt
Pynt flødebollerne med kirsebærstøv og skovsyre.
Tips
Hvis du ønsker, at flødebollerne skal have et mere skarpt look, kan du bruge en af mine By Ditte Julie flødebolleforme til at støbe dine flødeboller med.
Til disse flødeboller har jeg brugt ruby chokolade for at fuldende kirsebær-temaet, men du kan sagtens skifte ruby chokoladen ud med enten gold chokolade eller hvid chokolade.