Stikkelsbærkage m. hvid chokolade og pistacie

6-8 personer
Glutenfri

Til lancereringen af dittejulie.dk besluttede jeg mig for at bage en række forskellige tal- og bogstavskager. Det kom der blandt andet denne blondiekage ud af.

I virkeligheden er denne smukke bogstavskage en helt almindelig glutenfri chokoladekage af hvid chokolade, mandler og grønne pistacienødder.

For dog at pifte hverdagskagen en smule op, har jeg sprøjtet den op med en creme af stikkelsbær og til sidst pyntet med et chokoladelåg.

Ingredienser

HVIDBROWNIE

150 g god hvid chokolade
150 g smør
150 g lyst rørsukker
3 æg, str. M/L
1 dl mandelmel
100 g grønne pistacienødder
1 nip havsalt

STIKKELSBÆRCREME

300 g stikkelsbær
, friske eller frosne
3 spsk lyst rørsukker

1 citron, saften heraf

3 tsk maizena
3 spsk vand

3 æggeblommer

3 æg, str. M
/L
30 g smør, koldt
lysegrøn pastafarve (by DJ)

CHOKOLADELÅG

150 g god hvid chokolade
indfarvet kakaosmør (Power Flower)
10-15 g grønne usaltede pistacienødder
frisk timian 

 

Fremgangsmåde Udskriv

1
HVIDBROWNIE

Smelt chokolade og smør i en tykbundet gryde til det er en homogen masse. Pisk sukker og æg til en lys og luftig æggesnaps. Vend chokoladeblandingen og æggeblandingen sammen. Til sidst vendes mandelmel i. Blend pistacienødder fint og vend dem i dejen sammen med salt. Placér en By Ditte Julie stor firkantet silikoneform. Kom dejen heri og bag bunden ved 180 grader i ca. 25 minutter. Lad bunden køle af i formen.

2
STIKKELSBÆRCREME

Kog stikkelsbær, sukker og citronsaft op under låg til sukkeret er opløst. Tag det af varmen og sigt stikkelsbærrene fra så kun saften er tilbage. Opløs maizena i vand og rør det sammen med æggeblommer og æg. Kom saften tilbage i gryden og kom gryden tilbage over blusset. Hæld æggeblandingen i en tynd stråle ned i stikkelsbærsaften under konstant piskning mens cremen langsomt varmes op og tykner. Når cremen har kogt igennem i ca. 1 minut, tages den af varmen. Lad cremen svale i ca. 5 minutter. Rør små tern af koldt smør og pastafarve i cremen. Kom cremen på køl i ca. 1 time til den er kold.

Når cremen er kold, piskes den let sammen med et piskeris. Kom cremen i en sprøjtepose med en lille stjernetylle.

Brug en By Ditte Julie skabelon på dét bogstav/tal, du ønsker. Skær bunden ud efter din skabelon. Jeg har skåret et N. Placér kagebunden på et serveringsfad. Afsæt toppe af stikkelsbærcreme over hele bunden. Stil kagen i køleskabet mens du forbereder pynt.

3
CHOKOLADELÅG

Temperér chokolade og indfarv med kakaosmør i den ønskede farve. Fordel chokoladen på en silikonemåtte. Lad chokoladen sætte sig kort. Placér den ønskede skabelon og skær forsigtigt efter med en kniv. Kom chokoladen i fryseren til den er helt kold. Knæk herefter overskydende chokolade fra. 

Blend pistacienødder fint i en minihakker. Varm forsigtigt overfladen af dit chokoladelåg med en gasbrænder og drys med de finthakkede pistacienødder. Placér låget på toppen af kagebunden og pynt med frisk timian. Lav evt. chokoladesnirkler af den overskydende chokolade og pynt ligeledes med snirkler. 

Tips

Der vil være overskydende kagebund. Du kan evt. udstikke mindre kager med en udstikker fra By Ditte Julie eller du kan fryse den overskydende kage ned og bruge til romkugler eller træstammer en anden gang.