Sure citrusbånd
12-15 bånd
Glutenfri
Findes der noget bedre end surt slik? Nej vel? Jeg er helt tosset med, at jeg har lært at lave syrlige bånd helt fra bunden. Det er en nem proces at lave syrligt slik – dog kræver det lidt tålmodighed, da de har bedst af at stå natten over som minimum. I denne udgave får du tofarvede citrusbånd, men du kan også sagtens gange én af de to vingummimasser op og bare lave én af varianterne.
Ingredienser
Citronvingummimasse
5 blade husblas
1 citron
75 g sukker
35 g glukosesirup
10 g kartoffelmel
½ tsk gul farve
Limevingummimasse
5 blade husblas
2 limes
75 g sukker
35 g glukosesirup
10 g kartoffelmel
½ tsk grøn farve
Syrligt sukker
150 g sukker
½ stk citronsyre
Fremgangsmåde Udskriv
Citronvingummimasse
Udblød husblassen i koldt vand. Kom citronsaft og -skal, sukker, glukosesirup, kartoffelmel og gul farve i en gryde. Lad massen koge i 3-4 minutter og til det begynder at tykne. Tag gryden af varmen, og lad det afkøle til cirka 80 grader. Pres husblassen fri for vand, og kom den ned i vingummimassen. Find en silikonemåtte eller et stykke bagepapir smurt med lidt smagsneutral olie og placér det på et bræt, så den eventuelt er til at flytte med. Fordel citronmassen jævnt ud på halvdelen af bagepapiret eller måtten på den brede led, så der også er plads til limemassen.
Limevingummimasse
Udblød husblassen i koldt vand. Kom limesaft og -skal, sukker, glukosesirup, kartoffelmel og grøn farve i en gryde. Lad massen koge i 3-4 minutter og til det begynder at tykne. Tag gryden af varmen, og lad det afkøle til cirka 80 grader. Pres husblassen fri for vand, og kom den ned i vingummimassen. Fordel limemassen jævnt på den anden halvdel af citronmassen, så båndene får to farver, når de skal klippes ud.
Lad pladen med vingummimasserne køle af ved stuetemperatur i mindst et døgn. Massen skal gerne føles næsten helt tør, inden den vendes i surt sukker.
Syrligt sukker
Bland sukker sammen med citronsyre i en skål. Skær eller klip citrusbåndene i passende strimler, så begge slags vingummier er i hver strimmel. Vend dem i sukker-/citronsyreblandingen, og nu er de klar til at blive spist.
Er der høj luftfugtighed, bør de sure bånd opbevares i en lufttæt beholder, ellers bare ved stuetemperatur.