Vandbakkelsefastelavnsboller m. hindbær

12 boller

Fastelavnsboller! Jeg ku’ snildt spise dem året rundt i alle afskygninger.

Denne klassiske fastelavnsbolle består af en vandbakkelsesdej med krakeleret dej på toppen. Midten er fyldt af hjemmelavet marmelade og hindbærcreme.

Ingredienser

Hindbærmarmelade

250 g hindbær, friske eller frosne
125 g syltesukker
2 tsk vaniljepasta
1 økologisk citron, saften og skallen heraf

Hindbærcreme

200 g hindbær, friske eller frosne
2 spsk lyst rørsukker
2 økologiske citroner, skallen og saften heraf
2 tsk maizena
2 spsk vand
2 æggeblommer
2 æg

Krakeleret dej

100 g kage hvedemel
100 g lyst rørsukker
85 g smør, blødt
rød pastafarve

Vandbakkelser

150 g smør
2 spsk lyst rørsukker
3 dl vand
150 g kage hvedemel
3-4 æg (oftest 3,5 æg)

I øvrigt

3 dl piskefløde
friske hindbær

Fremgangsmåde Udskriv

1
Hindbærmarmelade

Kom hindbær op i en gryde sammen med sukker, vanilje og citronskal og -saft. Bring det i kog og lad det simre til hindbærerne er kogt møre og saften er kogt ind. Lad marmeladen svale. Kom marmeladen på et skoldet sylteglas.

2
Hindbærcreme

Kom hindbær, sukker og citronskal og -saft op i en gryde og kog det op til sukkeret er opløst. Sigt herefter massen så du kun har saften tilbage. Opløs maizena i vand og bland derefter æggeblommer og æg i maizenaen og rør det sammen til en homogen masse. Kom saften tilbage i gryden og hæld æggemassen i en tynd stråle ned i hindbærsaften, mens du konstant pisker. Pisk indtil massen begynder at tykne og tag det herefter af varmen. Kom cremen op i en sprøjtepose og læg den på køl i minimum 2-3 timer indtil cremen er omkring 3-5 grader.

3
Krakeleret dej

Ælt det hele godt sammen med hænderne. Udrul herefter dejen ud mellem to stykker bagepapir (2 mm i tykkelse). Læg dejen på køl eller frys.

4
Vandbakkelser

Kom smør, sukker og vand op i en gryde og bring det i kog. Når smørret er smeltet, og det koger tages det af varmen. Sigt mel og kom det hele i på én gang. Rør dejen sammen med en grydeske. Sæt gryden tilbage på varmen og rist melbollen af i et par minutter. Lad dejen køle lidt af i en skål.

Tilsæt et æg af gangen i dejen. Dejen skal i hvert fald have 3 æg, men slå det sidste æg ud i en lille skål og pisk det sammen, så du har mulighed for at tilsætte et halvt æg mere til dejen. Pisk hvert æg i dejen med en håndmixer med dejkroge. Det vil ligne at dejen skiller hver gang du tilsætter et æg, så pisk grundigt mellem hvert æg, så dejen samler sig igen. Efter 3 æg tilsættes cirka. 0,5 æg yderligere og der piskes godt. Tjek om dejen er klar, eller om den skal have det sidste halve æg. Du tjekker dejen ved at trække en finger gennem dejen og se om dine spor bliver stående.

Er dejen klar, hældes den på en sprøjtepose, hvorefter der afsættes 12 vandbakkelser på en bageplade beklædt med bagepapir. Tag den krakelerede dej fra køl/frost og udstik 12 runde bunde (ca. 5 cm i diameter) og placer dem oven på hver vandbakkelse. Bag dem herefter ved 180 grader varmluft i 35-40 minutter. Du må IKKE åbne ovnen før der er gået 35 minutter, ellers vil de klaske sammen. Afkøl vandbakkelserne på en bagerist.

5
I øvrigt

Pisk fløden til en sprøjtefast flødeskum. Vend hindbærcremen sammen og tilsæt den piskede fløde. Kom cremen på en sprøjtepose med en stjernetylle. Kom ligeledes din marmelade på en sprøjtepose.

Skær vandbakkelserne over og fyld med hindbærmarmelade. Sprøjt en krans af hindbærcreme rundt om marmeladen og top med friske hindbær. Afsæt en top med hindbærcreme og placér låget af vandbakkelse på toppen.