Vingummi/Lakrids

30-40 stykker

Kombinationen af vingummi og lakrids er noget af det lækreste slik, der findes. Det er nemt at lave, alle kan være med – og så smager det selvfølgelig meget bedre end det, man kan købe. Her får du opskriften på et fantastisk stykke slik, som består af halv hindbærvingummi og halv lakrids. Det er desuden ikke nødvendigt at have en bestemt silikoneform, for med denne opskrift lærer du at lave din egen.

Ingredienser

Hjemmelavet slikform

400 g maizena

Hindbærvingummi

100 g hindbær
1 lime
8 blade husblas
100 g sukker
50 g glukosesirup
10 g kartoffelmel

Lakridsmasse

4 blade husblas
2 spsk lakridspulver
85 g vand
10 g mørk sirup
65 g sukker
20 g hvedemel

Fremgangsmåde Udskriv

1
Hjemmelavet slikform

Kom al maizenaen i en firkantet form undtagen 2 spsk. Glat forsigtigt maizenaen jævnt ud.

Brug skaftet på en grydeske eller lignende til at lave små fordybninger i maizenaen, som vingummierne kan være i. De resterende 2 spsk maizena skal bruges til at sigte over slikket, når vingummi- og lakridsmassen er støbt ned i formene.

2
Hindbærvingummi

Kog hindbærrene med limesaft og -skal i 5-10 minutter ved middelvarme, til bærrene er møre. Sigt herefter saften fra, og stil den til side – selve frugtkødet skal ikke bruges. Læg husblassen i blød i koldt vand. Kom saften fra hindbærrene, sukker, glukosesirup og op i en gryde, og kog det i et par minutter til det begynder at tykne en smule. Tag massen af varmen og den køle ned til cirka 80 grader. Pres vandet fra husblassen, og opløs den i hindbærlagen. Rør det godt sammen.

Hæld hindbærvingummien ned i de små fordybninger i den hjemmelavede slikform. Brug en ske eller en sprøjtepose til at fordele massen ud i formen. Fyld dem kun halvt, så der også er plads til lakrids.

3
Lakridsmasse

Læg husblas i blød i koldt vand. Kom lakridspulver, vand, mørk sirup, sukker og hvedemel i en gryde. Kog lakridsmassen op i et par minutter til massen begynder at tykne. Tag massen af varmen, vrid husblassen fri for vand, og dump den ned i lakridsmassen. Rør det godt sammen.

Fordel lakridsmassen oveni fordybningerne med hindbærvingummien. Sigt resten af maizenaen udover og lad dem sætte sig i 2-3 timer ved stuetemperatur eller på køl i 1 time. Når lakridsvingummierne er faste, fiskes de op og rengøres for maizena. Brug evt. lidt smagsneutral olie til at få dem helt pæne og glatte.

Jo længere tid, de får lov til at tørre i maizenaen, desto mere hårde i konsistensen bliver de.