Cremede julehøjsnegle
12 snegle
Cremede wienerbrødssnegle med varme krydderier til julen.
Jeg har en kæmpe forkærlighed for højsnegle, da jeg synes de holder langt bedre på alt det gode end almindelige snegle.
Disse højsnegle har jeg krydret med cake factor.
Ingredienser
Dej
75 g smør
2,5 dl sødmælk
25 g gær
2 æg, str M/L
50 g lyst rørsukker
2 tsk cake factor
500-600 g hvedemel
1 tsk salt
Creme
15 g lyst rørsukker
1 æg, str. M/L
2 spsk maizena
2,5 dl sødmælk
Remonce
100 g smør, blødt
100 g brun farin
1 tsk kanel
I øvrigt
1 æg til pensling
100 g ren rå marcipan
25 g grønne usaltede pistacienødder (gem lidt til pynt)
50 g tørrede tranebær
æblegelé
Fremgangsmåde Udskriv
Dej
Smelt smør i en gryde. Tilsæt mælk. Når smør/mælkeblandingen er lillefinger varmt kommes den i en røreskål og gær opløses heri. Tilsæt æg, sukker og cake factor og rør det sammen. Mel (start med 500 g) og salt blandes sammen og tilsættes lidt efter lidt, til du har en blank og glat dej. Ælt dejen i 10 minutter. Dejen stilles til hævning et lunt sted i 1-1,5 time.
Creme
Rør sukker, æg, maizena og 1 dl sødmælk godt sammen. Varm resten af mælken op til lige under kogepunktet og bland den med æggeblandingen. Hæld massen tilbage i gryden og varm op mens du konstant pisker til cremen tykner. Tag cremen af varmen og lad cremen køle helt af.
Remonce
Rør alle ingredienser sammen.
Samling
Dejen tages ud af skålen og rulles ud (40 x 60 cm) på etbord med en smule mel. Smør remonce ud på dejen. Riv marcipan ud over dejen sammen med pistacienødder og tranebær. Tril dejen stramt sammen på den lange led. Skær 12 lige store snegle (ca. 3-4 cm i tykkelsen). Placér dem i to silikoneforme fra By Ditte Julie på en bageplade. Lad dem efterhæve i 30 minutter. Når de er hævet fyldes de med creme i midten ved hjælp af en sprøjtepose (ca. 1 tsk creme til hver). Pensl sneglene med et sammenpisket æg. Bag dem i ovnen på 200 grader varmluft i ca. 10-12 minutter.
Lad dem køle af. Varm æblegeléen i en gryde og pensl sneglene med det. Hak pistacienødder og drys med det.
Tips
Hvis ikke du har små silikoneforme, så kan du komme bage dem i en stor silikonform fra By Ditte Julie. Bag istedet “kagen” med snegle i ovnen på 200 grader varmluft i ca. 20-22 minutter. Du kan også bage dem i små kageringe (8-9 cm i diameter) på 2 bageplader beklædt med bagepapir.