Fastelavnsboller m. nougat og kirsebær

12-15 boller

En klassisk, “gammeldags” fastelavnsbolle er i mine øjne blød og sød og proppet med lækkert og smagfuldt fyld.

En grundopskrift på klassisk gærdej fyldes med fastelavnsfyld. Denne fastelavnsbolle gemmer på remonce på marcipan, brun farin og blødt smør. Som et ekstra tvist har jeg brugt de allersidste rester fra julen nemlig nougat med hasselnød og kirsebær.

Gør lidt ekstra ud af pynten og pynt med marcipan i rosa toner, bær og chokolade.

Ingredienser

Dej

30 g gær
1,4 dl sødmælk
1 æg, str. M/L
20 g lyst rørsukker
90 g smør
300 g hvedemel
1 nip salt

Remonce

25 g lyst rørsukker
25 g brun farin
50 g ren rå marcipan
50 g smør, blødt

I øvrigt

100 g hasselnødnougat (eller den rest du måtte have)
12-15 stk amerena- eller dessertkirsebær
1 æg, til pensling

Pynt

50 g ren rå marcipan
lidt mørk rosa pasta farve
god mørk chokolade, 70%
frysetørret kirsebær
guldstøv

Fremgangsmåde Udskriv

1
Dej

Opløs gæren i mælken. Rør ægget og sukker i mælkeblandingen. Smelt smørret og rør det i mælkeblandingen. Tilsæt mel til og ælt det sammen, gerne på en røremaskine i 5 minutter. Tilsæt salt til dejen og ælt i yderligere 5-7 minutter.  Læg dejen op i en stor skål, og dæk skålen med husholdningsfilm og et viskestykke. Stil dejen til hævning i 1 time.

2
Remonce

Ælt alle ingredienser godt sammen.

3
I øvrigt

Rul dejen ud på et meldrysset bord til en 0,5 cm tykkelse. Skær 12-15 ens stykker (brug gerne kagerullen fra By Ditte Julie med skæreskriver, så de bliver helt præcise). Skær nougat i små tern, og sigt siruppen fra kirsebærene, så du kun har kirsebærene tilbage (du kan altid gemme siruppen). På hvert stykke lægges en spsk remonce, et stykke nougat og et kirsebær. Fold herefter hvert hjørne ind over fyldet og saml firkanten til en bolle, så fyldet ikke løber ud. Vend bollerne, så samlingen vender ned og læg dem på en bageplade beklædt med en bagemåtte fra By Ditte Julie eller bagepapir. Lad dem efterhæve til dobbelt størrelse (ca. 30-60 min.).  Pensl dem med ægget (sammenpisket) og bag bollerne ved 200 grader varmluft i 15-17 minutter. Lad dem køle af på en bagerist.

4
Pynt

Ælt marcipanen sammen med pulver/pastafarven, til alt marcipanen er farvet. Rul herefter marcipanen ud og udstik 12-15 cirkler (ca. 5-6 cm i diameter). Smelt chokoladen og kom det op i en sprøjtepose og klip i et lille hul og sprøjt chokoladen i zig-zag bevægelser over marcipancirklerne. Placer marcipancirklerne oven på bollerne og pynt yderligere med frysetørret kirsebær og guldstøv.

Tips

Har du udfordringer med lukning af dine fastelavnsboller, så se denne video, hvor jeg guider dig til at lykkes med at lukke dine boller omkring fyldet, så det IKKE falder ud.