Fyldte chokolader m. passionsfrugt (pink)

21 chokolader
Glutenfri

Ingredienser

Chokoladeskaller

indfarvet kakaosmør (rød og hvid)
300 g god hvid chokolade 38%

Passionsfrugt ganache

150 g god hvid chokolade 38%
5 passionsfrugter, saften (ca. 0,5 dl) heraf
0,5 dl piskefløde 

Fremgangsmåde Udskriv

1
Chokoladeskaller

Varm kakaosmør op. Dup/pensl tilfældigt med en pensel skiftevis med den røde og hvide kakaosmør i en By Ditte Julie chokoladeform, så der danner sig et “splash” mønster nede i din chokoladeform. Skrab overskydende kakaosmør af formen. Sæt formen på køl.

Temperér chokolade. Hæld den i chokoladeformen og bank/ryst chokolade ud igen. Skrab overfladen og stil den på køl. Gem den overskydende chokolade til at lukke dine chokolader med til sidst.

2
Passionsfrugt ganache

Hak chokolade groft og kom i en skål. Halvér passionsfrugter og skrab både kødet og saften ud i en skål. Brug en sigte til at sigte kernerne fra, da det kun er saften du skal bruge. Hæld saften op i en gryde sammen med fløde og varm op til lige under kogepunktet. Hæld herefter den varme flødeblanding over chokoladen og rør forsigtig rundt til al chokolade er smeltet. Kom det op i en sprøjtepose.

3
Samling

Fyld ganachen i chokoladeskallerne. Hold ca. 1-2 mm afstand fra kanten, så chokoladerne kan lukkes. Sæt chokoladerne på køl mens du tempererer den gemte chokolade igen, så du kan lukke chokoladerne. Skrab forsigtigt overfladen så de ikke får “fødder”. Lad de fyldte chokolader sætte sig i formen og befri dem herefter fra formen.

Tips

Husk at pudse din form inden brug, så du får flotte blanke chokolade. Se min how to video for at se hvordan jeg gør.

Du kan bruge hvilke som helst af mine By Ditte Julie chokoladeforme, så du får lige præcis den form på dine chokolader, som du ønsker.

Chokoladetemperering kan være lidt af en udfordring, og vi vil jo alle sammen gerne opnå en flot blank chokolade med et godt knæk. I videoen her, viser jeg, hvordan du tempererer hvid chokolade i en mikrobølgeovn.